Mere albuerum i Cabstar
MADRID ? Nissan introducerer en helt ny Cabstar. Platformen er et nyt stige-chassis, der er skelet i alle Nissans lette lastvogne. Det er dog den nye og mere rummelige førerkabine, der er den mest synlige forandring.
Kabinen er 15 centimeter bredere end forgængeren. Det giver væsentligt mere albuerum til fører og eventuelle passagerer. Samtidig har Cabstars designere lånt designdetaljer fra Nissans personvognsprogram til instrumentbord og midterkonsol. Nissan har i lighed med konkurrenterne fokuseret på førerkabinens muligheder som rullende kontor, og der er flere praktiske stuvningsmuligheder.
Resultatet er et både praktisk, pænt og betjeningsvenligt arbejdsrum.
Desværre har Nissan valgt at udstyre Cabstar med billige og ikke synderligt komfortable sæder, hvilket trækker chaufføroplevelsen nedad
Euro4Nissan har naturligvis også fornyet motorserien til den nye Cabstar, så de opfylder Euro4-normen. Cabstar leveres med to forskellige motorer. En 2,5 liters commonrail diesel i to varianter, en på 110 hk (250 Nm) til modellerne med 2800-3200-3500 kilos totalvægt og en på 130 hk (270 Nm), der udelukkende leveres på 3,5 tons versionen. Endelig kan Cabstar leveres med en 3,0 liters motor på 150 hk (350 Nm) på 3,5 tons og 4,5 tons modellerne.
Begge motorer trækker via en 6-trins gearkasse, hvor sjette gear er et udpræget motorvejsgear.
Transport-Tidende havde lejlighed til at testkøre to versioner af Cabstar ? en double cab og en single cab. Begge med 3,0 liters motoren og ballast på ladet. Køreegenskaberne er godartede, og Cabstar var let at holde på ret kurs i de mange kurver i bakkerne omkring den spanske hovedstad. Udsynet fra kabinen er glimrende, men det store sidespejl bør suppleres med et egentligt vidvinkelspejl.
Motorstøjen er markant ? især i double cab versionen, men ikke meget bedre i single cab-modellen. Under acceleration var det i praksis umuligt at føre en samtale, og selv ved konstant hastighed kræver samtale, at man hæver stemmen en anelse.
Cabstar leveres i tre chassislængder med akselafstande på 2500, 2900 og 3400 millimeter. Nissan Cabstars store styrke er den forholdsvis høje nyttelast, der på alle singlecab 3,5 tons modeller ligger omkring 1800 kilo. En pæn margin i forhold til konkurrenterne, som giver ekstra spillerum til opbygninger. Eksempelvis en kran.
Nissan tilbyder som ekstraudstyr Cabstar med Easy Hill Start, der automatisk holder bilen på bremserne, indtil der er moment nok på motoren til at starte.
Hybrid
Nissan præsenterede en Cabstar med en kombineret diesel/elektrisk drivlinie på IAA-messen i Hannover ? en såkaldt Hybrid. Ved almindelig motordrift oplader motor og opbremsninger batterierne, som til gengæld fodrer el-motorer på 40 kW, ved start og lave hastigheder. En løsning, der sparer en pæn sjat dieselolie.
Cabstar hybrid er sat i serieproduktion til det japanske marked, men vil ikke blive markedsført i Europa.
Set i lyset af de skrabede sæder og den markante kabinestøj, så er Cabstar uinteressant for brugere, der skal tilbringe det meste af arbejdsdagen bag rattet. Til gengæld betyder den høje nyttelast, at Cabstar er et glimrende bud på en håndværkerbil.
De danske priser på den nye Cabstar er endnu ikke fastlagt, men de første eksemplarer er ude hos forhandlerne i midten af december.
-----