Railion slipper for bøvl
Godsbaneselskabet Railion var tæt på at droppe al kørsel i Danmark med farligt gods på grund af et kostbart og bøvlet miljøpålæg fra Vejle Amt, oplyser DTL.
Men transporterne kan nu forsætte efter, at Miljøstyrelsen har givet Railion ret i, at Vejle Amt ikke kan pålægge virksomheden at opbygge en større sikkerhedsorganisation blot fordi, der i kortere perioder holder banevogne med farligt gods på rangerområdet på Kolding Banegård.
Stop for transport
- Vi kunne ikke leve med amtets afgørelse. Den ville have betydet store omkostninger og en masse administrativt bøvl. I så fald var vi holdt helt op med at køre med farligt gods på banevogne i Danmark, siger sikkerhedschef Benny Spangsborg, Railion.
Det er reglerne i den såkaldte Risikobekendtgørelse, der nær havde ødelagt den danske banetransport af gods med farlige stoffer, påpeger DTL, som har taget sagen op via Dansk Erhverv.
-----