Ingen diesel i blodet
PS Trans A/S i Bagsværd fokuserer på virksomhedens kernekompetence
Vognmand Poul Schmidt, PS Trans A/S i Bagsværd, valgte sidste år at sige farvel til en omsætning på 7-8 millioner årligt, som virksomheden havde opbygget på eksportkørsel siden 1997.
- Dengang var markedet godt, og man kunne få alle de chauffører man kunne bruge. Men det har som bekendt ændret sig drastisk, og indtjeningen er blevet meget lille. Samtidig var det meget ressourcekrævende rent administrativt. Derfor valgte vi at stoppe, da vi fik muligheden for at komme ud af eksportkørslen uden tab, siger Poul Schmidt.
I stedet besluttede han at satse målrettet på virksomhedens kerneområde.
- Det var en strategisk beslutning, hvor vi valgte at sætte fokus på vores kernekompetence, der er totalløsninger til større virksomheder, med hovedvægten inden for den farmaceutiske industri og biotek. Og det er vi faktisk ret gode til, fortæller Poul Schmidt selvsikkert, da han tager imod Trans Inform på det lyse og ryddelige kontor på virksomhedens domicil på Vadstrupvej i Bagsværd - klods op ad motorvejen.
Han overtog sammen med søsteren virksomheden efter sin far Axel Schmidt i 1993. I 2006 blev selskabet omdannet til et aktieselskab og Poul Schmidt ejer i dag 90 procent af aktierne, mens søsteren ejer de resterende 10 procent.
Særlige færdighederMedicinalindustrien har været på kundelisten, siden Poul Schmidts far startede som vognmand i 1961. Virksomheden har oparbejdet en betydelig ekspertise på området, der stiller særlige krav til transportleverandøren.
- Det er ofte kritiske forsendelser, hvor kravene til temperatur og tid er meget strenge. Samtidig er kravene til dokumenthåndteringen også skærpet markant i forhold til almindelige transporter. Det gælder både på råvaresiden og for færdige varer. Det betyder, at både materiel og chauffører skal leve op til kundernes krav, fortæller Poul Schmidt.
Chaufførerne kan ikke bare nøjes med den almindelige ADR-uddannelse men må have også den udvidede ADR-uddannelse, så de kan køre med klasse 7 stoffer (radioaktive isotoper).
- Alt hvad vi laver er underlagt en streg kontrol, både fra kunderne selv, men også fra myndighederne i Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen. Derfor har vi også indført en løbende intern kvalitetskontrol for at sikre, at vi bliver ved med at leve op til de krav, der stilles, fortæller Poul Schmidt.
PS Trans står selv for den grundlæggende uddannelse af medarbejderne.
- Mange chauffører kommer med en uddannelse inden for farligt gods. Så lægger vi en uddannelsesplan efter aftale med chaufføren, som er tilpasset de opgaver, de skal køre. Det kan være farligt gods, procedurer omkring GMO-produkter (genetisk modificerede organismer) eller kran. Endeligt deltager chaufførerne i kurser hos kunderne, fortæller Poul Schmidt.
Ind hos kundenTotalløsningerne betyder, at chaufførerne ikke bare kører fra dør til dør men går direkte ind og arbejder på kundernes lagre eller uddeler post og kurerpakker internt i kundevirksomheden.
Virksomheden har i dag aftaler om totalløsninger med to store og tre mindre kunder.
Kundekredsen findes ikke alene inden for medicinalindustrien men også inden for engrosvirksomheder og inden for parfumebranchen.
Poul Schmidt får ledelsesmæssig opbakning fra Helle Sørensen, der står for bogholderi og human ressources. Derudover beskæftiger virksomheden to disponenter og 15 chauffører. Samtidig har man aftaler med flere undervognmænd, der anvendes i spidsbelastningsperioder.
PS Trans kører med fem lastvogne med veksellad og en enkelt kranlastvogn.
- Vi har omkring 10 veksellad, som gør, at vi kan anvende bilerne fleksibelt. Det er en stor fordel, at køre med enhedsbiler i stedet for specialiserede biler, selv om det stiller ekstra krav til logistikken, forklarer Poul Schmidt.
Derudover råder virksomheden over godt og vel en halv snes varebiler fra Ford C-max, der anvendes til dokumentdistribution, over kassevogne til liftbiler i Iveco Daily-klassen.
PS Trans foretager også flytninger.
- Det firmaflytninger, ikke almindelige flytteforretninger for hr. og fru. Jensen, siger Helle Sørensen.
A-holdetPoul Schmidt lægger stor vægt på rekrutteringen af medarbejderne.
- Når vi har valgt at fokusere på et så specialiseret område, så betyder det naturligvis, at vi står et sted, hvor det er svært at komme ind for eksempelvis en entreprenørvognmand, der mangler noget at lave fordi byggeriet står stille.
- Men til gengæld så stiller det krav til os selv og ikke mindst vores medarbejdere. Derfor har vi også valgt at satse på A-holdet. Vi gør meget ud af at spørge ind til, hvad chaufførerne gerne vil, når vi ansætter. Mange chauffører vil gerne køre store lastbiler og helst med otte cylindre. Det er ikke det, det handler om her. Vores medarbejdere skal have lyst til at gå ind hos vores kunder og yde en aktiv service i kundens virksomhed. Mange af de opgaver vi løfter for vores kunder, er noget vi har fundet på selv. Det kræver naturligvis input fra vores medarbejdere, hvis vi skal udvikle vores produkter, siger Poul Schmidt.
Afhængigheden af egnede og kvalificerede medarbejdere betyder også, at virksomheden gør meget ud af at sørge for et godt arbejdsklima.
- Vi har en meget lav omsætning i medarbejderstaben, fordi vi sørger for ordnede forhold og en god tone i virksomheden.
PS Trans medarbejderskare tæller flere nationaliteter.
- Vi er meget opmærksomme på ikke, at sortere ansøgere fra på efternavn. Vi har haft medarbejdere fra Libanon, Uganda og Rumænien. Det kræver en vis tilpasning fra begge sider i starten, men de finder hurtigt ud af, hvordan tingene fungerer her. Vi har da også haft enkelte dårlige erfaringer med nye danskere, men det har vi også med danske medarbejdere, siger Poul Schmidt.
Begrænsningens kunstPoul Schmidt eget cv tæller tjeneste som konstabel i Hæren, 10 år som politibetjent og fire år som selvkørende vognmand. Men trods den brede erfaring, så sætter han sig stadig på skolebænken.
- Hvis man vil udvikle virksomheden, så er man også selv nødt til at følge med. Det betyder også, at man skal turde uddelegere ansvar. Man kommer ikke langt, hvis man vil lave det hele selv. Det tror jeg er et problem for mange vognmænd. Jeg har ikke dieselolie i blodet. Derfor var det også let at sige farvel til de store eksportlastbiler, da det ikke længere var en forretning med udviklingsmuligheder rent indtjeningsmæssigt. Der er mange i branchen, som har svært ved begrænsningens kunst, siger Poul Schmidt.
Han har sat et vækstmål for virksomheden på 20 procent om året.
- Vi skal vokse organisk. Det tager et års tid, at få en stor totalløsning op og køre. Hvis vi skal opfylde vores vækstmål, så kræver det, at vi hele tiden vender alle sten. Det nytter ikke noget at lade hesten stå og gumle, fordi man har fået en kunde i stald.
-----