Esbjerg Expressen solgt til Box
Vognmand Kim Danielsen Esbjerg, har med virkning fra den 6. november solgt sin virksomhed Esbjerg Expressen til Box - De Grønne Bude.
Om årsagen til salget udtaler Kim Danielsen, der også driver virksomheden ONTRIS: - Det er dels sket for at komme ud af den dobbeltrolle, jeg har haft som medlem hos ONTRIS med transportvirksomheden og som ejer af ONTRIS. Denne dobbeltrolle har helt naturligt af nogle kunnet opfattes som værende uheldig, idet jeg i ONTRIS har haft mulighed for at kunne favorisere min egen transportvirksomhed frem for andres.
Tvivlen fjernet- Dette har dog aldrig været min hensigt og har heller aldrig været praktiseret. Men nu er tvivlen fjernet – til glæde for os alle. Dels er det også sket for at kunne hellige mig arbejdet med ONTRIS fuldt ud. Jeg vil i den kommende tid arbejde på, at mange flere bliver medlem af ONTRIS (både transportører, speditører og kunder), så der kan komme endnu mere aktivitet i vort fælles netværk, siger Kim Danielsen, som samtidig har ansat Niels-Jørgen Skov til sit firma ONTRIS.
-----