Den danske aftalelov indeholder en række ugyldighedsregler, herunder i § 29 en regel om at aftaler indgået under tvang (selvfølgelig) er ugyldige.

Yderligere har vi i Danmark en lov om en erstatningsansvarslov, der bl.a. indeholder bestemmelser om arbejdstageres erstatningsansvar.

Disse regler kom for nylig i spil i en sag, der grundlæggende vedrørte vilkår for søfolk og hvor Sø- og Handelsretten afsagde dom i september i år. Dommen er ikke mindst interessant derved, at den på-lægger personligt ansvar for forhold, der af retten er takseret som mere eller mindre rendyrket afpres-ning.

ITF, der er en forkortelse for International Transport Workers Federation, er i Danmark repræsenteret dels af 3F, dels af FOC Campaign Office, der igen i det daglige repræsenteres af en inspektør. Den pågældende inspektør befinder sig af og til i brandpunktet mellem rederier med til tider temmelig ekso-tiske holdninger til løn- og arbejdsvilkår og til andre tider rederier med mere efter vestlige standarder moderniserede holdninger til arbejdsvilkår. I dette brandpunkt er der nok ingen tvivl om, at man bliver godt og vel hærdet og ofte bærer de centrale personer præg af en meget direkte og bramfri facon. Denne bramfrihed kan konstateres neden for under gengivelsen af de forklaringer og fyndord, som en dag i september måned føg gennem Sø- og Handelsrettens lokaler i en sag, som tog sit udspring i, at et skib registreret i Antigua ikke havde tegnet overenskomst med ITF.

Inspektøren for ITF blevet opmærksom på, at Skibet forventedes at anløbe Århus Havn, og sendte den 19. oktober 2004 Rederiet følgende telefax med overskriften "Urgent"!:

"Please remind that your vessel is flying a Flag of Convenience and therefore should be covered by an "ITF-agreement". We hereby request you to enter into negotiations for an ITF Standard Collective Agreement covering all officers and ratings on board under terms and conditions as recognised by all seafarers unions affiliated to the ITF. - Awaiting your immediate confirmation!"

Efter at Skibet om morgenen den 22. oktober 2004 var anløbet Århus Havn for at losse vindmølledele, gik inspektøren for ITF kl. 07.15 om bord på Skibet, hvor han på vegne ITF stillede krav om, at Rede-riet indgik overenskomst med tilbagevirkende kraft og herunder efterbetalte løn ifølge overenskomsten såvel til den daværende besætning som til fratrådte besætningsmedlemmer til ITF.

Inspektøren forlod Skibet kl .08.05 uden at have fået sine krav opfyldt. Kl. 09.00, hvor kun en del af losningen var gennemført, indledte havnearbejderne en arbejdsnedlæggelse, som deres organisation, 3F, senere erkendte, var overenskomststridig. Havnearbejderne genoptog først arbejdet den 26. okto-ber 2004 efter underskriften den 25. oktober 2004 af overenskomsten og en aftale om betaling af 586.405 USD. Heraf blev 108.049 USD udbetalt til Skibets daværende besætning, som efterfølgende har tilbagebetalt beløbet til Rederiet.

I mellemtiden havde Rederiets advokat protesteret mod den ulovlige arbejdsnedlæggelse og bl.a. henvist til, at Arbejdsretten nogle år tidligere i en lignende sag havde underkendt en overenskomst, der var indgået under lignende omstændigheder ("ulovlig tvang").

Der blev herefter afholdt et fælles møde mellem arbejdsmarkedets parter, hvor man fra arbejdsta-gers side erkendte, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig og hvor man lovede at genopta-ge arbejdet senest den 26. oktober.

Detaljerne i den overenskomst, der nu blev indgået, vil jeg udelade her og blot konstatere, at der der-udover også blev indgået en Settlement Agreement, hvorefter Rederiet forpligtede sig til at betale 108.049 USD i kontanter til de nuværende besætningsmedlemmer og 467.592 USD med tilbagevir-kende kraft til tidligere besætningsmedlemmer. Og det er også værd at bemærke, at Kaptajnen forsy-nede Rederiets eksemplar med en påtegning "Signed under protest and illegal duress". De 108.049 USD blev udbetalt til Skibets besætning og de 467.592 USD blev indsat af Inspektøren på en bank-konto oprettet i hans eget navn. Beløbet blev efter sagsanlægget deponeret i en bank med en klausul om, at pengene skulle frigives ved domsafsigelse eller forlig i den sag, der nu var anlagt.

Rederiet indbragte sagen for Sø- og Handelsretten med påstand om, at ITF og Inspektøren én for begge og begge for én (det man i daglig tale kalder solidarisk) skal betale Rederiet modværdien af 518.109,46 USD med procesrente fra den 6. januar 2005. Beløbet udgøres af 467.592 USD, som ITF havde opkrævet som efterbetaling til fratrådte besætningsmedlemmer, og 10.764 USD, som efter den indgåede overenskomst blev betalt til ITF angiveligt som "entrance/membership fees" og "Welfare Funds contribution", med tillæg af Rederiets rejse- og advokatudgifter i forbindelse med indgåelsen af overenskomsten.

ITF og Inspektøren påstod begge frifindelse.

Inspektøren forklarede i retten bl.a., at han ikke havde noget at gøre med arbejdsnedlæggelsen, men at han lagde mærke til, at "havnearbejderen havde nedlagt arbejdet", da han skulle have under-skrevet papiret på Skibet. Inspektøren kunne bekræfte, at tidsbortfragterens crew manager havde spurgt, om det var lovligt "backdate" overenskomsten og hertil havde Inspektøren svaret, "han ikke var kommet for at diskutere religion og principper" og han "satte sit almindelig filter på, så han slap for at høre ligegyldigt ævl og grækersnak".

Inspektøren kunne også bekræfte, at tidsbortfragterens crew manager hovedrystende havde under-skrevet Settlement Agreement under protest.

Udover disse lidt fyndige udtalelser var det måske endnu mere bemærkelsesværdig, at Inspektøren oppe i retten oplyste, at han, da han indbetalte pengene på en konto, der var oprettet i hans navn, ikke meddelte noget om efterbetalingen til de tidligere besætningsmedlemmer, idet han fik instrukser om, at han ikke måtte overføre pengene til disse og idet han havde på fornemmelsen, at ITF ville bruge pengene til andre formål. (!)

Jeg erindrer ikke tidligere at have set en Sø- og Handelsretsdom med så mange citater fra de af-givne forklaringer, som dem der følger i det følgende uddrag af Sø- og Handelsrettens præmisser, men man kan vel overordnet sige det sådan, at Inspektøren mere eller mindre selv lagde løkken om sin egen hals.

Sø- og Handelsretten fandt, at Rederiet måtte anses for rette sagsøger, idet Rederiet var part i den indgåede overenskomst og Settlement Agreement, og idet Rederiet til ITF og Inspektøren havde betalt det påstævnte beløb, som Rederiet havde fået stillet til rådighed herfor af sit holding- og managersel-skab.

Retten lagde til grund, at havnearbejdernes talsmand den 19. oktober 2004 telefonisk over for en medarbejder fra stevedorefirmaet havde oplyst, at ITF havde rettet henvendelse til havnearbejdernes talsmand og oplyst, at der var problemer med løn- og arbejdsvilkår for de ansatte på Skibet, i hvilken anledning en medarbejder fra stevedorefirmaet blev bedt om at tage kontakt til skibsmægleren, idet "man" nødig ville have problemer i form af en arbejdsnedlæggelse som sympatiaktion over for Skibet. Inspektøren havde efter sin forklaring opholdt sig nogen tid i Århus i forbindelse med sagen, og han "kunne ikke udelukke", at han nævnte sagen under en samtale, som "det godt kunne være", at han havde med havnearbejdernes talsmand. Da Inspektøren gik om bord på Skibet fredag den 22. oktober 2004 om eftermiddagen, lagde han efter sin egen forklaring mærke til, at havnearbejderne havde ned-lagt arbejdet. Endvidere blev Inspektøren om mandagen den 25. oktober 2004 kontaktet af en repræ-sentant fra 3F, hvor havnearbejderne var organiseret, der ville høre, "om problemet med vindmølleski-bet" var løst. Efter at overenskomsten og Settlement Agreement under medvirken af Inspektørens chef var blevet underskrevet af Inspektøren på vegne ITF og 3F, var en repræsentant fra 3F med om bord på skibet, da der skete betaling i overensstemmelse hermed. Først herefter ophørte den erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, og havnearbejderne genoptog arbejdet med Skibet.

Retten udtalte endvidere, at ITF's inspektør, hvis løn blev udbetalt af 3F mod refusion fra ITF, hvoraf 3F er et aktivt dansk medlem, måtte i hvert fald under de foreliggende omstændigheder identifi-ceres med 3F, således at ITF og Inspektøren allerede af denne grund blev anset som medansvarlige for strejkens iværksættelse, opretholdelse og afslutning. Det blev herved bemærket, at det ikke blot var ITF, der var part i den overenskomst, som under de nævnte omstændigheder blev indgået med Rederiet, men tillige 3F, altså samme organisation, som havnearbejderne var organiseret i, og som ved fællesmødet den 25. oktober 2004 erkendte, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig.

Ved bedømmelsen af ITF's ansvar måtte det endvidere anses som en særligt skærpende omstændig-hed, at Inspektørens overordnede i ITF aktivt medvirkede til indgåelsen og fuldbyrdelsen af den fore-liggende overenskomst og Settlement Agreement på trods af, at Arbejdsretten i 1996 under henvis-ning til aftalelovens § 29 om tvang havde erklæret en overenskomst ugyldig, som Inspektørens chef havde indgået for ITF ved under ganske tilsvarende omstændigheder retsstridigt at have fremkaldt el-ler udnyttet en opstået tvangssituation til at gennemtvinge overenskomstens indgåelse. Inspektørens chef burde i stedet have påset, at ITF ikke på ny blev bragt i en tilsvarende situation.

Under disse omstændigheder blev det fundet ubetænkeligt at lægge til grund, at indgåelsen af overenskomsten og Settlement Agreement og den samlede betaling på 586.405 USD retsstridigt blev gennemtvunget ved den af ITF, Inspektøren og dermed for ITF. Inspektøren havde således under sa-gen forklaret, at crew manageren protesterede og spurgte, om ITF kunne tillade sige at "backdate" overenskomsten, men at Inspektøren efter sin egen forklaring ikke gad forholde sig hertil, men blot satte "sit almindelige filter på, så han slap for at høre på ligegyldigt ævl og græker-snak". Crew man-ageren sagde endvidere ifølge Inspektørens forklaring: "I will sign anything you come with", og "I have no other option than to give in to your claim".

Herefter modtog Inspektøren endvidere den 25. oktober 2004 de 467.592 USD, som var beregnet som efterbetaling til tidligere besætningsmedlemmer, og satte dem ind på en konto i sit eget navn uden at meddele noget til de pågældende tidligere besætningsmedlemmer, idet han efter eget udsagn fik instruks fra ITF i London om, at han ikke måtte overføre pengene til disse, og idet han havde på fornemmelsen, at ITF ville bruge pengene til andre formål.

Retten fandt, at det ved bedømmelsen af erstatningsansvaret både for ITF og for Inspektøren måt-te anses som en skærpende omstændighed, at det modtagne beløb blev indsat på Inspektørens egen konto uden at være adskilt fra andre midler, at de tidligere ansatte søfolk, som ITF og Inspektøren modtog pengene på vegne af, ikke blev underrettet herom, og at ITF og Inspektøren skabte risiko for, at beløbet ikke kom søfolkene til gode, jf. også Inspektørens forklaring, hvorefter ITF efter hans opfat-telse muligt ville bruge pengene til andet formål og således tilegne sig dem uden at afregne med de tidligere søfolk. Det var således først knap 6 måneder senere, den 4. marts 2005, og efter at Rederiet havde anlagt sagen, at Inspektøren sendte brev om betaling til søfolkene. Den deponering, som In-spektøren havde foretaget i Arbejdernes Landsbank efter sagens anlæg, kunne ikke ændre noget ved denne vurdering, idet beløbet efter deponeringsvilkårene måtte antages til sin tid at skulle frigives til Inspektøren selv.

Da der ikke var rejst indsigelse mod erstatningsopgørelsen, og da ITF og Inspektøren på intet tids-punkt ha haft grundlag for at tro, at Rederiet ville stå ved de fremtvungne aftaler og betalinger, blev Rederiets påstand om betaling af en erstatning på 518.109,46 USD, mod hvis opgørelse der ikke var rejst indsigelse, taget til følge i forhold til ITF.

Retten fastsatte efter erstatningsansvarslovens § 23, at Inspektøren skulle erstatte Rederiet de 467.592 USD, som blev overgivet til ham med henblik på efterbetaling til de tidligere besætningsmed-lemmer, som af ham blev indsat på en konto i hans eget navn, og som han senere havde indsat på en anden konto, hvor de angivelig var deponeret, men hvorfra de efter deponeringsvilkårene til sin tid måtte antages at ville blive udbetalt til ham. Inspektøren hæftede for dette beløb personligt og solida-risk med ITF.

Efter sagens udfald pålagde retten ITF og Inspektøren in solidum at betale Rederiet sagens omkost-ninger med 200.000 kr., hvoraf 69.480 kr. udgjorde retsafgift og 13.600 kr. vidnegodtgørelse, mens resten var til dækning af salær til Rederiets advokat.

-----