Actros nr. 200 til PEMA
Vognen er samtidig nr. 50 ud af en samlet ordre på 50 nye Actros i EURO5 – der er leveret i november måned i år.
Autoriseret Mercedes-Benz forhandler P. Christensen A/S i Padborg har netop leveret Mercedes Actros lastvogn nr. 200 til PEMA i Danmark. Leveringen af de 200 nye Actros er sket over en periode på to år, fortæller afdelingsleder Uwe Wolff, der har stået for salget af samtlige de nye lastvogne. Nr. 200 blev en Mercedes Actros 1844 i en EURO5 version, som samtidig er nr. 50 ud af en samlet ordre, der er leveret i løbet af november måned i år.
Udlejet på forhånd
Alle vognene i den pågældende serie er to-akslede sættevognstrækkere af type 1844LS med EURO5 motor, der bl.a. er udstyret med MegaSpaceførerhus med klimaanlæg, oliefyr, køleskab, to køjer, radio med cd og 1100 liters brændstoftanke. PEMA har i løbet af de knap tre år udlejningskoncernen har været repræsenteret i Danmark, gennemgået en vækst næsten uden sidestykke. Direktør Carsten Sørensen siger til www.e-nyt.com, at alt materiel stort set er lejet ud ,inden det når at komme hjem til Kolding. Efterspørgslen er enorm, og nu er det store pres kommet på de nye EURO5 lastvogne, som er et Maut-hit for dem, der kører på og transit gennem Tyskland.
-----