Fluen sad som sædvanligt i sin vindueskarm på vognmandens kontor og lavede absolut ingenting, noget den var virkelig god til. Fluer har en indbygget sans for prioritering, der primært går på mad eller ikke-mad. Vognmandens flue gik dog også en del op i sit ydre, men den havde lige gnedet forben og pudset vinger, så alt var perfekt.

Derimod lød det ikke til, at alt var perfekt i vognmandsfirmaet. Fluen havde længe kunnet observere, at der var meget mere travlt end for bare et år siden. Folk kom og gik i en stigende strøm ud og ind af chefkontoret og telefonen kimede.

Men lige nu var der ro. Det var der som regel, når bogholderen kom ind på chefens kontor for at diskutere stort og småt. Men fluen kunne af samtalen forstå, at der var flere sygemeldinger end ellers i firmaet.

- Nu har vi jo altid haft en ualmindelig lav fraværsprocent, så det er ikke så mærkeligt, at det springer i øjnene, når der så er tre-fire syge på én gang, sagde bogholderen.

- Ja, det er da heldigvis ikke som indenfor det offentlige, hvor man åbenbart har en helt anden tærskel for, hvornår man bliver hjemme. For jeg kan da ikke tro, at offentligt ansatte skulle være mere svagelige end andre.

Chefen skulle lige til at udbrede sig mere om arbejdsmoralen i samfundet i det hele taget, men tog sig i det. Bogholderen kendte vist udmærket hans synspunkter.

- Det, der virkelig bekymrer mig, er ikke så meget, at der er et par stykker, der har influenza eller halsbetændelse. Det er, når nogle af vores allermest stabile medarbejdere lægger sig syge i længere tid, sagde bogholderen, og fluen kunne se, at det var en alvorlig sag.

Også chefen rynkede panden. Personalets ve og vel havde altid ligget ham på sinde, og han havde virkelig gjort meget for at skabe en god trivsel på arbejdspladsen.

Det var Mona Andersen, de talte om. En dygtig kontorassistent som vognmanden havde ansat kort efter firmaets start, og som altid havde været en klippe af ansvarlighed og pålidelighed kombineret med både engagement og humor. Hun var svær at undvære, også fordi hun lidt efter lidt havde overtaget så meget af edb-arbejdet..

- Det er stress, og det kan godt blive langvarigt, sagde bogholderen.

Fluen kunne se, at ordene ramte chefen hårdt.

- Stress? Her hos os?

Bogholderen nikkede. - Jeg er bange for det.

- Helt ærligt. Jeg har godt bemærket, at alle medier er fulde af historier om stress og udbrændthed og depressioner, men jeg har egentligt set den helt overdrevne omtale som udtryk for lidt af et modefænomen. Jeg må indrømme, at det går mig på at høre, at en medarbejder som Mona Andersen bliver ramt. Så er det ikke bare noget pjat.

Chefen tog sin kam frem og redte sig midt i det hele. Fluen vidste, at det altid var et tegn på, at vognmanden var lidt ude af balance

- Jamen, jeg har selv givet hende lov til at definere sine arbejdsopgaver. Det var jo hendes egen ide, at hun skulle overtage mere af edb-arbejdet. Jeg prøver jo at motivere medarbejderne til at yde deres bedste, men jeg føler virkelig ikke, at jeg går rundt som nogen slavepisker.

Chefen lænede sig tilbage og overvejede.

- Men hvad er dit indtryk. Presser vi folk for hårdt, nu vi har så travlt?

- Bogholderen trak på skulderen. - Tja, de fleste er jo glade for, at der er så god gang i firmaet. De er med på at give den en skalle, nu da der er så travlt, men de kan naturligvis ikke køre i højeste gear hele tiden.

Vognmanden nikkede. - Men det er surt at sige nej til opgaverne, nu chancen er der.

- Ja, og det tror jeg heller ikke, at medarbejderne ønsker. Men måske har det også noget at gøre med, at Mona Andersen er så pligtopfyldende og stiller så store krav til sig selv. Måske var det nemmere for mennesker af hendes type, hvis det var dig, der som chef stillede kravene. Så kunne hun blive sur på dig og skælde ud. Men nu, hvor hun jo nærmest er sin egen arbejdsgiver med ansvar for sit eget arbejdsområde, så kan hun kun skælde ud på sig selv.

Chefen troede nok, at han forstod, hvor bogholderen ville hen:

- Du mener, at hun i virkeligheden er en hårdere arbejdsgiver over for sig selv, end jeg ville have været.

- Nu er jeg jo ikke psykolog, men netop den meget pligtopfyldende type har svært ved at sige fra og måske også svært ved at blive tilfreds med sig selv. Og når man er sin egen chef, kender man jo også sine egne svagheder bedre end nogen arbejdsgiver nogensinde vil komme til. Derfor er man mere nådesløs overfor sig selv, tror jeg. Man skal både leve op til firmaets krav og sine egne. Og det kan ende med at blive for meget.

Chefen nikkede: - Hvor er jeg glad for, at du siger det. Det tror jeg, rammer sømmet på hovedet. Vi må for alt i verden huske at give folk den melding, at vi faktisk er godt tilfredse med dem, selv om de ikke i hver eneste situation klarer at yde det optimale.

Chefen tog en pose småkager op af skuffen og bød bogholderen.

- Vi må tænke på, at der også skal være plads til glæden midt i travlheden, sagde han alvorligt.

Fluens glæde var i hvert fald sikret, da den så de skønne krummer fra småkagerne.

-----