Vi har netop i disse dage passeret otteårs dagen for den orkan, der med vindstød på mere end 50 m/s hærgede Danmark med mange voldsomme person- og tingsskader til følge.

En af de vel nok mest spektakulære skader var, da den 85 m høje såkaldte Hensen Goliath-kran, lagde sig tungt og bragende hen over et stort containerskib i dokken.

Kranens havari medførte - ud over skade på kranen - et driftstab for værftet. Erstatningen for skaden på kranen blev dækket under en af Codan tegnet søforsikring og udbetalt med den takserede forsikringssum på 210 mio. kr. Erstatningen for driftstab i anledning af kranens havari blev dækket under en tegnet erhvervsforsikring og opgjort til 322.583.193 kr.

Codan havde tegnet genforsikring i to re-assuranceselskaber, som derfor efterfølgende, for så vidt angår driftstabsforsikringen, blev opkrævet godt og vel og henholdsvis 24 mio. kr. og 16 mio. kr., men da det var re-assurandørernes opfattelse, at driftstabet ikke var dækket af den indgående aftale blev sagen indbragt for domstolene og siden har Østre Landsret og senest tidligere i år Højesteret truffet afgørelser i sagen.

De tegnede forsikringer går helt tilbage til 1981, hvor forsikringsgiveren var det dengang eksisterende selskab Vidar, der i 1985 blev overtaget af Hafnia Haand i Haand, der jo atter senere som bekendt selv blev overtaget af Codan. De relevante forsikringer, der dannede udgangspunkt for bedømmelsen af dækningsomfanget var fra 1999 og omfattede bl.a. søforsikring, maskinkaskoforsikring, maskindriftstabsforsikring, erhvervsforsikring samt en række individuelle forsikringsbetingelser.

Spørgsmålet var, om der under en af disse forsikringer kunne udledes en forpligtelse for re-assurandørerne til at deltage i en stormskadedriftstabsforsikring (det er der faktisk noget, der hedder!) / eller forpligtelsen kunne udledes af tidligere policer mere eller mindre løse telefaxskrivelser eller af sågar mundtlige tilsagn afgivet under telefonsamtaler.

Det vil føre for vidt her at citere de enkelte policer og de forklaringer, der blev afgivet af en række nuværende og tidligere medarbejdere i de enkelte forsikringsselskaber, men man kan i hvert fald konstatere, at der hverken var enighed om aftalernes fortolkning eller om de vilkår, der "måtte ligge i luften".

Det sidste synspunkt må vel nok siges at være bemærkelsesværdigt al den stund, der var tale om ret væsentlige forsikringer med beløb i nærmest milliardklassen.

Codan anførte i retten, at Lindø-værftets driftstab som følge af stormskaden på Hensen Goliath-kranen var dækket under erhvervsforsikringen. At Hensen Goliath-kranen var omfattet af de genstande, der var forsikret under erhvervsforsikringen, fulgte af policens formulering af forsikret »løsøre«, herunder »maskiner, inventar samt øvrigt driftsudstyr«, idet kranen måtte karakteriseres som »driftsudstyr«. Forsikringen var ved særskilt bestemmelse udvidet til at omfatte stormskade på anlæg under åben himmel. Undtagelsen fra denne udvidelse for så vidt angår »maskiner og kraner, på hvilke der er tegnet maskinkaskoforsikring«, omfattede ikke Hensen Goliath-kranen, da denne kran ikke var dækket af maskinkaskoforsikring men af søforsikring. Kranen var således omfattet af erhvervsforsikringens løsøredækning med en forsikringssum på 10 mio. kr. i tilfælde af stormskade.

Driftstabet som følge af stormskaden på kranen var herefter ligeledes dækket af erhvervsforsikringen under dennes driftstabsdel, idet det afgørende ifølge policen i så henseende var, at skaden var »dækningsberettiget« efter erhvervsforsikringens betingelser for løsøredækning i tilfælde af stormskade, og ikke om erstatningen for stormskaden på selve kranen rent faktisk blev udbetalt under erhvervsforsikringen. For stormskade på selve kranen forelå således dobbeltforsikring med hensyn til 10 mio. kr., men dette var tilsigtet, netop for, at en stormskade på kranen kunne udløse driftstabsdækning under erhvervsforsikringen.

Bemærkningen i policens individuelle bestemmelser, om at den udvidede stormskadedækning for løsøre/anlæg under åben himmel ikke omfattede maskiner og kraner, for hvilke der var tegnet maskinkaskoforsikring, fandtes modsætningsvist at hjemle tilsagn om forsikringsdækning for maskiner og kraner, for hvilke der ikke var tegnet en sådan maskinkaskoforsikring. Det ville i øvrigt være utænkeligt, at Lindø-værftets samlede forsikringsprogram ikke skulle omfatte dækning af driftstab som følge af stormskade på Hensen Goliath-kranen.

Codan argumenterede videre i retten for, at en sådan forsikringsundtagelse ikke ville give forsikringsteknisk eller kommerciel mening, og såvel de tidligere policer, notatudvekslingen i november 1994, som forklaringerne viste, at det altid havde været meningen, at driftstab som følge af stormskade på kraner, herunder Hensen Goliath-kranen, skulle være forsikringsdækket. En telefaxudveksling i oktober/november 1993 mellem en medarbejder fra et af re-assuranceselskaberne og Codan var uden betydning, idet medarbejderens spørgsmål var uklare og Codans svar derfor tilsvarende uklart.

Sagsøgeren havde endvidere gjort gældende, at det almindelige princip inden for genforsikring var det såkaldte »follow the fortune«-princip, hvorefter re-assurandører er forpligtet til at anerkende de afgørelser vedrørende dækningsomfang mv., som hovedassurandøren træffer i forhold til forsikringstageren. I overensstemmelse med dette princip havde samtlige forsikringsselskaber med kontraktmæssig reassurance omfattende nærværende erhvervsforsikring, herunder også de sagsøgte, fuldt ud betalt den kontraktafdækkede del af reassurancen til sagsøgeren, lige som hovedparten af de fakultative re-assurandører havde indgået forlig med sagsøgeren.

Re-assurandørerne gjorde til støtte for deres frifindelsespåstand gældende, at stormskaden på Hensen Goliath-kranen ikke var omfattet af erhvervsforsikringen, og at driftstab som følge af denne skade derfor heller ikke var omfattet af erhvervsforsikringen. Skade på selve kranen var dækket under søforsikringen, og driftstab som følge af sådan skade var dækket under maskindriftstabsforsikringen, der imidlertid udtrykkelig undtog driftstab som følge af stormskade fra forsikringsdækning. Der var herefter intet holdepunkt for at antage, at Hensen Goliath-kranen tillige skulle være omfattet af erhvervsforsikringen, idet denne forsikring ikke omtalte kranen, og idet der var enighed om, at værdien af Hensen Goliath-kranen ikke indgik i værdien af forsikret løsøre på 1.017.074.000 kr. som anført i forsikringspolicen. Det havde endvidere formodningen imod sig, at der skulle foreligge delvis dobbeltforsikring som af sagsøgeren hævdet, hvortil kom, at sagsøgeren i den oven for anførte telefaxudveksling i oktober/november 1993 havde givet udtryk for, at erhvervsforsikringens stormskadedækning kun omfattede bygninger og genstande, som beroede heri.

Re-assurandørerne indtog endvidere det lidt "sviende" synspunkt, at Codan kunne have dækket driftstabet som følge af stormskaden under erhvervsforsikringen for at undgå rådgiveransvar eller for ikke at miste en betydelig kunde (Lindøværftet) selv om denne forsikring ikke omfattede dette tab, hvilket sagsøgeren kunne gøre for et relativt beskedent beløb, dersom reassurancen fik virkning. En sådan beslutning bandt imidlertid ikke de fakultative re-assurandører. Det er i denne forbindelse uden betydning, at de sagsøgte re-assurandører havde betalt sagsøgeren i deres egenskab af kontraktmæssige re-assurandører, idet der gjaldt forskellige regler for kontraktmæssig og fakultativ reassurance, bl.a. gjaldt det af sagsøgeren påberåbte »follow the fortune«-princip alene for kontraktmæssig reassurance.

Østre Landsret henviste indledningsvist til, at Hensen Goliath-kranen var særskilt forsikret under en søforsikring med en takseret forsikringssum på 210 mio. kr. Ifølge policen dækkede forsikringen skade på kranen bl.a. som følge af storm, mens driftstab udtrykkeligt var undtaget fra forsikringen. Hensen Goliath-kranen var endvidere ved en særlig policebestemmelse omfattet af en maskindriftstabsforsikring, som dog udtrykkeligt undtog driftstab som følge af stormskade fra forsikringen.

Erhvervsforsikringen for Lindø-værftet omfattede ifølge policen ejendomsforsikring, løsøreforsikring og driftstabsforsikring. Af forsikringens almindelige betingelser for driftstabsdækning fremgik, at forsikringen omfattede driftstab som direkte følge af »vand«, forudsat at der var tegnet »løsørevanddækning«, samt at det mod vandskade forsikrede løsøre blev ramt af en skade, der var dækningsberettiget efter betingelserne for »løsørevanddækning«. Af forsikringens almindelige betingelser for løsøredækning fremgik, at »vanddækning« omfattede direkte skade som følge af storm, dog at sådan dækning ikke omfattede skade på genstande, der ikke beroede i bygninger. Stormskadedækningen var imidlertid udvidet under løsøredækningens individuelle bestemmelser til også at omfatte løsøre/anlæg under åben himmel med bemærkning, at udvidelsen ikke omfattede maskiner og kraner, for hvilke der var tegnet maskinkaskoforsikring. Der var enighed om, at værdien af Hensen Goliath-kranen ikke indgik i erhvervsforsikringens værdiansættelse af forsikret løsøre, og at kranen ikke var særskilt nævnt i erhvervsforsikringspolicen.

Hensen Goliath-kranen fandtes herefter ikke omfattet af erhvervsforsikringens løsøredækning og dermed heller ikke af denne forsikrings almindelige bestemmelser om driftstabsdækning. Bemærkningen i policens individuelle bestemmelser om, at den udvidede stormskadedækning for løsøre/anlæg under åben himmel ikke omfattede maskiner og kraner, for hvilke der var tegnet maskinkaskoforsikring, fandtes ikke modsætningsvist at hjemle tilsagn om forsikringsdækning for maskiner og kraner, som ikke var omfattet af erhvervsforsikringens løsøredækning, og for hvilke der ikke var tegnet maskinkaskoforsikring. Lindø-værftet fandtes derfor ikke på grundlag af erhvervsforsikringspolicen at have haft krav på driftstabsdækning i anledning af stormskaden på Hensen Goliath-kranen.

Herefter, og da sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de sagsøgte som fakultative re-assurandører havde forpligtet sig til at lade sagsøgerens afgørelse af spørgsmålet om forsikringsdækning i forhold til forsikringstageren være bindende for sig, frifandtes de sagsøgte.

Codan indbragte sagen for Højesteret og retten konstaterede til en start, at parterne var enige om, at Lindøværftet var forsikret mod skade på Hensen Goliath-kranen af en hvilken som helst årsag, herunder storm, under en søforsikring og forsikret mod heraf flydende driftstab under maskinkaskoforsikringen - med undtagelse af driftstab som følge af stormskade. Parterne var videre enige om, at det var en betingelse for dækning af det foreliggende stormskadedriftstab under erhvervsforsikringen, at stormskaden på kranen også var dækket under erhvervsforsikringen. Parterne var endelig enige om, at erhvervsforsikringens løsøreforsikringssum på 1.017.074.000 kr. ikke omfattede værdien af de søforsikrede kraner på 728.500.000 kr. Parternes uoverensstemmelse angik, om stormskade på kranen var dækket under erhvervsforsikringen, og hvilken dækningsforpligtelse der påhvilte re-assurandørerne i forhold til Codan.

Efter indholdet i Lindøværftets forsikringspolicer og det heri om dækningsområder og vilkår samt forsikringsværdier og præmier fastsatte tiltrådte Højesteret, at stormskade på Hensen Goliath-kranen og heraffølgende driftstab for værftet ikke var omfattet af dækningen efter bestemmelserne i værftets erhvervsforsikringspolice.

Efter bevisførelsen lagde Højesteret til grund, at reassuranceaftalerne var etableret og fornyet på grundlag af Codans (tidligere Hafnias og Vidars) oplysninger om dækningsområder og vilkår samt forsikringsværdier, og at disse oplysninger på de punkter, som var af betydning for den reassurancemæssige bedømmelse af risiko og præmie, havde været i overensstemmelse med det i forsikringspolicerne fastsatte. Re-assurandørerne havde således ikke haft mulighed for at indse, at kranen skulle være omfattet af dækningen under erhvervsforsikringen. Reassuranceaftalerne omfattede derfor ikke en sådan dækning.

Det var i den forbindelse uden betydning for reassurancedækningen, om Lindøværftet over for Codan på grundlag af Codans (Hafnias) tilkendegivelser gennem årene over for Lindøværftet måtte kunne kræve driftstabet dækket under erhvervsforsikringen.

Med disse bemærkninger stadfæstede Højesteret dommen.

Læren af denne dom må bl.a. og ikke mindst være, at alle aftaler og dækningstilsagn præciseres skriftligt og "i tide" og at man med passende mellemrum revurderer og gennemanalyserer dækningen og scenarier, således at der ikke opstår "huller". Det er sikkert også sket i denne sag, men facit er, at hullet var der alligevel.

-----