Euro5 støtte for dårlig
Tyske vognmænd mener, at statsstøtten til miljøvenlige lastvogne er for ringe.
Vognmændenes brancheorganisation BGL har udpeget tre kritikpunkter: først og fremmest anser man støtten som bagatelagtig i forhold til antallet af vognmænd/lastvogne, dernæst mener BGL, at støtteordningens løbetid er for kortvarig og endelig at det er alt for bureaukratisk for vognmændene at ansøge om støtten.
Investeringsstøtten på samlet 100 mio. euro er en del af den maut-kompensation, som tyske politikere lovede den tyske vognmandsbranche. Derudover har tyske vognmænd udsigt til yderligere 150 mio. euro i statsstøtte, fordi Tyskland sænker vægtafgiften på lastvogne. Investeringshjælpen til anskaffelse af miljøvenlige Euro5 lastvogne er endnu ikke godkendt af EU-Kommissionen.
De tyske vognmænds udenlandske konkurrenter – herunder i Danmark – er stærkt kritiske over for de tyske planer om maut-kompensation, da man anser dem for konkurrenceforvridende og dermed i strid med EU’s principper om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser.
-----