Megalast med flodskib til Togliatti
Det er ikke småpakker, der her skal transporteres, men et komplet turn-key anlæg til indladning og losning af kunstgødning. Der skal 42 lastbiler til at rumme lasten, der skal til den centrale del af Rusland.
Den udsædvanlige transportopgave foregår i et samarbejde mellem Chr. Jensen Shipping A/S og lithauiske og russiske partnere netop i disse dage.
Destinationen er byen Togliatti ? som ligger ved det russiske flodsystem og Volga vest for Moskva - ikke så langt fra Samara - og altså lige før vi når til Kasakhstan.
Direktør Poul Brovall, Chr. Jensen Shipping A/S, fortæller historien:
- Transporten er delt over flere afskibninger. Første del-afskibning, der faldt i uge 44, var på ca. 3.000 m3 med største enkelt kolli på 265 m3. Godset er hentet i Danmark og i Tyskland. Fortransporten blev koordineret af Chr. Jensen Shipping A/S, Aarhus. På grund af det usædvanlige omfang foregik transporterne til dels om natten, men helt gnidningsløst og problemfrit.
Alt i alt når det samlede antal biltransporter op på 42 lastbiler. Da det er en destination der kan betjenes af søvejen, blev den russiske flodbåd, ?Sibirskiy 2133? (GT 3978 / samlet lastekapacitet 3507 tons/samlet rumindhold 5431 m3/længde 129,5 meter/dybgang 3,55 meter) fundet egnet til at udføre den søvejs del af transporten, der går via Skt. Petersburg.
- ?Sibirskiy 2133? ankom til Århus den 24. oktober og indladning fandt sted i Århus den 24/10 og 25/10. Århus Havns kran nr. 25 med en løftekapacitet på 50 ton klarede opgaven, så alt godset blev placeret forsvarligt og sikkert på skibet. Håndteringen og indladningen på Århus havn blev foretaget på helt konventionel vis ? enhed for enhed, fortæller Poul Brovall.
Men den specielle transport rummer også sine udfordringer. Dele af det russiske flodsystem lukkes af is i november, det vil sige, man skal nå destinationen inden isen har lukket sig. Grundet den lave dybgang sejler ?Sibirskiy 2133? til St. Petersburg for der at gå ind på flodsystemet. Sibirskiy 2133? er i skrivende stund på vej og forventes at ankomme St. Petersburg den 1/11. Når indfortoldning til Rusland er foretaget og skibet har fået friske forsyninger ombord, er ?Sibirskiy 2133? klar til at fortsætte sin rejse mod Togliatti.
Russer-JensenDet er ikke tilfældigt, at det er Chr. Jensen Shipping A/S; der har fået den specielle transportopgave.
- Chr. Jensen Shipping A/S blev grundlagt i Skt. Petersborg i 1896 af en dansk kaptajn og hans Søn (Christian Jensen). Virksomheden havde på det tidspunkt 12-14 bugser- og stykgodsskibe. Man sejlede mellem Danmark, Baltikum og Rusland helt op til Hvide Havet og hjem til Danmark med skåret træ, beretter Poul Brovall.
- Chr. Jensen Shipping A/S var generalagent for alle Sovjet Unionens rederier fra 1896 og helt op til 1989, hvor muren faldt. Dengang havde Sovjet Unionen en verdensomspændende flåde, men murens fald medførte, at Sovjet Unionen kollapsede med det resultat, at rederierne bevægede sig i alle mulige forskellige retninger, og enkelte bukkede under.
I dag er linieagenturer stadig Chr. Jensens absolutte hovedaktivitet.
- Vi repræsenterer i dag verdens sjette største containerrederi, i daglig tale CSCL (China Shipping Container Lines) med hovedkontor i Kinas største kystby, Shanghai, og flere end 100 skibe. Samtidig er vi agenter for Teco Line, der driver en containerrute mellem Estland, Finland og Danmark på ugebasis.
Nye muligheder
Efter murens fald i 1989 bliver det igen muligt at etablere sig i området, og det benyttede Chr. Jensen Shipping A/S sig af.
- I 1990 nedsatte vi os med eget repræsentationskontor i Moskva. Det var små forhold, eneste mulighed var, at danske Chr. Jensen medarbejdere indlogerede sig på et hotel, hvorfra de tilbød at løse transportopgaver og andre praktiske gøremål for danskere, der kom til Moskva. I 1992 kom turen til Skt. Petersborg, og vi kan sige, at vi her kom tilbage til vore rødder, for det var jo her historien startede i sin tid. Og endelig i 1995 fik vi etableret os i Riga (Letland i 1995, i Tallin (Estland) i 1996 og i havnebyen Klaipeda (Litauen) i 2004. Dermed var Chr. Jensen Shipping igen heldækkende på de oprindelige destinationer.
Nye kontorer i Norden
Efter oktoberrevolutionen i 1936 da de europæiske virksomheder blev fordrevet fra Moskva, besluttede direktionen, at København fremover skulle være hovedkontor for Chr. Jensen Shipping. Og sådan er det stadig, selv om forbindelsen til de øvrige nordiske lande er blevet kraftigt opprioriteret på det sidste.
Chr. Jensen Shipping A/S indgik i begyndelsen af 2006 et samarbejde med Norges største norsk-ejede speditør- og logistikudbyder, NTN A/S (Norwegian Transport Network), der har overtaget aktiemajoriteten i den danske shippingvirksomhed. Det samarbejde har foreløbigt medført, at der er truffet beslutning om en række nyetableringer i Norden.
- Den 1. november i år åbner Chr. Jensen Shipping A/S kontorer i Oslo, Göteborg og Helsingfors, fortsætter Poul Brovall, - og bliver dermed hel-dækkende - ikke alene i Baltikum og Rusland, men også i Norden, - og det med egne repræsentationer, der er bemandet med lokale transportspecialister. Herudover har Chr. Jensen Shipping A/S også afdeling i Århus.
Netværksløsninger er nøglen- Vil man vokse, er netværkssamarbejde den eneste farbare vej i fremtiden, fastslår Poul Brovall.
Det er også den teori, der ligger til grund for den strategiske udvikling, som Chr. Jensen Shipping A/S i øjeblikket er midt i.
- Vi er rimeligt fortrøstningsfulde overfor fremtiden, specielt med hensyn til Baltikum og Rusland, fortsætter han.
- Vi ser tegn på sund vækst og stabilitet i begge områder, og der har været en virkelig god udvikling inden for de seneste tre år. Forbrugerne har takket være de stigende oliepriser fået stadig flere penge mellem hænderne, og vi forventer derfor også et stærkt øget privatforbrug med stigende importmængder og deraf følgende vækst i transportarbejdet. Man skal kunne tilbyde helhedsløsninger til sine transportkunder, og Chr. Jensen Shipping A/ S er nu blevet heldækkende i Norden, Baltikum og Rusland. På den måde kommer vi med vor specialviden og lange erfaring i kontakt med et forbrugerpotentiale på omkring 150 millioner mennesker. Det ser vi som en god garant for fremtidig vækst og udvikling, slutter Poul Brovall.
-----