23948sdkhjf

MAN på vej op i statistikken

Der er ingen, der ryster på hånden hos MAN, hverken ude på det store verdensmarked eller på det danske marked. Det går opad og opad.

I Vesteuropa forventes det totale marked at stige fra 361.000 til 386.000 lastvogne (alle mærker) over seks ton totalvægt.

Det betyder, at MAN har en forventning om en omsætningsstigning på 15 pct. fra 7.377 mio. euro i 2005 til 8.500 mio. euro i år.

Samtidig har MAN haft en fremgang på 17 pct. i antallet af producerede og solgte lastvogne.

Strategien frem mod 2010 er, at MAN i 2010 skal nå det magiske tal 100.000 producerede lastvogne og 10.000 busser world wide. Der er heller ingen tvivl om, at det er uden for Vesteuropa, at de virkelig store markeder med den store efterspørgsel er ved at komme frem.

I 2005 blev der produceret 12.062 nye MAN lastvogne til eksportmarkederne uden for Vesteuropa, og dette tal forventes i 2006 at blive på 40.600 enheder, svarende til en stigning på 237 pct.

På det - som MAN nærmest betragter som hjemmemarkedet nemlig hele Vesteuropa - var der i 2005 en produktion på 56.147 enheder. Denne faktor forventes at blive forøget med 12 pct. til 63.000 enheder.

Cementeret position

I Vesteuropa vil man i fremtiden intensivere indsatsen i Frankrig, Italien og Storbritannien, hvor MAN set i forhold til antallet af lastvogne har relativt lave markedsandele.

Faktisk lægger man hos MAN ikke skjul på, at man kunne ønske sig danske tilstande i mange af de øvrige lande, fordi MAN efterhånden har fået cementeret sin tredjeplads godt og grundigt.

I Danmark nåede antallet af solgte lastvogne op på 4.513 i 2004, 5.820 i 2005 og forventninger til 2006 er lige nu på 5.900 enheder. Men der kan stadig nå at ske noget. Hos MAN går lastbilsalget meget stærkt lige nu, og kunne man skaffe flere chassiser, ville der uden tvivl kunne sælges flere.

MAN solgte nemlig 1.015 i 2005, og det tal forventes at blive på 1.100 i år - en stigning på 8 pct. og samtidig en fremgang fra 17,4 pct. til 19,0 pct. af det danske marked for lastvogne over 6 ton totalvægt.

I 2007 forventer man forsigtigt, at antallet af nye solgte MAN lastvogne vil falde til 1045 stk. ud af et totalmarked på 5500 stk. Det må dog antages at være et forsigtigt gæt, for man har allerede en ordrebeholdning på 520 nye MAN lastvogne til levering i 2007, et tal der er 76 pct. højere end sidste år ved samme tid. Til visse af nye markeder, hvor den tekniske udvikling ikke helt er på højde med Vesteuropa og Norden, har MAN mixed et par nye modeller sammen med få elektroniske komponenter. De nye modeller bærer modelbetegnelserne TGA WW og CLA, hvor bogstavsbetegnelsen for den sidste model står for Cargo Line A.

Nye folk i Danmark

MAN er i øjeblikket i gang med en omstrukturering af sin organisation, et forhold der i høj grad berører MAN Last & Bus A/S i Danmark. Der bliver oprettet en ny region Nord hvor Danmark, Storbritannien, Irland, Norge og Sverige indgår.

Til region Nord er der allerede blevet udnævnt en ny chef. Det er den 46 årige Bernhard Kercher. Samtidig forlader direktør Jörg Mommertz Danmark efter tre år i stolen, for i stedet at blive chef for MANs aktiviteter i Polen, hvor markedet virkelig boomer lige nu, og hvor MAN satser med flere nye produktionssteder. Faktisk betragter MAN Polen som et nyt hjemmemarked, siger Jörg Mommerts til Danmarks Transport-Tidende.

Som efterfølger for Jörg Mommerts er udpeget Stefan Kremper, der er 41 år og kommer fra den tyske salgsorganisation.

Omkring den ønskede sammensmeltning med Scania siger marketingchef Claus Lindholm til Danmarks Transport-Tidende: - Hvis det lykkes, mener man hos ledelsen i München at der nok vil være synergier for mindst en halv mia. euro, og forretningsmodellen vil nok være, at man stadigvæk skal køre tostrenget med to selvstændige mærker med selvstændige organisationer på alle markeder. Der hvor man vil gå ind og samkøre, bliver på udvikling og komponentfremstilling.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047