Svar på rasteplads-spørgsmål
VVM-undersøgelse skal også afdække behovet for rastepladser på den Vestfynske motorvej
Som svar på www.e-nyt.coms forespørgsel til Vejdirektoratet omkring lukningen af parkeringsanlæg herunder bl.a. Ålsbo Syd, udtaler Jens Pedersen fra Vejdirektoratet:
I artiklen, der har fået overskriften "Dårlig løsning at lukke rastepladser", rejses spørgsmålet om Vejdirektoratet har overvejet behovet for parkeringspladser med de kommende stramninger af køre- og hviletidsbestemmelserne. Svaret hertil er, at Vejdirektoratet er bekendt med disse "stramninger" og forventer også, at det vil have en afsmittende effekt på udnyttelsesgraden af vore i forvejen meget benyttede rasteanlæg og -pladser. Vejdirektoratet gennemfører i øjeblikket en såkaldt VVM-undersøgelse i forbindelse med planlægningen af udvidelsen af motorvejsstrækningen mellem Odense Vest og Middelfart. I denne undersøgelse vurderes samtidigt behovet for at øge parkeringsplads kapaciteten på de bemandede rasteanlæg på delstrækningen. Generelt kan jeg oplyse, at i det omfang vi har lukket rastepladser på motorvejsnettet, sker det fordi det vurderes, at lukningen af den enkelte plads ikke vil have forringende indflydelse på trafiksikkerhed og servicekoncept. Som tommefingerregel arbejder vi i vores planlægning med, at den indbyrdes afstand mellem rastemulighederne på motorvejsnettet ikke overstiger ca. 20 km, svarende til en rejsetid på ca. et kvarter ved 80 km/t.
Har du kommentar til denne artikel så skriv til fba@transporttidende.com eller ring på 77342345
-----