SAS Cargo og Air China på plads med ny fragtrute
Og det er virkelig en skelsættende bedrift: København er dermed blevet Air China?s andet hub i Europa, ved siden af Frankfurt. Det siger noget om selskabets vurdering af tyngden i det skandinaviske marked.
Oven i købet blev ruten dermed officielt åbnet med en spritny Boeing 747-400F og ikke, som det ellers vil være tilfældet på de fleste kommende afgange, en lidt mere beskeden og mere bedaget Boeing 747-200F.
Den nye rute opereres i samarbejde med SAS Cargo, der har indgået en blocked-space agreement med Air China, der sikrer 30-35 tons kapacitet på flyet i begge retninger.
Det bliver næppe noget problem at fylde flyet til bristepunktet i retningen fra Shanghai og Beijing. Markedet ud af Kina skriger fortsat på kapacitet ? der er næppe nogen ende i sigte for væksten i den kinesiske eksport af varer i retning mod Europa. Det betyder kamp om pladsen, og det betyder også høje rater på transporten.
Det samme gør sig knapt gældende på returflyvningen fra Europa: Her flyver alle operatører med mere eller mindre tomme lastrum i flyene, og det bevirker, styret af markedets usynlige hånd, rater, der slæber sig hen over luven på gulvtæppet.
God opstart- Vi kan heldigvis melde, at vi her i opstarten har haft større succes end ventet med at sælge kapaciteten, siger Ulrik Marschall, SAS Cargo?s kommunikationschef. Vores salgsfolk melder, at eksporten af varer som elektronik, præfabrikationsdele, reservedele og ikke mindst farmaceutiske produkter markerer sig godt blandt vore bookinger, så det lover rigtig fint for den nye rute, også i østgående retning. Men ingen tvivl: Det er her, den store indsats skal sætte ind for at bidrage til en balanceret trafik.
Ved den lille ceremoni i det danske efterår deltog Air China?s fragtchef, Shi Zengqi, og fra SAS Cargo?s side Teddy Zebitz.
- Vi har været meget glade for det gode samarbejde omkring etableringen af denne nye rute. Vi starter op med tre ugentlige afgange, men jeg regner bestemt med, at vi inden længe vil være i stand til at øge frekvensen, sagde Mr Shi.
Og denne optimisme delte Teddy Zebitz: -SAS Cargo har gennem de seneste fem år femdoblet sin kapacitet til Kina. Vi regner med, at vi i de kommende år vil kunne tidoble!
Foreløbig har SAS Cargo med det nye samarbejde sikret sig en forøgelse i kapaciteten mellem Skandinavien og Kina med 100 tons pr uge. Og det er jo heller ikke så ringe?
-----