Nyt EU-kørekort
Gamle kørekort holder i 26 år endnu
Europaparlamentet har netop vedtaget at de 110 forskellige typer kørekort, som medlemslandene udsteder i dag, fremover skal erstattes af et fælles EU-kørekort. Men det haster mildest talt ikke med at få det gamle danske kørekort udskiftet. Ministerrådet har nemlig insisteret på, at gamle kørekort skal være gyldige helt frem til 2033. Samtidig bliver det standardiserede EU-kørekort først en realitet fra 2013.
Anne E. Jensen, medlem af Europa-Parlamentet (V), er mindre tilfreds med de lange tidsfrister.
- Det kan virke mærkeligt, at man indfører regler, der først skal virke om 26 år, men det er EU's ministre, der har villet det sådan, siger Anne E. Jensen.
Fordelene ved det fælles kørekort, der vil reducere muligheden for snyd og samtidig sikre forbedret færdselssikkerhed, fordi eksempelvis personer, der er frakendt førerretten i et medlemsland ikke bare kan tage et nyt kørekort i et andet medlemsland.
- De mange typer kørekort gør det umuligt for en dansk færdselsbetjent at kontrollere, om et kørekort er ægte. Med én standard for kørekort kan man lave en reel kontrol, siger Anne E. Jensen, der trods den lange indfasningsperiode glæder sig over indførelsen af et fælles EU-Kørekort.
-----