Huller i modulvogntogs-kortet
Motorvejsbro ved Skandinavisk Transport Center ved Køge kan ikke bære modulvogntog
Konturerne af det vejnet, der skal bære modulvogntogene, når det udvidede forsøg går i gang i 2008, er så småt ved at blive klare. Men der er allerede fundet uheldige huller af vejteknisk art.
Skandinavisk Transport Center ved Køge ser ud til at blive helt eller delvist udelukket fra det module trafiknetværk, selv om transportcenteret er placeret klods op af motorvejen. Årsagen er at motorvejsbroen ved afkørsel 32 formentlig ikke er stærk nok til den tunge trafik. Dermed vil de modulvogntog, der kommer sydfra ikke kunne få adgang til centeret og modulvogntog, der forlader transportcenteret vil kun kunne køre i sydgående retning.
Skandinavisk Transport Center og den tilhørende Køge Havn, vil dermed blive udelukket fra en af de vigtigste logistiske fornyelser i nyere tid.
- Hvis vi ikke får mulighed for at køre med modulvogntog mellem motorvejen, transportcenteret og havnen, ender vi en situation, hvor STC og Køge Havn ikke er en aktiv del af det danske transportnetværk. Vi vil miste omsætning, og lokalområdet vil miste arbejdspladser, sagde direktør Thomas Elm Kampmann, da folketingsmedlem Carsten Nonbo besøgte transportcenteret og havnen i slutningen af november.
- Oplysningen om, at motorvejsbroen ikke kan holde til modulvogntog er kommet som en stor overraskelse for os. Det er et problem, som må løses permanent - enten ved en forstærkning af den nuværende motorvejsbro, hvis det er teknisk muligt eller ved opførelsen af en helt ny bro, sagde Thomas Elm Kampmann.
Prisen for en ny motorvejsbro ligger angiveligt på omkring 25 mio. kroner, og det vil tage mellem et og to år, at føre en sådan løsning ud i livet.
- Det handler om, at plukke de lavest hængende frugter først. Vi kommer aldrig i gang med at køre med modulvogntog, hvis alle interesserede havne og andre trafikknudepunkter skal med, før vi går i gang. Men det betyder absolut ikke, at de ikke kan komme med senere. I betragtning af Køge Havn og transportcenterets stigende betydning for godstransporten i Hovedstadsområdet og Øresundsregionen i det hele taget, så der det naturligt, at de forhindringer der er i dag, bliver fjernet hurtigst muligt, sagde Carsten Nonbo.
-----