Dansk ret indeholder nogle såkaldt almindelige retsgrundsætninger om erstatningsansvar for personer eller selskaber, som påfører andre tab og for så vidt angår direktører, bestyrelsesmedlemmer og stiftere suppleres disse retsgrundsætninger af regler i aktieselskabsloven, herunder § 140: ?Stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet skade, er pligtige at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet aktionærer, selskabets kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af denne lov eller vedtægterne.?

For aktionærers vedkommende suppleres bestemmelsen af § 142: "En aktionær er pligtig at erstatte tab, som den pågældende ved forsætligt eller groft uagtsomt at overtræde denne lov eller selskabets vedtægter har tilføjet selskabet, andre aktionærer eller tredjemand. Hvis retten af hensyn til faren for fortsat misbrug og forholdene i øvrigt finder, at der er særlig grund hertil, kan sagsøgte desuden tilpligtes at indløse en skadelidende aktionærs aktier til en pris, som fastsættes under hensyn til selskabets økonomiske stilling og til, hvad der efter omstændighederne i øvrigt findes rimeligt."

Reglerne suppleres yderligere af bl.a. § 143, hvorefter retten kan nedsætte en erstatning, såfremt dette ?findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt

Bestemmelserne finder som udgangspunkt både anvendelse i sager, hvor ?omverdenen? sædvanligvis personificeret af kreditorer kræver erstatning for såkaldt ?kreditspilde?, såvel i de tilfælde hvor aktionærer indbyrdes kommer op at toppes om tab opstået i selskabet ofte i form af forsvundne aktiver.

I en sag netop afgjort af Sø- og Handelsretten havde advokat Galmond, der i den brede offentlighed er mest kendt for sine interesser i russisk mobiltelefoni, trukket en tidligere forretningspartner, Alexander Zhilkin, i retten under anbringender af, at Zhilkin havde forsyndet sig mod ovennævnte principper og bestemmelser.

Sagen vedrørte rederiet Russmarine, der i midten af 1990erne ejede 9 skibe, der gennem et jointventure firma, som Galmond havde med Alexander Zhilkin, blev charteret ud til diverse russiske transportører.

Galmond krævede 3,6 mio. kr. i erstatning af Zhilkin, idet denne efter Galmonds opfattelse uberettiget som bestyrelsesmedlem og aktionær i Russmarine havde overført den væsentligste del af dette selskabs shippingvirksomhed til et russisk selskab, Enec, som Zhilkin selv ejede.

Russmarine med binavnet Neva Shipping Limited A/S var den 1. februar 1992 blevet stiftet som et anpartsselskab og blev den 26. marts 1996 omdannet til et aktieselskab. Dets formål var at drive shippingvirksomhed på de russiske floder med skibe gennem det russiske selskab AO Ennek. Russmarines direktion bestod af bl.a. Galmond og en anden person, der begge ligeledes var medlemmer af bestyrelsen, hvori også bl.a. Alexander Zhilkin havde sæde. Galmond, Zhilkin, den tredje person og et selskab ved navn Danco Finans A/S (i det følgende: Danco) ejede hver 25% af aktierne i Russmarine.

Ennek havde Alexander Zhilkin som (general-)direktør, og aktierne heri var ejet 42% af Russmarine og de øvrige af diverse andre selskaber.

Russmarine og Ennek havde flere aftaler og af den første fremgik bl.a., at Ennek var forpligtet til at beskytte Russmarines interesser i Rusland, og at Russmarine var forpligtet til at yde finansiel støtte til Ennek. Derudover skulle Russmarine bistå Ennek med forhandlinger om indgåelse af aftaler om time- charter, være generalagent for Ennek og føre bogholderi i forbindelse med driften af skibene. Aftalen kunne opsiges af parterne med en måneds varsel.

Ennek indgik efter stiftelsen en "Joint Activities Agreement" med to russiske flodbådsrederier om time- charter af 9 skibe.

En anden aftale mellem Russmarine og Ennek var dateret den 1. december 1995 og efter denne aftale skulle de 9 skibe stilles til rådighed for Russmarine, der skulle operere dem. Zhilkin fragik senere aftalen og kunne i øvrigt ikke huske, at han skulle have underskrevet den.

I 1995 og 1996 foretog Zhilkin på vegne af Ennek forskellige juridiske transaktioner, herunder erhvervelse af en ejendom i Skt. Petersborg. Denne og andre økonomiske dispositioner var øjensynlig kimen til en spirende uenighed mellem aktionærerne og da Galmond i 1997 oplevede, at Zhilkin havde til hensigt at lade Ennek indlede et samarbejde med Österströms Rederi vedrørende de skibe, der var nævnt i aftalen af 1. december 1995, som ville indebære, at skibene blev overført til Österströms Rederiers datterselskab, Peterscan Shipping AB, sendte han derfor den 3. marts 1997 en fax til Österströms Rederi, hvori han påpegede, at Zhilkin handlede i strid med de aftaler, der var indgået med Russmarine.

Ikke desto mindre blev der indgået en aftale mellem Ennek og Österström bl.a. efter, at Zhilkin havde bestridt at have underskrevet aftalen med Russmarine fra 1995.

Herefter blev det besluttet på en ekstraordinær generalforsamling i Russmarine at kræve erstatning af Zhilkin og på en generalforsamling i Ennek den 8. oktober 1997 blev det besluttet at afsætte Alexander Zhilkin som direktør, og samme dag forsøgte Galmond at skaffe sig adgang til Enneks lokaler for at indsætte en ny direktør i besiddelsen af Enneks lokaler, hvilket dog mislykkedes, idet adgang dertil blev forhindret af Alexander Zhilkins væbnede vagter.

Ved dom af 20. januar 1998 blev beslutningen om at afsætte Alexander Zhilkin som (general-)direktør for Ennek erklæret ugyldig af St. Petersburg Moscow region Peoples Court of Law.

I 2000 blev Russmarine erklæret konkurs og i den 9. juli 2002 indtrådte Jeffrey Peter Galmond som sagsøger i den sag, der var anlagt 1998, efter at Jeffrey Peter Galmonds advokat med kopi til Alexander Zhilkins advokat havde meddelt Sø- og Handelsretten, at Russmarines konkursbo havde overdraget kravet mod Alexander Zhilkin til Jeffrey Peter Galmond, i hvilken forbindelse der blev henvist til en vedlagt transporterklæring af 22. april 2002 fra kurator.

Under sagen blev der indhentet en erklæring fra en statsautoriseret revisor, der konkluderede, at Russmarines værdi før de 9 skibe ?forsvandt? ville have ligget mellem 4,9 og 6,1 mio. kr.

I retten anførte Zhilkins advokat bl.a., at der ikke kunne lægges vægt på aftalen af 1. december 1995, da denne ikke var i Enneks interesse og da Zhilkin jo havde forklaret, at han var usikker på, om han i det hele taget havde skrevet aftalen under. I øvrigt var det advokatens opfattelse, at Galmond bevidst havde udnyttet, at Zhilkin ikke forstod engelsk og at Zhilkin i øvrigt havde bestridt aftalen, så snart han fik anledning til det. Yderligere henvistes til, at aftalen ikke kunne være gyldig, da den ikke var forsynet med Enneks stempel, hvilket efter Zhilkins egen forklaring var en gyldighedsbetingelse efter de russiske selskabsregler.

Med hensyn til reglerne i aktieselskabsloven henvistes til, at Zhilkin hverken forsætligt eller uagtsomt havde tilføjet selskabet skade og at samarbejdet med Österströms rederiet aldrig var trådt i kraft og at de 9 skibe aldrig blev overført til netop Österström.

Svævende forklaring

2t:Zhilkins advokat havde yderligere bestridt, at Galmond var "søgsmålskompetent", idet et eventuelt krav måtte have tilhørt Russmarine, der jo nu var konkurs og hertil udtalte Sø- og Handelsretten, at Galmond i overensstemmelse med transporterklæringen af 22. april 2002 havde fået transport på Russmarines krav mod Alexander Zhilkin og derved var indtrådt i denne retssag, som oprindelig var anlagt af Russmarine.

Jeffrey Peter Galmond havde gjort gældende, at aftalen af 1. december 1995 udgjorde retsgrundlaget mellem parterne, men Alexander Zhilkin havde bestridt dette. Aftalen havde ikke kunnet fremlægges i original, men kun i kopi. Alexander Zhilkin havde erkendt, at underskriften på dokumentet lignede hans underskrift, men havde, efter rettens opfattelse noget svævende, forklaret, at han ikke kunne huske at have skrevet under på dokumentet, og at aftalen kunne være en af de kontrakter på engelsk, som han underskrev for Ennek uden at kende indholdet, idet han angiveligt ikke selv forstod engelsk. Retten fandt det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at Alexander Zhilkin havde underskrevet dokumentet af 1. december 1995 på Enneks vegne. Det blev herved bemærket, at der efter Zhilkins forklaring var ansat tolke i Ennek, og at Zhilkin ikke protesterede mod indholdet før den 21. april 1997, hvor han blot begrundede protesten med, at aftalen ikke var i Enneks interesse. Det blev ikke fundet bevist, at det forhold, at der ikke var påført dokumentet noget stempel, skulle kunne berettige Alexander Zhilkin til at se bort fra Enneks forpligtelser over for Russmarine efter aftalen.

Efter aftalens § 2 skulle Ennek stille de angivne 9 skibe til Russmarines "operational disposal" med henblik på at lade Russmarine tage dem i "financial management and operation".

Retten henviste endvidere til, at det af Österströms Rederis brev af 21. marts 1997 fremgik, at Ennek ville lade Österström overtage de "9 vessels, now contracted with Russmarine A/S", og i forlængelse heraf indgik Ennek, som vedkendte sig indholdet af brevet af 21. april 1997, samarbejdsaftalen med Österströms Rederi AB. Det blev lagt til grund, at Ennek ved Alexander Zhilkin herved uberettiget annullerede kontrakten med Russmarine.

Alexander Zhilkin havde forklaret, at det var hans egen beslutning at trække skibene ud af samarbejdet med Russmarine. Han gav i 1997 ikke nogen forklaring på årsagen hertil og havde under sagen for retten blot henvist til, at bl.a. Jeffrey Peter Galmond havde forsøgt at afsætte ham som direktør for Ennek i begyndelsen af 1997. Dette forhold kunne imidlertid ikke berettige Alexander Zhilkin til ensidigt at lade Ennek begå groft kontraktbrud over for Russmarine ved at fjerne driften af skibene og de hermed forbundne indtægter fra Russmarine og at føre indtægterne over i Ennek, som var Alexander Zhilkins eget selskab. Det blev lagt til grund, at Alexander Zhilkin havde foretaget denne handling med forsæt til, at den påførte Russmarine tab af Russmarines væsentligste indtægter og samtidig uberettiget skaffede Enecs, hans eget selskab, en tilsvarende vinding.

Med hensyn til ansvarsgrundlaget henviste retten til, at Alexander Zhilkin var bestyrelsesmedlem og betydende aktionær i Russmarine, der som følge af den anvendte særegne selskabskonstruktion var knyttet tæt sammen med Ennek. Under hensyn til, at Alexander Zhilkin ved udøvelsen af de beføjelser, han var betroet ved selskabskonstruktionen, der skulle tilgodese både danske og russiske regler, forsætligt berøvede Russmarine sine væsentligste indtægter og samtidig uberettiget skaffede Enecs og dermed sig selv en tilsvarende vinding, fandtes Alexander Zhilkin herved at have pådraget sig erstatningsansvar over for Russmarine efter almindelige erstatningsregler, sammenholdt med princippet i aktieselskabslovens § 140.

Retten fandt det ved opgørelsen af tabet ubetænkeligt at lægge statsautoriseret revisor Algirdas Tamasauskas erklæring af 9. juni 2004 til grund, idet det også fremgik af revisorens udkast til Russmarines årsregnskab for 1997/1998, at Russmarine havde en markant omsætningsnedgang som følge af, at Alexander Zhilkin lod Ennek bryde kontrakten med Russmarine ved at trække de 9 skibe ud af samarbejdet med dette. Retten tog herefter i det hele Jeffrey Peter Galmonds påstand om betaling af 3,6 mio. kr. i erstatning til følge, idet retten ikke havde grundlag for at antage, at tabet skulle udgøre noget mindre beløb, og idet retten ikke fandt grundlag for at nedsætte kravet efter aktieselskabslovens § 143 eller efter erstatningsansvarslovens §§ 23-24, eftersom Alexander Zhilkin som nævnt oven for forsætligt påførte Russmarine tabet ved at lade Ennek begå groft kontraktbrud over for Russmarine og samtidig uberettiget skaffede sit eget selskab, Enecs, en tilsvarende vinding.

Efter sagens udfald pålagde retten Alexander Zhilkin at betale Jeffrey Peter Galmond 250.000 kr. i sagsomkostninger, hvoraf 43.730 kr. var retsafgift, mens resten var til dækning af Jeffrey Peter Galmonds udgift til salær til den advokat, der havde ført sagen for ham.

-----