23948sdkhjf

Fabrik for boreudstyr opbygger også kranbiler

Knebel Drilling opbygger rullende borerigge til brug i Europa, Mellemøsten, Asien og Afrika, men man kan så meget andet.

Knebel Drilling opbygger rullende borerigge til brug i Europa, Mellemøsten, Asien og Afrika, men man kan så meget andet.



En fabrik ude på Djursland, der bygger rullende borerigger på store terrængående lastvogne! Det er næsten ikke til at forstå, især ikke når man så finder ud af, at en stor del af boreudstyret faktisk anvendes så langt væk som Kasakhstan, undrer man sig endnu mere. Hvorfor i alverden ligger sådan en fabrik i Ryomgård?

Indehaveren af firmaet Knebel Drilling A/S, Knud F. Christensen forklarer:

- Det startede det med, at jeg begyndte at arbejde med den slags udstyr hjemme på Fyn. På et tidspunkt blev virksomheden Knebel Drilling til salg. Den lå dengang i den lille by Knebel. Så flyttede jeg til Knebel og startede med at arbejde der. Oprindelig er Knebel Drilling startet som en by-smedje helt tilbage i 1927.

- I takt med virksomhedens vækst flyttede vi i august 1980 til den nuværende adresse i Ryomgård, og samtidig overtog jeg virksomheden, der nu er den største leverandør af boreudstyr til vandeftersøgning, geologiske undersøgelser m.v. i Danmark, siger han.

Men derudover produceres der masser af boreudstyr til søgning efter energi i hele Europa, det mellemste Østen, Afrika og Asien.

Styrer selv kvaliteten

Hos Knebel Drilling laver man også selv alt det elektroniske styreudstyr, så man har fuldstændig hånd i hanke med kvaliteten.

- Når bare de lader være med selv at begynde at pille, hvis der opstår et problem ude ved en boresite i udlandet, så skal det nok gå, siger Knud Christensen.

- Selv kan vi nemlig hurtigt lokalisere problemet og løse det. Man skal tænke på at vores udstyr skal kunne arbejde i temperaturer, der ofte svinger mellem -45 grader og op til plus 40 grader.

I forbindelse med opbygning af køretøjer til boreopgaver, monteres der også kraner, og ind i mellem kommer der også vognmænd, som får opbygget lastvogne med kraner.

En sådan opgave er Knebel Drilling i øjeblikket i gang med. Det er en større opgave, hvor CNA Handel A/S i Skanderborg leverer en stor COPMA kran på et fireakslet Volvo FH chassis, hvor der også er påbygget støtteben i forenden, fordi kranen skal kunne løfte maksimalt ude over førerhuset.

Kran og tilhørende lastvogn skal leveres til vognmandsfirmaet Friis Pedersen Transport ApS i Nødager, som anvender den slags kranvogne til transport og montage af tunge betonelementer rundt omkring i Danmark.

Afvekslende

Knebel Drilling A/S har en stabil medarbejderstab, hvor mange medarbejdere har været ansat i årevis. Virksomheden drives af Knud Christensen, der også har de tre sønner Søren, Klaus og Lars ansat i firmaet, så fremtiden er sikret.

- Vores muligheder for afveksling i arbejdet gør nok, at det altid er spændende at arbejde her. Lige nu står der for eksempel en helt ny Kamaz lastvogn uden for og venter på at komme ind og blive bygget op med boreudstyr, siger han.

Et skilt på Kamaz lastvognene fortæller, at der er tale om en version med en V8 motor med to turboer, der dog kun opfylder EURO2 normen. Men den skal tilbage til en eller anden boresite langt øst for Moskva, hvor der er der ikke nogen, der tænker på miljø i samme grad som her i Europa.

Chassiset klædt af

At det ikke er nogen let opgave Knebel Drilling har påtaget sig med opbygningen af Friis Pedersens nye svære kranvogn, ses blandt andet af, at førerhuset helt er afmonteret.

Her kommer Volvo'en ikke til maler for at få malet førerhuset. Nej førerhuset er blevet kørt til maler, mens kranen bliver bygget på.

For at holde højden nede så skammelhøjden ikke bliver for voldsom, har man fra Friis Pedersens side ønsket at få lagt de store forstærkninger på siden af chassiset. Det er en tidkrævende opgave, fordi man har været nødt til at afklæde chassiset fuldstændigt for at få lavet forstærkningerne.

De er ført helt frem, så støttebenene i fronten kan klare det massive tryk, der vil opstå, når kranen skal kunne løfte ud over forenden med fuld armlængde.

Kranen er en italiensk COPMA, som forhandles af CNA Handel A/S i Skanderborg. Betegnelsen er 990.7, som står for et maksimalt løftemoment på 85,025 tonmeter, hvor kranen med en rækkevidde på (vandret arm) 32 meter, har en løftekapacitet på 760 kg.

COPMA produceres af selskabet COPMA 2000 spa, der er hjemmehørende i Castel Bolognese i Italien.

Direktør Carsten Johansen, der er indehaver af CNA Handel A/S, siger til Trans Inform:

- Vi er først for nylig startet med salget af COPMA, hvor interessen mest ligger omkring de store kraner. Der er dog på nuværende tidspunkt allerede solgt ca. en snes stykker i Danmark.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062