Dyrt fordi indtægterne går ens næse forbi, og dyrt fordi det åbner for, at udenlandske konkurrenter får ekstra plads. De langsigtede følger kan blive, at danske virksomheder ikke får den position på markedet, som ellers ligger lige for.

Det er ærgerligt, og det er svært at gøre noget ved her og nu. Problemet er, at mange at de jobs, der er skrigende efterspørgsel på, kræver uddannelse og kvalifikationer, som ikke stampes op af jorden fra den ene dag til den anden.

Den arbejdskraft-reserve som ligger i ledighedsstatistikkerne skal naturligvis have chancen overalt, hvor der er brug folk uden den store forhåndskompetence, men det er lige så vigtigt at se på mulighederne for at opkvalificere så mange som muligt.

Samtidig må transportvirksomhederne i langt højere grad end før gøre sig attraktive for den unge arbejdskraft, der er så stor konkurrence om. Overalt ser man, at nyuddannede bliver plukket ned fra hylderne, før de overhovedet er færdige med den afsluttende del af deres uddannelse, og intet tyder på, at kampen om de unge har toppet. De små årgange kombineres i disse år med de store afgange fra arbejdsmarkedet, og det giver store huller overalt, både på det private og det offentlige arbejdsmarked.

For samtidig med at det er svært at rekruttere nye medarbejdere er arbejdsmarkedet oppe imod et stærkt ønske fra mange faste medarbejdere om tidligere tilbagetrækning. Det er en tendens, som ser ud til at trodse de begrænsninger, der ellers er lagt på efterlønnen for at få folk til at holde ud længere.

Så problemet er dobbelt. Der er ingen tvivl om, at transportvirksomhederne lige som erhvervslivet i det hele taget tilbyder job, som er ti gange så spændende som i gamle dage. Mange af stillingerne indeholde frihedsgrader og udfoldelsesmuligheder, som man tidligere kun kunne drømme om som ung medarbejder.

Men samtidig med, at det i langt højere grad er blevet muligt at designe sit eget ønskejob, så er kravene blevet større. Indflydelsen på eget job betyder også et større ansvar, og det er netop, hvad der virker så tiltrækkende på de ambitiøse kræfter. Men det er også med til at gøre nogle typer medarbejdere trætte før tid.

Transporterhvervet er et spændende sted at arbejde. Tempoet er ofte højt samtidig med, at kreativitet i løsningerne og det altid årvågne blik for nye muligheder gør, at to dage sjældent er ens. Og det går godt for mange af virksomhederne. Se blot rederierne, som har gjort milliardvækst til rutine.

Men det er nødvendigt for transportvirksomhederne at vise flaget og fortælle både unge og mere erfarne, at her har vi et rigt facetteret erhverv med fremtid i. Her er plads til ambitionerne, her er spillerum for talentet og her er brug den solide og punktlige. Alle har en chance.

For midt i de høje krav til uddannelse og teoretiske evner er det vigtigt at slå fast, at man ikke behøver være professor for komme ind i transporterhvervet. Man skal ikke lade sig afskrække, fordi man ikke har bogen som første prioritet i sit liv. I transport kommer man faktisk langt, når blot man har vilje og lysten.

Transporterhvervet skal både kunne vise sig fra sin attraktive side overfor de unge og være i stand til at holde gejsten oppe hos de mange veltjente medarbejdere, som udgør rygraden i virksomhederne. Rederierne har for nylig konstateret, at manglen på tilgang af unge til uddannelsen på skibene ikke skyldes, at de vælger erhvervet fra, men at de ikke kender nok til mulighederne. Og det er et problem, som er til at håndtere.

-----