10.000 lastbiler over grænsen
ITD rapporter om fortsat vækst i lastbiltrafikken til og fra Danmark i fjerde kvartal
ITD’s seneste konjunkturindeks viser, at lastbiltrafikken over Øresund samt via landgrænsen og Scandlines A/S færgeruter mellem Danmark og Tyskland er steget med 4,8 procent fra 3. til 4. kvartal 2006.
I alt er der i 4. kvartal i år talt 10.000 lastbiler pr. døgn til og fra Danmark. Stigningen siden 3. kvartal i år er sket på Øresund og på Scandlines A/S’ færgeruter, mens trafikken på landgrænsen mellem Tyskland og Danmark er faldet en anelse.
For 3 år siden – i 2003 – var 42 procent af de talte lastbiler danske. I 4. kvartal 2006 udgør de dansk indregistrerede lastbiler kun 25,1 procent.
Havde andelen af dansk indregistrerede lastbiler været uændret i forhold til 2003, ville der med den stigende trafik have været talt 1.700 flere danske lastbiler per døgn.
Optællingen af lastbilerne er fordelt på 8 forskellige lastbiltyper. Tællingerne de sidste 4 år viser, at ca. 62 procent af samtlige lastbiler i 4. kvartal 2006 er af typen med presenning/faste sider, hvilket er en stigning på i alt 8,9 procentpoint i forhold til 4. kvartal 2003.
-----