Målrettet nytænkning på transportområdet
Et godt vidensgrundlag er helt afgørende for de politiske beslutninger. Vi skal hele tiden være på forkant med udviklingen og tage højde for de trafikale udfordringer, der kommer på længere sigt. Forskning handler om at ruste sig til det ? ikke blot i morgen, men på både 10, 20 og 30 års sigt, lyder det fra transportminister Flemming Hansen.
Han peger på, at transportsektoren befinder sig i en rivende udvikling. Den voksende mobilitet i samfundet betyder øget velstand for borgerne og forbedrede indtjeningsmuligheder for erhvervslivet, men der er også tale om store investeringer til at drive, vedligeholde og udbygge transportinfrastrukturen. Hertil kommer, at transportsektoren belaster miljøet og er forbundet med sikkerheds- og sundhedsrisici.
Langsigtet indsatsOg i det højaktuelle udspil en ny forskningsstrategi for transportområdet nævnes en række områder, der bør prioriteres - herunder at sikre effektive transportsystemer for såvel borger som virksomhed, udvikle viden om de teknologiske muligheder og sætte fortsat fokus på sikkerheden.
- Jeg lægger som minister stor vægt på, at vi tænker langsigtet, og at de politiske beslutninger træffes på grundlag af solid og gennemsigtig viden. Den gældende investeringsplan er et eksempel herpå. Den sætter rammerne for transportinvesteringerne over en ti-årig periode, siger Flemming Hansen.
Godt begyndt?Branchen har taget positivt imod ministerens udspil. Således ser HTS-A udgivelsen af en strategi for transportforskning i Danmark som et fremadrettet og konstruktivt skridt i retning mod at bringe transportsektoren og den forskningsmæssige verden tættere sammen. Et stærkt og velfunderet transportforskningsmiljø er livsnerven i transportsektorens muligheder for at matche og aktivt deltage i europæiske og internationale netværk- og forskningsprojekter
- Transportssektorens internationale dimensioner betyder, at også transportforskningen går på tværs af nationale landegrænser. Transportforskning er en integreret del af EU's rammeprogrammer for perioden 2007-2013. Fundamentet for en langsigtet og bæredygtig vækst er, at også den danske forskningsverden gør en aktiv indsats og tager del i forskningsprojekter, som er funderet i EU's rammeprogrammer.
Forskningsverdenen er i fuld gang med at ruste sig til udfordringerne med en styrke international forskningsmæssig indsats. Et billede på den aktuelle og fremsigtede organisering inden for dansk transportforskning er fusionen mellem sektorforskningsinstituttet Danmarks TransportForskning og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Danmark og omverdenen kan forvente sig meget af dette arbejde i årene frem, fremhæver HTS-A som tilføjer:
- Men godt begyndt er som bekendt kun halvvejs afsluttet. En af de væsentligste forudsætninger for værdiskabende og fremsigtede forskningsresultater inden for transportsektoren er, at udmøntningen af den nationale forskningsstrategi og transportforskningsprogrammet rummer muligheder for at tilføre den helt nødvendige og tilstrækkelige finansiering til en række konkrete forskningsprojekter. Realiseringen af de økonomiske incitamenter gennem udmøntning af transportforskningsstrategien ligger endnu forude.
Viden om infrastruktur- Hovedbudskabet er, at vi har brug for en styrkelse af transportforskningen og at det frem for alt forudsætter, at der tilføres flere midler til området. Behovet for øget viden om mobilitet og trængsel er betragteligt henset til den seneste tids diskussioner om trafikinfrastrukturen, fastslår HTS-A.
For transportminister Flemming Hansen er det vigtigt med et godt grundlag for de politiske beslutninger. Han siger:
- Det er mit håb, at der med udgivelse af strategien vil skabes mere fokus på transportforskningen i Danmark, og at der som led i regeringens opprioritering af forskningen kan opnås politisk enighed om, at der kan afsættes midler til et strategisk transportforskningsprogram, som kan udbydes i åben konkurrence.
-----