Fortsat vækst - men lidt langsommere
- Måske skulle jeg foreslå politikerne, at vi holder julefrokost hele året, for det var mærkbart lettere at komme frem, da københavnerne afholdt julefrokost første fredag i december, siger Henrik Steenbjerge, som peger på trængsler som en hæmsko for transporten men alligevel vurderer, at opsvinget fortsætter
- Spørgsmålet om opsvinget vil fortsætte ind i 2007, er jo - alt andet lige - en fuldstændig subjektiv bedømmelse, - man kan kun give sin fornemmelse for hvad der vil ske - baseret på erfaringen, - og historien.
Henrik Steenbjerge, administrerende direktør for Anders Nielsen & Co A/S, mener også, at opsvinget fortsætter ind i det nye år - dog med formindsket styrke. - Jeg tror på, at aktiviteterne fortsætter - men ikke med samme stigningstakt som hidtil. Jeg tror ikke, der kommer en nedgang, men på den anden side er jeg også ret overbevist om, at vi ikke kan forvente de samme månedlige stigninger, som vi har set de seneste to år.
- Jeg begrunder min formodning med, at jeg for det første her hos os ser en kontinuerlig efterspørgsel. Men væksten i samfundet var i 3. kvartal noget mindre end forventet, og det mener jeg er en vigtig indikator for fremtiden, siger han.
Bryder ikke sammen- Jeg er ikke bange for, at det hele bryder sammen, men det tyder på, at forbruget er ved at finde et passende - men højt - niveau. Transporterhvervet er et spejlbillede af, hvordan det går i samfundet generelt. Og hvis for eksempel boligmarkedet bryder sammen, er det noget vi kan mærke. Jeg hørte forleden, at de byggematerialer, der er mangel på, er dem, der ligger sent i byggeprocessen, altså døre, vinduer og tag, mens det er meget lettere at få fat i cement, beton og mursten. Det tyder på stagnation i byggefagene, og at der ikke igangsættes helt så meget nybyggeri som tidligere.
Infrastrukturen- Det helt store og alt afgørende aktuelle problem for transporterhvervet er infrastrukturen. Især fremkommelighedsproblemer omkring de store byer, der betyder, at vi skal køre med flere biler for at transportere samme volumen. Og det koster. Jeg er ved at være derhenne hvor jeg vil foreslå politikerne, at vi holder julefrokost hele året, for det var mærkbart lettere at komme frem, da københavnerne afholdt julefrokost første fredag i december. Da var vi færdige med vores dagsarbejde allerede omkring 15.30 i stedet for omkring 17:30, og de to timer betyder meget for os alle i dieselolie, miljøpåvirkning og trafik i det hele taget.
Så, julefrokoster helt året rundt kunne måske afhjælpe situationen, siger han med et glimt i øjet.
-----