I sidste nummer at Danmarks Transport-Tidende beskrev jeg en landevejstransport af salte fisk, der ikke helt nåede i mål, da ladningen blev røvet kort før sit endelige bestemmelsessted i Napoli. Sagen, der bl.a. omhandlede CMR-lovens § 24, stk. 2, blev først og fremmest afgjort ud fra nogle synspunkter om, at røveriet var undskyldeligt over for chaufføren og dermed for vognmanden, idet bortkomsten ikke kunne være undgået med de rimelige midler, der i hvert fald var til stede på gerningstidspunktet (2003) og med brug af almindelig sund fornuft. Dermed var der ikke udvist grov uagtsomhed og vognmanden kunne med § 24, stk. 2 i hånden henvise til, at der overhovedet ikke var noget ansvar (ikke engang begrænset ansvar efter den sædvanlige kilo-regel, hvorefter der betales et max på 8,33 SDR per kilo.

Som allerede bebudet vil jeg i dette nummer af Danmarks Transport-Tidende omtale en dom, som Sø- og Handelsretten afsagde samme dag, som afgørelsen faldt i den allerede beskrevne sag.

Der er to forskelle på de to sager, dels og mindre interessant at der i denne sag var tale om ferske og ikke salte fisk, og dels og nok så væsentligt, at Sø- og Handelsretten i denne sag, som det vil fremgå nedenfor, nåede frem til, at der ikke var ansvarsfrihed og at der derfor var fuldt ansvar - altså det stik modsatte resultat.

Igen er det vigtigt at understrege, at det ellers i retspraksis så hårdt prøvet grov uagtsomhed ikke spiller nogen rolle ved spørgsmålet om ansvarsfrihed. Når domstolene i en transportskadesag derimod frem til, at der ikke kan blive tale om ansvarsfrihed kommer ansvarsbegrænsningsreglerne i spil og det bliver dermed relevant, hvad det beskadigede eller bortkomne gods vejer i forhold til værdien. Med andre ord vil en uforholdsmæssig tung ladning, som for eksempel papir, sjældent få "gavn" af ansvarsbegrænsningsreglerne. På den anden side vil gods med høj værdi og lav vægt, som for eksempel elektronikvarer, som regel altid set med vareejerens øjne være i fare for at blive ansvarsbegrænset og i de tilfælde, vil man som det næste naturligt se på, om der er udvist grov uagtsomhed, idet netop grov uagtsomhed tilsidesætter ansvarsbegrænsningsmuligheden.

Reglen om grov uagtsomhed findes i § 37, der statuerer, at udover grov uagtsomhed tilsidesætter forsæt (altså handlinger begået med vilje - typisk tyveri eller hærværk foretaget af en ansat) muligheden for ansvarsbegrænsning. Herudover kan man i forældelsesreglen i § 41 se, at en anden vidtrækkende konsekvens af grov uagtsomhed er, at forældelsesfristen på et år forlænges til tre år.

Hvis vi lige kort skal rekapitulere, går ansvarsgrundreglen i § 24 stk. 1 ud på, at fragtføreren er ansvarlig for bortkomst og beskadigelse af godset, som indtræffer i tiden fra overtagelsen indtil afleveringen (varetægtsperioden) og i øvrigt også for forsinket aflevering.

24 stk. 2 indeholder undtagelsen, hvor forskellige muligheder kan føre til (fuldstændig) ansvarsfrihed. ?Fragtføreren er dog fri for ansvar, hvis han godtgør, at bortkomsten, beskadigelsen eller forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelse fra den berettigedes side, anvisninger fra denne, der ikke er foranlediget af fejl eller forsømmelse fra fragtførerens side, godsets egen beskaffenhed eller forhold, som fragtføreren ikke kunne undgå, og hvis følger han ikke kunne afværge?.

Denne sag angår, om Vognmanden som udførende fragtfører for Speditøren er ansvarlig for, at et parti fisk blev røvet, mens chaufføren overnattede på en rasteplads i Italien.

Speditøren, der bar ansvaret over for sin kunde, nedlagde under regressagen ved Sø- og Handelsretten påstand om, at Vognmanden skulle anerkende at være erstatningsansvarlig for ethvert erstatningsberettiget tab i henhold til CMR-loven, som Speditøren havde lidt eller måtte lide som følge af en bortkomst af en forsendelse med ferske fisk i perioden fra den 13. til den 14. oktober 2002, mens forsendelsen befandt sig i Vognmandens varetægt i en trailer på en ubevogtet rasteplads i Italien.

Vognmanden påstod frifindelse.

Sagen startede da Vognmanden udstedte fragtbreve af 12. oktober 2002 og dermed påtog sig som udførende fragtfører for Speditøren at transportere ferske fisk til forskellige aftagere i Italien. Under transporten parkerede Vognmandens chauffør om aftenen den 13. oktober 2002 på en uindhegnet og ubevogtet rasteplads ved byen Orte nord for Rom. Efter han havde lagt sig til at sove i lastbilens førerhus, blev han om natten mellem den 13. og 14. oktober overfaldet, truet med en pistol og bortført af røvere, der kørte lastbilen til Napoli, hvor de tømte lastbilen og slap ham fri.

I denne sag, som i sagen om de salte fisk, blev det i sidste ende rettens opgave at vurdere, om tilgængelige, relevante og fornuftige forholdsregler var taget, herunder, at vognmanden fulgte op på egne instrukser og retningslinier og på dem, vognmanden fik fra andre - eksempelvis speditøren eller hvem, der nu engang ellers måtte være vognmandens kunde eller i øvrigt måtte have haft adgang til at afgive instrukser.

Af Speditørens chaufførmanual, der var udleveret til de vognmænd, som Speditøren kontraherede med, fremgik bl.a.:

"?For chauffører, der kører på det sydlige udland, er det vigtigt at vurdere, hvor man foretager sine pauser og hvil. Disse skal holdes på steder, hvor risikoen for tyveri/røveri er minimale, helst på bevogtede eller overvågede parkeringspladser.

Husk at det, lejlighedsvis, er tilladt at overtræde køre-/hviletidsbestemmelserne for at komme frem til en sikker hvileplads. Det kræver dog, at du på skiven laver en anmærkning om, at overtrædelsen er sket af hensyn til sikkerheden. ... "

I retten forklarede salgschefen hos Speditøren, at Vognmanden og chaufføren havde modtaget Speditørens chaufførmanual, hvor det fremgår, at der kun må ske overnatning på sikre, helst bevogtede rastepladser under transport i Italien. Den nærmere tilrettelæggelse af fragten var herefter Vognmandens ansvar, herunder om køre- og hviletidsreglerne blev overholdt.

Chaufføren forklarede på sin side, at han parkerede på rastepladsen ved Orte efter at have afleveret et parti fisk i byen Marta. Han er bekendt med, at der ved afkørsel 24 syd for Rom ligger en bevogtet og videoovervåget rasteplads, men han valgte imidlertid rastepladsen ved Orte, bl.a. fordi han om morgenen den 24. oktober 2004 skulle aflæsse et parti fisk i Capena, der ligger tæt på rastepladsen, hvorefter han skulle være fortsat til Fiumicino og Napoli.

Han havde ikke køretid nok til at nå den bevogtede plads syd for Rom, og han anvender i øvrigt også altid rastepladsen ved Orte, hvor der både er hotel og supermarked. Pladsen er generelt meget anvendt af chauffører, der anser pladsen for den sikreste i området. Politiet patruljerer tit i området, men pladsen har ikke egne vagter, er ikke videoovervåget eller indhegnet.

Han vågnede om natten ved, at en person blandt flere kravlede gennem vinduet. Han fik et slag og blev truet med en pistol. Røverne kørte efterfølgende lastbilen til et sted i nærheden af Napoli, hvor de tømte lastbilen for varer og slap ham fri.

Speditørens advokat gjorde gældende, at det måtte lægges til grund, at rastepladsen ved Orte hverken var bevogtet, videoovervåget eller indhegnet. Det fritog ikke Vognmanden for ansvar, at chaufføren ville overskride køretidsreglerne, hvis han var kørt til den bevogtede rasteplads syd for Rom, da planlægningen og tilrettelæggelsen af transporten var Vognmandens ansvar, der således måtte have tilrettelagt transporten anderledes eller have ladet den udføre med to chauffører. Da Vognmanden herefter ikke havde godtgjort, at røveriet ikke kunne have været undgået, måtte Vognmanden være ansvarlig for bortkomsten af lasten, jf. CMR-lovens § 24, stk. 2.

Vognmandens advokat gjorde gældende, at det efter chaufførens forklaring måtte lægges til grund, at rastepladsen ved Orte var sikker, idet chaufføren anså den for den mest sikre plads i området, og idet politiet patruljerede på pladsen. Chaufføren kunne ikke uden at have overskredet køretidsreglerne med flere timer have nået at køre til den bevogtede rasteplads syd for Rom. Vognmanden kunne måske have anvendt to chauffører, men et krav herom måtte være stillet af Speditøren. Under disse omstændigheder måtte det anses for godtgjort, at røveriet skyldtes forhold, som Vognmanden ikke kunne have undgået, jf. CMR-lovens § 24, stk. 2.

Retten lagde til grund, at Vognmandens chauffør efter at have aflæsset et parti fisk i Marta parkerede og overnattede på en rasteplads ved Orte, som var uindhegnet, uden vagter ved ind- og udkørsel og uden særlig belysning eller videoovervågning.

Det blev endvidere lagt til grund, at chaufføren var bekendt med, at der ved afkørsel 24 syd for Rom fandtes en sikker rasteplads, men at han alligevel valgte pladsen ved Orte, fordi han plejede at holde der, ikke havde tilstrækkelig køretid til at nå frem til den sikre plads, og fordi han den følgende morgen skulle aflæsse et parti fisk i Capena, der lå tæt ved rastepladsen i Orte nord for Rom, inden han på den fortsatte rute skulle aflæsse fisk sydvest for Rom i Fiumicino og derefter aflæsse længere syd på i Napoli-området.

Under disse omstændigheder blev det fundet, at Vognmanden ikke havde bevist, at bortkomsten af godset skyldtes forhold, som Vognmanden ikke kunne have undgået, og hvis følger ikke kunne have været afværget. Vognmanden burde som professionel fragtfører have sørget for, at parkeringen og overnatningen med lasten af fersk fisk alene skete på sikre rastepladser med vagter og overvågning og ikke på ubevogtede pladser, idet det var velkendt, at der i Italien var betydelig risiko for tyveri eller røveri af gods under natlige ophold på rastepladser. Chaufføren burde således være kørt til den overvågede rasteplads ved afkørsel 24 syd for Rom, uanset at han ville være nødt til at køre tilbage nord for Rom den følgende morgen for at aflevere gods i Capena, inden han afleverede godset sydvest for Rom i Fiumicino og derefter skulle køre mod syd i retning af Napoli. Om nødvendigt måtte Vognmanden endvidere have ladet transporten udføre med to chauffører.

Speditøren havde endog instrueret Vognmanden herom gennem uddeling af chaufførmanualen, som chaufføren også havde modtaget, og Vognmanden havde ikke under sagen godtgjort, at Speditøren havde foreskrevet bestemte aflæsningstidspunkter, der udelukkede, at Vognmandens chauffør parkerede på bevogtede rastepladser. Under disse omstændigheder fandt retten ikke, at Vognmanden havde godtgjort, at røveriet skyldtes forhold, som Vognmanden, der måtte identificeres med sin ansatte chauffør, jf. CMR-lovens § 4, ikke kunne have undgået.

Vognmanden skulle derfor anerkende at være erstatningsansvarlig for ethvert erstatningsberettiget tab i henhold til CMR-loven, som Speditøren havde lidt eller måtte lide.

Man vil bemærke, at Sø- og Handelsretten i denne sag som i så mange andre sager, der vedrører en transportørs ansvar for andre, at der er henvist til CMR-lovens § 4. Denne bestemmelse har følgende ordlyd: "Fragtføreren er ansvarlig for handling og undladelser i tjenesten af personer, der er ansat hos ham, eller andre, af hvis bistand han gør brug ved udførelsen af befordringen, på samme måde som på sine egne handlinger og undladelser".

Af den skarpsindige iagttager eller drevne claimsbehandler (eller måske begge dele forenet i en og samme person!) vil bemærke, at reglen minder noget om dansk lovs 3-19-2, der angiver arbejdsgiverens ansvar for de ansattes handlinger "i tjenesten". Denne regel er imidlertid noget bredere end bestemmelsen i CMR-lovens § 4, der jo i sagens natur alene vedrører fragtføreren/fragtførerens (vognmandens) ansvar som sådan og dermed altså i situationer, hvor der er afgivet transportløfte sædvanligvis ved udstedelse af fragtbrevet.

-----