23948sdkhjf

Det her det helt store salg ligger

Enkel og funktionel er en passende betegnelse for Fruehauf MaxiSpeed fra en af Europas store producenter

Enkel og funktionel er en passende betegnelse for Fruehauf MaxiSpeed fra en af Europas store producenter



Det er på den standardiserede gardintrailer af ligeud-typen, at det store salg af trailere ligger - ikke blot i Danmark men i hele Europa, ja også uden for Europa.

Selv om der altid er behov for at kunne medbringe så meget gods som muligt, så tæller den egenskab, at traileren kun har en gennemgående bund i samme niveau også højt.

Specielt i Fruehaufs hjemland, Frankrig, har man i mange år set lidt skævt til såkaldte nedbyggede gardintrailere, fordi det er svært at laste og losse med gaffeltruck, som kører ind i traileren fra bagenden.

Denne månedens trailer er en Fruehauf MaxiSpeed, der er en virkelig standardtrailer, som produceres på en af Europas meget store trailerfabrikker.

Før kollapset i GT-koncernen (General Trailer) omkring årsskiftet 2003 - 2004, var GT, der også havde mærket Fruehauf i sit produktsortiment afgjort den største producent af trailere og påhængsvogne i Europa.

Nu er Fruehauf igen kommet på benene efter nogle svære år, og i Danmark har den store bilkoncern Ejner Hessel A/S med domicil i Brande fået forhandlingen af Fruehauf trailere.


Satser på denne type

Hos Ejner Hessel A/S siger den ansvarlige for salg af kraner, hejs og påhængskøretøjer Lars Sørensen til Trans Inform, at man satser meget på denne type trailere.

- De er konkurrencedygtige samtidig med at kvalitetsniveauet er i top bl.a. fordi man har en meget effektiv produktion på den franske fabrik, siger han.

Som et virkeligt godt udstyr er Fruehauf MaxiSpeed galvaniseret, så traileren har stor holdbarhed - den ruster ikke lige væk. Et forhold der er meget vigtigt, specielt her i landet med de mængder salt, der spredes på vejene om vinteren.

Fruehauf MaxiSpeed er bygget efter den gode gamle opskrift med to langsgående vanger og en masse gennemgående tværvanger. Oven på disse vanger ligger der en 35 mm hårdttræs bund, som betyder, at der er en bundsolid bund i traileren.

Bunden er bygget til at kunne klare akseltryk fra gaffeltrucks på op til ni tons. Med den styrke behøver man aldrig at være bange for at lade en gaffeltruck køre ind i traileren med et eller andet tungt kolli på gaflerne.

I kantskinnerne i begge sider er der fornuftigt placerede surringsøjer og der er også stokhuller i kantskinnerne, så man kan køre f.eks. rør eller lignende. Eneste mangel efter nordiske forhold, er nok at der burde være stokhuller i midten, såleedes, at traileren, hvis den skulle forvilde sig til Sverige, også kan laste et læs træ i pakker retur.

Taget kan skydes

I bagenden er der to flotte døre, der er lavet efter den rigtige opskrift, to indbyggede lukketøjer i hver dør og fire hængsler på hver dør. Under bagenden hænger der en lygtevange, som er lavet i plast. Det betyder at den er let og aldrig ruster.

Baglygter er af den store sammenbyggede type, hvor der er alle de lamper, der er brug for. Det vil sige, at der også er baklys.

Taget er af den skydebare type, som man kan forvente det af en moderne gardintrailer i dag. Begge sider har et normalt gardin, som let kan åbnes.

Totalvægten er 39 ton, med en fordeling på tre gange otte ton på akslerne i trippelbogien og femten ton på king-pin.

Her burde man nok prøve på at få ændret king-pinen til 16 ton, så danske eller rettere nordiske kunder, kan få maksimal udnyttelse af traileren. F.eks. i Norge hvor vogntogsvægten er 50 ton passer det med en 26 ton trækker og 24 ton på trippelbogien.

Men for at udnytte 26 ton totalvægt på trækkeren, skal man op på mindst 16 ton tryk på king-pinen.

Det der skal være

Egenvægten opgives af Fruehauf til 6,640 ton, så den lovlige lastevne med en optimal trækker foran, hvor trailerens totalvægt kan nå op på 39 ton, er på 32,36 ton.

De tre BPW ECO Plus aksler er forsynet med tromlebremser, mens bremsesystemet er udstyret med EBS. Det generelle indtryk er en standardtrailer, hvor der er det der skal være på en sådan trailer.

Samtidig er der tale om en pæn og regulær finish.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079