Vejdirektoratet kører af sporet
Den kurs som Vejdirektoratet har lagt i sagen med rastepladserne på de danske veje, betegnes af flere som nærmest direkte ud i vejgrøften.
Der har nemlig aldrig tidligere manglet rastepladser, som der gør i dag, og alligevel nedlægger Vejdirektoratet rask væk parkeringspladser, endog også på motorvejsnettet, hvor der i forvejen er langt mellem P-pladserne.
Det sker i skarp kontrast til de skærpede sanktioner for overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne, der betyder, at en ekstra afstand på måske 40 km til den næste parkeringsplads kan betyde en overtrædelse af bestemmelserne.
Samtidig har man nogle steder indført spærretider (som f.eks. ved Vejlefjordbroen) for visse typer af special- og sværgodstransporter på bestemte tidspunkter af døgnet.
Hvordan skal der både blive plads til de normale brugere af parkeringspladserne og disse transporter, når de er nødt til at holde på parkeringspladserne og afvente spærretidens udløb.
At problemet stort, kan man let forvisse sig om. Vi besøgte en hverdag mellem kl. 15:30 og 16:00 den eneste parkeringsplads på motorvej E45 mellem Vejle og Kolding/Lillebæltsbroen, Skærup Rast.
Netop på denne strækning kører det største antal lastbiler i Danmark, og her var der kun to parkeringspladser ledige. Blandt de holdende køretøjer var der tre brede specialtransporter med tilhørende følgebiler som holdt stille. De optog næsten seks parkeringspladser.
Kun begyndelsenDer skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvordan det ville se ud, hvis der lige tilfældigvis havde været ti specialtransporter parkeret på samme tid.
Lige nu må man regne med, at aktivitetsniveauet er lavt i forhold til mange andre måneder i løbet af året. Hvordan skal det så ikke gå, når Danmark igen kommer helt op i gear og transportaktiviteten stiger?
Når parkeringspladsen er mellem 90 og 95 procent belagt om eftermiddagen, hvordan skal der så blive plads til alle de lastvognschauffører, som er tvunget til at holde deres ni timers hvilepause om aftenen og natten.
Kommer et lastvognstog ind kl. 18:30 om aftenen, kører det nok først igen tidligt næste morgen. Derfor er det ikke svært at forstå, at lastvognstogene om natten holder overalt, både ude på til- og frakørselsvejene til de få og alt for små parkeringspladser, der er på det danske motorvejsnet.
Sådan kan det gøresSamtidig bliver flere og flere parkeringspladser ude på almindelige veje og motortrafikveje udstyret med et skilt om, at man kun må holde i tre timer. Det omleves nærmest som en hån af lastvognschauffører, som kommer kørende og har behov for at holde ni timer, der inden længe bliver til elleve timer, for at kunne overholde arbejdstidsreglerne og køre- og hviletidsbestemmelserne.
Myndighederne kunne prøve at tage på studietur til det Nordtyske. F.eks. ned til rasteanlæget Hüttener Berge ved Rendsburg. Her kan de på Autobahn A7 ved selvsyn se, hvordan en rasteplads skal se ud med masser af plads også til spærretidsramte specialtransporter.
Har du kommentar til denne artikel så skriv til fba@transporttidende.com eller ring på 77342345
-----