Rekordomsætning i finanseringsselskaber
God vækst i finansiering af rullende materiel. Flere leaser operationelt når det gælder lastvogne, mens nye trailere købes
Som en klar afspejling af den store vækst i samfundsøkonomien kan finansieringsselskaberne også melde om rekordomsætning. Det er en trend, der efter alle solemærker at dømme nok vil vare ved i både 2007 og 2008.
En af de fire store aktører i markedet for finansiering af rullende materiel med hovedvægt på leasing er Finans Nord A/S med hovedsæde i Aalborg.
Kundechef Kurt Nielsen siger til Trans Inform, at man i år er væsentlig foran budgettet. Væksten er på ca. 25 procent set i forhold til året før.
Med 12 medarbejdere engageret i salget af finansielle produkter til transportbranchen, er virksomheden opgjort på medarbejdere den største i landet.
Finans Nord tilbyder såvel finansiering med traditionelle købekontrakter som finansiel leasing og operationel leasing. Den operationelle leasing er i fremdrift, men udgør dog maksimalt fem til ti procent af hele leasingomsætningen. Det er typisk indenfor transport af stykgods og eksportkørsel, at den operationelle leasing anvendes meget. I de to sektorer leaser man typisk operationelt over tre år, og i nogle tilfælde står materielleverandørerne eller Finans Nord for risikoen med scrapværdien.
- Vi vil dog også gerne gå ind i operationel leasing som finansiering til lastvogne udstyret med f.eks. hejs og kran. Der er et stort marked for den type lastvogne i dage, også som let brugte, siger Kurt Nielsen. Han peger på, at når der vælges operationel leasing frem for de øvrige leasingløsninger, skyldes det ofte ønsket om at aktivet holdes uden for balancen
Trailere købesInteressant nok køber flere og flere kunder deres nye trailere og får i den forbindelse lavet en finansieringsløsning med et lån eller en leasingaftale, der typisk løber over fem eller seks år.
Det betyder mange gange, at de må sige farvel til servicekontrakter, men service og vedligeholdelsesomkostningerne på trailerne er også blevet mindre i forhold til tidligere.
Kundegrupperne er alle typer af vognmænd og lastbilejere. Der er ingen undtagelser, lige fra en nystartet énbils-vognmand over entreprenørvognmænd med mellemstore blandede forretninger og op til de helt store flådeforretninger med rigtig mange lastvogne og påhængskøretøjer.
Det går jo godt i branchen i dag. Aldrig har der været så få konkurser og trenden går også mod færre vognmandsforretninger, der til gengæld bliver større. Årsagen til denne retning er ikke til at tage fejl af. Det forhold, at det er svært at skaffe chauffører betyder, at mange i stedet drosler deres forretninger ned.
På trods af de gode tider kniber det dog med indtjeningen i transportbranchen, mange har nemlig opdaget, at det ikke bare er lykken at have meget at lave. Mange opgaver udløser måske "brandslukningsløsninger" i virksomhederne. Mangler der for eksempel chauffører, anvendes der måske underleverandører til at udføre opgaven, mens vognmandens eget materiel udnyttes mindre effektivt. Det smitter af på resultaterne.
Sender regningen videreHeldigvis afspejler regnskaberne dog, at de fleste vognmænd har fået styr på deres udgifter til brændstof og lært at sende regningen videre, når der sker udsving.
Om udviklingen i Finans Nord siger Kurt Nielsen, at koncernen regner med at kunne holde sig på den nuværende medarbejderstab, måske kommer der en eller to nye sælgere.
I hovedsædet i Aalborg har man sat to juniorkonsulenter i gang for at skabe mere dynamik og tilføre Finans Nords samlede konsulentstab nyt blod fra egne rækker.
En løsning som sikkert vil blive kopieret ved de to andre afdelinger i finanskoncernen.
Finans Nord A/S har ud over hovedsædet i Aalborg afdelinger i Kolding og Roskilde. Afdelingen i Kolding er netop taget i brug og afløser en tidligere afdeling i Vejle.
-----