Et nøglebegreb for ansvaret for godset i forbindelse med landevejstransport, osv. er begrebet "varetægt", der implicerer et ansvar for den transportør, der har overtaget godset, indtil dette er behørigt og retmæssigt afleveret til næste led i kæden. Nogle gange er det ikke altid helt klart, hvad der er aftalt mellem transportøren og den stakkels domstol, der efterfølgende skal ind og finde ud af, hvad der i juridisk forstand er op og ned på en sag, må til tider ty til indicier og mere eller mindre sandfærdige vidneforklaringer for at nå til et resultat, der kan forsvares.

Disse elementer var nogle af ingredienserne i en sag, Sø- og Handelsretten for nylig har afgjort.

Et dansk firma ("Højttalerfirmaet") beliggende i Aulum fremstiller og forhandler hifi-udstyr, særligt højttalere. Den 29. marts 2003 købte Højttalerfirmaet 650 højttalere i Hong Kong for 38.122,50 USD. Til at forestå transporten fra Hong Kong til Aulum indgik firmaet aftale med et dansk speditionsfirma, der for så vidt angår transporten fra Hong Kong til Aulum entrerede "Vognmand A", der igen videredrog denne opgave - eller en del af denne - til "Vognmand B".

I april 2003 ankom containeren TTNU 472491-4 med højttalerne til havnen i Hamborg, hvor den fredag den 25. april 2003 lidt før kl. 20 blev afhentet af en chauffør ansat hos Vognmand B.

Chaufføren kørte til DSB's godsplads på Låsbyvej i Skanderborg, hvor han lørdag morgen stillede containeren, der var forseglet med en stålwire, bakket op mod en anden container. Søndag den 27. april 2003 konstateredes det, at containeren med indhold var blevet stjålet.

Herefter fremsendte Speditøren en fragtregning til Højttalerfirmaet og ved den sag, der efterfølgende blev anlagt ved Sø- og Handelsretten krævede Højttalerfirmaets forsikringsselskab fragtbeløbet refunderet sammen med værdien af højttalerne på de godt 38.000 USD.

Et springende punkt under sagen skulle vise at blive, hvad der egentlig var aftalt mellem Vognmand A og Vognmand B, ikke mindst i relation til hvor Vognmand Bs transport, som startede i Hamborg skulle afsluttes.

Til nærmere belysning af aftalens indhold blev fremlagt et CMR-fragtbrev, hvor Speditøren var anført som modtager, og som transportør Vognmand A, og som efterfølgende transportør Vognmand B. Godsets leveringssted er angivet som Aulum.

En anden indikation af, hvad der var aftalt, var en kørselsrapport udfærdiget af Chaufføren for perioden 22. april 2003 kl. 6.00 til 26. april 2003 kl. 9.00. Af denne fremgik, at han den 25. april 2003 transporterede container TTNU 472401-4 fra Hamborg til Skanderborg. Af en tilsvarende rapport for perioden 27. april 2003 kl. 23.00 til 5. maj 2003 kl. 13.00 fremgår, at han den 28. april kørte container FSCU 665242-7 fra Skanderborg til Hamborg og samme dag kørte container OOLU 800490-4 fra Skanderborg via Aulum til Århus.

Det fremgår af en "ventetids/følgeseddel", at container nr. OOLU 800490-4 den 28. april 2003 ankom hos kunden Højttalerfirmaet kl. 11.30 og afgik kl. 13.45.

Af den anmeldelsesrapport, som politiet udfærdigede i anledning af tyveriet, fremgår blandt andet:

"Anmelderen [Vognmand A ] foreviste gerningsstedet, der er et øde område bag ved banearealet ? Der er adgang via Låsbyvej 1. Der kræves formentlig en del lokalkendskab for at finde frem til stedet ? I weekenden stod der foruden tømte også 3 fyldte containere på pladsen. De 2 var placeret tæt op ad hinanden med åbnings-enderne mod hinanden, så det ikke var muligt at åbne disse."

Af en skadesanmeldelse dateret 17. september 2003 med tilhørende bilag fra Vognmand A fremgår det, at Vognmand A allerede på dette tidspunkt var af den opfattelse, at Vognmand B var ansvarlig for containerens bortkomst.

Højttalerfirmaets forsikringsselskab stævnede som allerede nævnt Speditøren, som igen anlagde sag over for Vognmand A, der inddrog Vognmand B, så med andre ord var der tale om en god gammeldags "transportkæde".

Vognmand B forklarede i retten, at han havde drevet vognmandsvirksomhed i 19 år, men nu havde indstillet sin virksomhed. For alle hans kunder gjaldt det, at han stillede vogne og chauffører til rådighed, men at det var den enkelte transportør, der disponerede over vogn og chauffør og derfor selv instruerede chaufførerne om udførelsen af transportopgaverne. Denne forretningsgang havde han underrettet Vognmand A om et par måneder før den transport, sagen vedrører, fandt sted.

Han hørte om tyveriet søndag middag, da Vognmand A ringede. Han vidste ikke, at containeren stod i Skanderborg. Fyldte containere stod altid på hans plans i Galten, og hvis containeren skulle have været kørt til Aulum, ville chaufføren have kørt til Galten og stillet containeren der. Han kunne ikke huske, om Chaufføren på opringningstidspunktet havde været forbi med fragtpapirerne, men det var normal procedure, at chaufførerne kom forbi lørdag eller søndag og afleverede papirerne. Han fik altid kørselsrapporterne fra chaufføren. Han brugte rapporterne til at afregne løn over for chaufføren og til afregningen med transportøren. De ture, der fremgik af de fremlagte kørselsrapporter, var alle udført for Vognmand A.

Chaufføren forklarede i retten, at han havde været ansat hos Vognmand B siden 2003 og når han kørte for Vognmand A, var det Vognmand A, som sørgede for tilrettelæggelsen af transporten. Han fik derfor ingen instruktioner fra Vognmand B, der blot betalte hans løn og derefter afregnede over for Vognmand A. Han modtog en SMS-besked om afhentningen af godset i Hamborg fra Vognmand A. Sådan kommunikerede de oftest. Han fik besked om, at containeren skulle stilles i Skanderborg og først tømmes om mandagen i Aulum af Vognmand A selv. Det var vidnet, der udfyldte fragtbrevet, da han kun havde modtaget telefonisk besked om transporten. Han skrev Aulum, da det var slutdestinationen, som skulle fremgå af fragtbrevet.

Han stillede containeren på DSBs godsplads i Skanderborg ved 9-tiden lørdag morgen. Dette skete efter instruktion fra Vognmand A, og det passede derfor ikke, at han skulle have bedt om lov til at aflevere containeren på pladsen i Skanderborg, eller at han ringede til Vognmand A og fortalte, at han havde stillet containeren der. Fra Skanderborg kørte han til Vognmand B i Galten og afleverede fragtpapirerne. Han fortalte ikke Vognmand B, at han havde stillet containeren i Skanderborg.

Da han stillede containeren i Skanderborg, havde han allerede af Vognmand A fået besked om, at han skulle hente endnu en container i Hamborg, som han skulle køre til Aulum og tømme. Beskeden om denne transport fremgik af samme SMS, som meddelelsen om den første. Han skulle være i Hamborg kl. 6, hvor terminalen åbnede, og kørte derfor af sted søndag aften kl. 23. Han kørte forbi Skanderborg og hentede en tom container, der skulle afleveres i Hamborg. I Hamborg hentede han den fyldte container og kørte direkte til Aulum. Af følgesedlen fremgik, hvornår han ankom hos Højttalerfirmaet og hvornår han kørte igen.

Den container, der blev stjålet, skulle have været tømt i Aulum kl. 9.00 om morgenen. Hvis han skulle have kørt containeren til Aulum, ville han ikke have kunnet nå at hente den anden, da den skulle afleveres mandag kl. 11.30 samme sted.

Låsbyvej ligger i et øde industriområde. Der var dog ingen stor fare for tyveri fra containeren, da denne var bakket op mod en anden. Han tænkte ikke nærmere over risikoen.

Han kunne ikke huske, hvornår Vognmand A ringede til ham og fortalte om tyveriet, men det var ikke om søndagen. Han sagde til Vognmand B, at han havde gjort, som han fik besked på af Vognmand A. Vognmand B så ikke SMS-beskeden og bad heller ikke om at se den. Han havde ikke gemt beskeden.

I retten gjorde Forsikringsselskabet gældende, at Speditøren efter CMR-lovens § 24, stk. 1 var ansvarlig for godset for det tidspunkt, hvor det blev overtaget i Hamborg, indtil det blev afleveret i Aulum. Og da godset netop aldrig var kommet til Aulum, var det således bortkommet i Speditørens varetægtsperiode, hvorefter Speditøren skulle godtgøre bortkomstens forhold, som Speditøren eller Speditørens vognmænd ikke kunne afværge.

Forsikringsselskabets advokat henviste endvidere til, at det af politirapporten fremgik, at godspladsen lå i et øde område og at pladsen var usikret. Der henvistes endvidere til, at godset var "tyveritækkeligt" og at containeren kunne være stillet et andet sted og at tyveriet derfor kunne være undgået.

Speditøren henviste bl.a. til, at den plads, hvor containeren blev stillet, ikke umiddelbart var et sted, hvor offentligheden kom forbi og at containeren i øvrigt blev bakket mod en anden container, hvorfor risikoen for tyveri var meget ringe. Derudover havde det efter Speditørens opfattelse været nødvendigt at stille den i Skanderborg, da chaufføren skulle hjem på weekend, og der var derfor intet at bebrejde chaufføren.

Omvendt gjorde Speditøren over for Vognmand A gældende, at denne var ansvarlig for det tab, Speditøren måtte lide.

Vognmand A henviste til, at hele transporten var videreoverdraget til Vognmand B og at fragtbrevet var udfyldt af denne, der også havde stemplet det som efterfølgende fragtfører. Der var henvist til, at fragtbrevet ikke var kvitteret af Vognmand A og at transporten derfor ikke var afsluttet. Vognmand B burde have angivet Skanderborg som slutdestination, hvis det var der, chaufføren skulle aflevere containeren og den plads, som containeren blev stillet på og ikke Vognmand A's, lige som der ikke var andre forhold, der pegede på, at containeren var i Vognmand A's varetægt, da tyveriet fandt sted.

Vognmand B henviste bl.a. til, at han ikke havde godset i sin varetægt, da tyveriet fandt sted og at det fremgik af chaufførens forklaring, at Vognmand A havde instrueret chaufføren om at stille containeren på godspladsen, hvor fra Vognmand B selv ville foretage den afsluttende del af transporten, sådan at chaufføren i stedet for kunne køre til Hamborg efter endnu en container. Dette synspunkt understøttedes af kørselsrapporten, lige som geografien talte for det samme, da chaufføren under alle omstændigheder skulle køre til Galten, der ligger på vejen til Aulum, hvor han skulle aflevere fragtpapirerne og hvor Vognmand B havde en plads, som containeren kunne stilles på. CMR-fragtbrevets angivelse af slutdestination havde derfor ingen betydning ved vurdering af, hvilken strækning Vognmand B havde ansvaret for. Slutdestinationen skulle fremgå af fragtbrevet og fragtbrevet angav både Vognmand A og Vognmand B som fragtfører.

Det var - stadig efter Vognmand B's opfattelse - uden betydning, at der ikke var kvitteret for, at containeren var henstillet i Skanderborg, da det var Vognmand A selv, der havde bestemt afleveringsstedet og derfor ikke var skyldig i, at han ikke var til stede ved afleveringen. Herudover henvistes til, at det af politirapporten fremgik, at Vognmand A var klar over, hvor containeren befandt sig, da han over for politiet beskrev, hvordan containeren var placeret og derfor måtte have været på pladsen, inden tyveriet fandt sted.

Retten fandt efter den forklaring, der blev afgivet af Chaufføren, som udførte kørslen fra Hamborg til Skanderborg med afgang fra Hamborg lidt før kl. 20 den 25. april 2003, i forbindelse med Vognmand Bs forklaring og de oplysninger, der forelå om Chaufførens øvrige transporter for Vognmand A mandag den 28. april 2003, antages

at Vognmand A fuldt ud varetog instruktionen af Chaufføren for så vidt angår transporten af container TTNU 472991-4, i lighed med en række andre transporter, og

at Vognmand A's opdrag til Chaufføren gik ud på, at denne skulle bringe containeren til Skanderborg, hvor den blev anbragt på DSB-godspladsen på Låsbyvej 1 sikret mod indbrud, men ikke mod, at den kunne køres bort af en person, der rådede over en trækker.

De ubestridte oplysninger, der forelå om Chaufførens kørsler den 28. april 2003 viste efter rettens opfattelse, at han denne dag udførte kørsler for Vognmand A i et sådan omfang og på sådanne tidspunkter, at det ikke ville være foreneligt hermed at antage, at han skulle have fået til opgave at køre container TTNU 472991-4 videre til det endelige bestemmelsessted i Aulum den 28. april 2003 om formiddagen. Hertil kom, at det, såfremt han havde haft den nævnte opgave, efter de geografiske forhold, ville have været mere nærliggende for ham at have anbragt containeren på Vognmand Bs plads i Galten, hvor han indfandt sig tidligt lørdag den 26. april 2003 for at aflevere papirer vedrørende sit arbejde den forløbne uge frem for at hensætte den på pladsen i Skanderborg.

Det kunne i den forbindelse ikke få betydning, at Chaufføren på CMR-fragtbrevet anførte Aulum som leveringssted for containeren. Denne angivelse var rigtigt, for så vidt som Vognmand A var anført som transportør, men førte ikke til, at det kunne lægges til grund, at Vognmand B, der var angivet som efterfølgende transportør, skulle varetage hele transporten frem til Aulum. Den af Vognmand A afgivne erklæring kan ikke tillægges vægt over for de afgivne forklaringer og de objektive forhold i sagen.

Der var derfor ikke grundlag for at gøre ansvar gældende over for Vognmand B.

Efter oplysningerne om anbringelsen af containeren på godspladsen i et øde industriområde havde Vognmand A efter rettens opfattelse ikke godtgjort, at containerens bortkomst ikke skyldes forhold, som Vognmand A ikke kunne have undgået. Vognmand A måtte derfor i forhold til Speditøren være ansvarlig for tabet af containeren, mens Speditøren, der "svarede" for Vognmand A, måtte være ansvarlig over for Forsikringsselskabet.

-----