23948sdkhjf

Vil sætte sig tungere på det lette segment

Når Volvo-koncernen lancerer nye lastvogne, starter man med en såkaldt introduktion, som senere følges op af testkørsel for inviterede journalister.

Sådan er det også med de to nye lastvognsserier FL og FE.

Her inviterede Volvo før sommerferien til en introduktion på koncernens store anlæg med tilhørende testområde i udkanten af Göteborg, et arrangement man tidligere har kunnet læse om her i Danmarks Transport-Tidende.

Nu har jeg så deltaget i den efterfølgende testkørsel, der var et yderst velorganiseret arrangement, der blev afviklet i Bohuslän, som er området mellem Göteborg og Uddevalla. Testruten var yderst interessant, da ruten opadgående gik ud over øerne Tjörn og Orust, der jo netop nu med efterårets smukke farver er en flot rute.

Ruten tilbage gik ned ad E6, hvor jeg kørte på dele af den gamle vej, som jeg ikke har kørt på siden en gang i 70erne.

Tilbage ved det nordlige Göteborg gik ruten øst om for at slutte ved Göteborgs lufthavn Landvetter.

Under testen prøvekørte jeg seks forskellige Volvo?er, så jeg nåede at få en god opfattelse af de forskellige versioner.

Af det vedlagte skema, kan man se hvilke versioner jeg har kørt i og på hvilke strækninger. De to nye serier har afløst den efterhånden noget aldrende FL-serie og dækker samtidig behovet for en lastvogn, der er lidt lettere end FM-serien lige over FL-programmet.

FL er lastvognen i vægtklassen 12 til 18 ton, mens FE-serien hører hjemmei vægtklassen 18 til 26 ton totalvægt.

Begge de to nye serier har den nye 7,2 liters Deutz-motor, der er et produkt af et intensivt samarbejde mellem bl.a. Deutz og Volvo Powertrain. Volvo er også delejer af Deutz motorfabrik, så i stedet for at starte en egenproduktion op, har man valgt at dele motorplatform med andre mærker, så som Renault, der jo også er en del af den store lastvognskoncern.

Mange versioner

Den nye Deutz-motor adskiller sig fra de nye Volvo-motorer af egen produktion ved at være konstrueret med en gammeldags placeret knastaksel med stødstænger. På pumpesiden er motoren også anderledes, idet der anvendes commonrail brændstofindsprøjtningssystem.

Knastakslens placering skyldes ikke mindst ønsket om at få en motor, der ikke er for høj. Herved kunne man holde førerhusets gulv nede i højde, et forhold som man er lykkedes ganske fint med.

Motorerne findes i en 240, en 280 og en 320 hk version, hvor FL serien kun leveres med henholdsvis 240 eller 280 hk motor, mens FE kan leveres med alle alternativer.

Vægtmæssigt er den nye motor syv kg lettere end den tilsvarende noget svagere D6 motor i den tidligere FL-serie.

Motorerne findes i såvel EURO3 som EURO4 og EURO5 versioner. Når der stadig er en EURO3 version på programmet, skyldes det, at modellerne også produceres til ikke-europæiske områder, hvor der stadig ikke er krav om EURO4.

Volvo klarer emissionskravene ved anvendelse af SCR-katalysatorer, som kræver, at der påfyldes AdBlue.

De manuelt betjente gearkasser kommer fra ZF og omfatter en version med seks trin i fremadgående retning og en version med ni trin, mens der tillige er en fuldautomatisk Allison gearkasse til rådighed.

Høj sikkerhedsprofil

Bagakslerne kommer fra det øvrige program hos Volvo og omfatter to forskellige alternativer med enkeltreduktion og en version med navreduktion til FL-serien og to forskellige alternativer med enkeltreduktion, en version med navreduktion, samt tandembogier med eller uden navreduktion til FE-serien.

Chassiset er stort set fra FM-serien, dog tilpasset de lettere lastvognsserier, og chassiserne findes i såvel to- som treakslede udgaver.

6x2 versionerne leveres med eller uden styring på bogieakslen.

Førerhusene produceres på en fabrik i Frankrig og benyttes både af DAF og Renault, dog med den forskel, at Volvo har en højere sikkerhedsprofil, der er tilpasset de skrappe svenske krav på området.

Førerhusene findes i flere udførelser. Til FL-serien findes der en Daycab, der er en dagkabine uden sovekabine, Comfort Cab, som er en version med en god stor sovekabine, hvor der også er gode stuvemuligheder. Endelig findes der en Crew Cab, der f.eks. vil finde anvendelse i redningskøretøjer, hvor man har behov for at kunne medtage op til syv personer.

Til FE -serien findes der en Day Cab, der ligesom ved FL-serien er en dagkabine uden sovekabine, en Comfort Cab, som er en version med en kort sovekabine, samt endelig en Sleeper Cab, der er et rigtigt sovekabineførerhus.

Opfattelsen af de to nye lastvognsserier uændret i forhold til introduktionen hos Volvo i Göteborg. De positive førstegangsindtryk er blevet yderligere forstærket. Der er tale om virkelige moderne lette lastvogne, som er lette at betjene.


Godt træk

Det er lykkedes ganske fint for Volvo at formindske store dele af de gode ting fra det indvendige i førerhuset på FH og FM-serierne til de to mindre serier.

Det er jo svært at skabe den fornødne plads bag rattet, så man let kan få en god rat- og kørestilling samtidig med, at førerhuset skal være lavt placeret og tilmed ikke for bredt.

Motorerne er også velarbejdende. Man fornemmer den gode sejtræks-evne, hvor motorerne tager fat helt nede i kulkælderen ? allerede ved 1000 omdrejninger er der power på D7 motoren.

Det betyder, at man kan opnå en behagelig kørestil, selv om der er masser af bakker, hvor man skiftevis skal have en motor, der trækker og hvor bremserne skal aktiveres.

Motorens karakteristik betyder også, at man kan klare sig med få gearskift under en stor del af kørslen. Testkørslen, der fandt sted i det meget kuperede område, gav gode muligheder for at afprøve netop det forhold.

På det sikkerhedsmæssige skal det også nævnes, at skivebremserne, der aktiveres ved hjælp af et EBS-system virker fortrinligt, ligesom styretøjet giver en god og direkte kontakt til vejbanen. Man har god føling med, hvor forhjulene er på vej hen.

Hele instrumentbrættet med det gode cockpit er flot lavet, med det fine overblik samlet lige som i FM og FH-serierne.


Også lange transporter

Førerhusene med sovekabiner er konstrueret ganske fint til f.eks. en solokører, der måske har behov for at overnatte i førerhuset en gang i mellem. Volvo siger godt nok, at de nye serier er udviklet til lokal og regional transport, men med Mautens indførelse, vil det ikke være usædvanligt at se en FL på 12 ton totalvægt, som benyttes til virkelig lange transporter med lette læs, som går ned gennem Tyskland. Derfor vil der også blive brug for sovekabine til den type opgaver.

Volvo har med introduktionen af de to nye lette lastvognsserier øget mulighederne væsentligt for at vinde terræn inden for segmentet mellem 12 og 18 ton.

I Danmark er der også allerede gang i salget af de nye versioner. I begyndelser af oktober var der solgt 98 nye Volvo FE samt 76 nye Volvo FL.


Nøglefærdige

Som noget nyt introducerer Volvo nøglefærdige lastvogne. Det er muligt at få leveret en Volvo FL CitiPro, der er færdig udstyret med et bokslad og læssebagsmæk.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08