Tilfredshed med bødemøde
ITD, DTL og FDL var i går blandt deltagerne i et nyt møde i Justitsministeriet om bødekataloget for overtrædelse af køre-hviletidsreglerne.
Således præsenterede arbejdsmarkedets parter og transportens brancheorganisationer deres forslag til øjeblikkelige ændringer af bødekataloget for overtrædelse af køre-hvile-tidsreglerne i dag på et møde i Justitsministeriet
Det blev gjort klart over for justitsministerens embedsfolk, at ændringerne er nødvendige for at forhindre branchetruende tilstande som følge af bødekataloget, der nu har været i kraft siden 1. september 2005. De foreslåede ændringer angår primært den meget omdiskuterede kumulationsberegning i form af sammenlægning af køretid ved for kort hvil eller pause. Men også spørgsmålet om berettigelsen i at frakende chaufførens eller den selvkørende vognmands førerret i efterfølgende virksomhedskontroller blev bragt op.
Ændringsforslagene er en opfølgning på de eksempler, som parterne har samlet, og som blev drøftet på et møde i Justitsministeriet tidligere på måneden. Ændringsforslagene er udarbejdet i fællesskab af alle parter i transporterhvervet.
Vurderer sagerneJustitsministerens embedsfolk kvitterede for forslagene og oplyste, at Rigspolitiet og Rigsadvokaten i øjeblikket vurderer eksemplerne fra branchen med henblik på, at justitsministeren i starten af januar måned 2007 kan træffe beslutning om lovgivningsmæssige ændringer. Branchens forslag fremlagt i dag vil indgå i ministerens beslutningsgrundlag. Hertil kommer, at den generelle undersøgelse af bødekatalogets konsekvenser vil foregå sideløbende, således at ministeren i juni måned 2007 vil have en foreløbig vurdering.
Organisationerne er tilfredse med dagens møde og den fremlagte tidsplan og ser frem til ministerens vurdering af branchens forslag, som er helt nødvendig for at afbøde de branchetruende virkninger af bødekataloget.
-----