Urimelige bøder på ministerens bord
Og eksemplerne strømmer ind. Således havde DTL hele 11 udvalgte sager med, da der den 29. november for møde med embedsmændene.
- Bøderne hører ingen steder hjemme i mange tilfælde. De er ofte for hårde eller givet for petitesser, der intet har med trafiksikkerhed at gøre, fortæller DTL-konsulent Karsten Gade.
Kamp for rimelighed
- Derfor havde jeg taget 11 eksempler med til Justitsministeriet, og de drejer sig især om den måde, man giver chauffører og transportvirksomheder bøder på for overtrædelser af køre- hviletid. Selvfølgelig skal det medføre bøde, når man overtræder køre- hviletid, men måden, det beregnes på, gør, at overskridelser på f.eks. 33 pct. i et af de tilfælde, jeg havde med, blev takseret som en 100 procents overskridelse, siger Karsten Gade.
DTL har sammen med de øvrige transportorganisationer kæmpet hårdt for at få skabt politisk lydhørhed for de alvorlige følger for branchen af de store bøder og den udvidede risiko for frakendelser, som får mange seriøse chauffører til frygte for deres levebrød og retssikkerhed.
DTL har været i kontakt med en række politikere i denne sag og peger på, at det nu er justitsministerens tur. - Vi opfordrer nu Rigspolitiet til at trække paralleller fra eksemplerne til de mange sager, de allerede nu har liggende, og når det er gjort, har vi et samlet billede af antallet af sager, som er urimelige, siger Karsten Gade efter det første møde.
-----