Bo Grubak beskriver og kommenterer her sagen, der drejer sig om en jysk vognmand, som gennem mange år har kørt ammoniak:

Han blev standset af politiet i ved en kontrol. Man fandt forskellige småting, f.eks. havde han ikke et fragtbrev på de tomme tanke, han havde hentet (der er kæden allerede hoppet af for mig, for hvis et fragtbrev skal være gyldigt, skal der være såvel en afsender, en transportør og en modtager, men det er i det aktuelle tilfælde én og samme person ? så hvor er værdien af et fragtbrev). ADR-konventionen, som er regelsættet for transport af farlige stoffer, siger imidlertid, at man også skal have et fragtbrev, når man kører tom.

Den flinke politimand finder som nævnt forskellige småting, herunder at bil og sættevogn ikke medfører i alt fire stopklodser. Men bilen var forsynet med en såkaldt hjulkile, ligesom der lå tre store træklodser, som blev brugt til at lægge under støttebenene på traileren, når den blev koblet fra. Der er i ADR-konventionen ikke beskrevet noget om, hvordan en stopklods skal være udformet, hvorfor en træklods er ligeså meget en stopklods, som en "autoriseret" hjulkile.

Som nævnt skriver betjenten ham for det hele, inklusive at han ikke har fire stopklodser. Vognmanden nægter at betale bøderne, som var på i alt knapt kr. 30.000,- idet han mener der må være noget helt galt med den bødeudregning - han var selv fører af vogntoget, da det blev standset.

Sagen går herefter i retten, hvor dommeren spørger om han kan erkende, det som politiet har sigtet ham for. Han svarer ja, idet han ikke selv var vidende om punktet omkring stopklodserne. Dommeren slår hammeren i bordet, thi kendes for ret, at betale det af politiet fremsendte bødekrav.

Nu henvender vognmanden sig så til undertegnede og beder om assistance, idet han stadig mener bøden er alt for høj. Ankefristen er på dette tidspunkt udløbet med et par dage, men jeg skriver et brev til dommeren i Aalborg, og gør opmærksom på, at manden er dømt for noget, som han rent faktisk ikke kan dømmes for.

Standardsvaret kommer tilbage "jeg kan kun henholde mig til dommen og det faktum, at ankefristen er udløbet, hvorfor sagen er afsluttet".

Et nyt brev ryger af sted, denne gang til politimesteren i Aalborg, som svarer tilbage på samme overfladiske måde, og uden overhovedet at prøve at forklare sig. Summa summarum: En dansk vognmand er ved retten i Aalborg blevet dømt for noget, som han ikke er skyldig i. Men dem, som burde have sat sig ind i sagerne - retten og politiet - har sandelig ikke tænkt sig at indrømme, at man har begået fejl.

To af hinanden uafhængige advokater, som jeg har nævnt sagen overfor, har begge sagt, at sagen bør og skal gå om. Af sagens journalnummer hos politiet kunne man se, at det ikke lige er den slags sager, Aalborg politi bruger mest tid på.

Og så er det jeg spørger mig selv: Burde de så ikke netop sætte sig ind i tingene, i stedet for at forlade sig på et bødeforlæg, som en politimand har skrevet - formentlig i den overbevisning, at han havde ret.

Der sidder mange og kloge jurister såvel i politiet, som ved domstolene, men pas nu på, at I ikke tror, at I ikke kan lave fejl, for her er i hvert fald en brøler af format.

Mit råd til vognmænd, som får bøder er, at I aldrig skal forlade jer på det politiet skriver jer for. Det er et fåtal af politifolk, som har forstand på transportområdet, og derfor begås der mange fejl. At disse fejl så ikke bliver fanget gennem bureaukratiet, kan dels tilskrives, at juristerne heller ikke ved noget om det og bare ikke vil indrømme det, og dels det faktum, at en dommer stort set aldrig har læst sagen forinden retsmødet, og i ligeså mange tilfælde heller ikke har forstand på transportområdet.

Jeg ved det er store ord at bruge, men det er beklageligvis fakta.

Kunne vi dog bare nå frem til, at det var folk med forstand på området, som også skulle gennemgå om pådømme sådanne sager, i stedet for som nu, hvor det er jurister, der er gode til at fortolke alle de juridiske kringelkroge, men i bund og grund ikke aner hvad en lastbil er.

Jeg har selv i min tid i politiet været indkaldt som vidne i retten i forbindelse med en sag om overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne, og stået overfor såvel en dommer som en forsvarsadvokat, der helt åbenlyst ikke vidste noget som helst om disse ting.

Det er ikke særlig betryggende at skulle lægge sit liv og sin skæbne i sådanne hænder, og da slet ikke med de helt uhyrlige bødetakster man bruger i dag. Men det er åbenbart dansk retssikkerhed, lyder det fra Bo Grubak.

-----