Fluen var så småt begyndt at forberede sig til julen. Ikke så meget på grund af gavekøb, den var modstander af forbrugerræset, men erfaringsmæssigt udløste både selve julen og det meste af julemåneden en strøm af krummer fra brune kager, juleboller og ikke mindst favoritten marcipankonfekt.

Det gjaldt om at være i form til de kulinariske udfoldelser og fluen pudsede sig og gned forben til den store guldmedalje i sin vindueskarm på vognmanden kontor.

Derfor lagde den dårligt nok mærke til, at vognmanden var kommet ekstra tidligt og sad ved computeren og kiggede på nogle regneark. Fluen vidste, at han ikke var meget for at bruge tid på at sætte sig ind i detaljerne på alle mulige smarte programmer, men da han havde lært at bruge regneark og den slags til sit eget overblik, var han ikke til at stoppe.

Nu var han meget koncentreret og tastede og beregnede. Han satte forskellige alternativer op.

Fluen havde hørt, at revisoren skulle komme og så hen til kaffe med wienerbrød, men det var nu vognmandens kone, der kom ind på chefkontoret.

Vognmanden så lidt overrasket ud.

- Ja, jeg kommer ikke for at fortsætte diskussionen fra i morges. Jeg synes bare, at jeg vil sige, at jeg ikke vil lægge dig hindringer i vejen. Du kender mit synspunkt i denne sag, sagde hun, mens hun tog vindjakken af.

- Nåh, sagde vognmanden. - Det var nye toner. Vil du have kaffe?

Fluen vidste, at de normalt var enige om de fleste ting, der havde med firmaet at gøre, og at vognmanden sjældent foretog vigtige skridt uden at have vendt sagen med hende. Men den var sensitiv nok til at forstå, at der her var en mere grundlæggende uoverensstemmelse.

Og fluen vidste nok, hvad det betød, hver gang hun sagde, at han kunne gøre det, han skønnede rigtigst. Det var som regel ikke klogt at skønne ret meget forkert i forhold til, hvad hun mente i de afgørende spørgsmål. Men her lød det som en mere åben dialog.

- Jeg har allerede aftalt med revisoren, at han kommer her til formiddag, sagde vognmanden, men jeg er ikke sikker på, at han kan give svaret, sagde han.

- Nej, det skal da være dig selv, som træffer afgørelsen. Og du ved jo, at jeg ikke blander mig, i de ting, som jeg ikke har forstand på, men når det gælder din sundhed og trivsel, tror jeg, at jeg har et noget mere realistisk syn på tingene end dig selv.

- Det bliver du ved med at sige. Men jeg elsker at have travlt og sætte damp på kedlerne. Du får det til at lyde, som om jeg var en færdig mand. Jeg er ikke engang fyldt 60, jeg er først lige begyndt...

Vognmanden tog refleksmæssigt sin kam op af lommen og begyndte at rede sit tynde hår, som han af en eller anden grund altid gjorde, når han følte sig presset.

- Der er da ingen, der siger, at du på nogen måde skal opgive firmaet eller stoppe udviklingen. Men selv om det godt nok er nogle år siden, at jeg sad med regnskaberne, så kan jeg da følge nok med i tingene til at se, at du ikke får så meget ekstra ud af al den travlhed. Og du har jo ikke været hjemme til aftensmad hele ugen.

Vognmanden nikkede. - Nej, men det er jo nu, at chancen er der for at befæste firmaets position. Alle firmaer har rygende travlt, og der er flere og flere der ikke kan følge med og må sige nej til opgaverne. Både fordi de mangler folk, og fordi de ikke tilrettelægger tingene smart nok. Vi har ikke nær de problemer, sagde han.

Det var vist ikke helt rigtigt, tænkte fluen. Den havde hørt chefen tale med bogholderen om, at der var flere chauffører, som havde sagt op. Noget man ellers sjældent så i firmaet.

- Hvad så med de folk, der har sagt op. Hvordan vil du erstatte dem, spurgte chefens kone, og fluen kunne se, at hun ramte et ømt punkt.

Vognmanden skænkede kaffe op i kopperne på skrivebordet.

- Altså jeg har stadig ambitioner med firmaet. Det troede jeg også, at du havde. Nu virker det nærmest som om, du synes vi skal lukke og slukke.

- Nej overhovedet ikke. Jeg mener, at vi skal have alle tiders effektive firma med dig og alle dine gode ideer i spidsen. Men det skal være i en lidt mindre skala. Lad os komme ind til kernen i det du er allerbedst til og så droppe alt det ekstra, som vælter ind over os, og som der alligevel ikke er penge i, når det kommer til stykket.

Fluen kunne se at chefen ikke var helt upåvirkelig. Alligevel sagde han:

- Du ved nok, at stilstand er tilbagegang. Hvis vi tværtimod sørger for at konsolidere os på et lidt højere aktivitetsniveau, står vi langt stærkere overfor konkurrenterne. Det er nu, vi skal fremtidssikre firmaet. Jeg knokler på fordi, det er alle tiders chance. Hvem ved hvor længe økonomien kører på højtryk.

- Du har jo altid sagt, at kvalitet er dit adelsmærke. Så lad være med at lade dig drive rundt i manegen af den øjeblikkelige udvikling. Sælg nogle af alle de nye biler og lad resten gøre et fint stykke arbejde.

Vognmanden så tankefuld ud: - Jeg kunne jo også ansætte en mand til at stå for de nye aktiviteter...

Hans kone rystede på hovedet: - Du er uforbederlig. Vil du have nogle småkager stående på kontoret, jeg er i gang med julebagningen.

Sig ja, sig ja, teleparterede fluen.

Ja tak, sagde vognmanden.

-----