Trafikken vokser og vokser på de store veje, og i dag er der kø på 10 procent af statsvejnettet i myldretiderne. Køge Bugt Motorvejen har nu 110.000 køretøjer om dagen og tallet vokser fortsat. På hele motorvejsnettet en trafikmængden stigende. Størst er problemerne i hovedstadsområdet, men også på motorvejene i Trekantsområdet, på Vestfyn og ved Århus er den gal. Man kommer hurtigere af sted på knallert end i bil.

Alle er enige om, at det er koncentreret tidsspilde at sidde i en bilkø. Men for godstransporten er det ekstra problematisk. Dels er der selve det uproduktive tidstab, når dyre lastbiler kører i tomgang. Dels er der problemerne med gods, der ikke når frem til tiden, og oveni kommer tabet af køre- hviletid, som med de nye regler får en helt ny egenværdi. I forvejen kniber det med at skaffe chauffører nok. Det bliver ikke bedre af, at så mange af de aktive chauffører ikke kan komme til at køre, fordi vejene er overfyldte.

Mange vil sikkert hævde, at det hele er et luksusproblem. Når så mange har fået råd til bil, er det fordi, de har for mange penge. De kunne bare tage toget eller bussen. Så ville der også blive bedre plads til lastbilerne.

Men så enkelt er det ikke. Økonomisk vækst og flere arbejdspladser kræver, at vi er mere mobile, og togdriften er jo ikke just noget mønstereksempel på præcision i øjeblikket, hvor mange års svage vedligeholdelse af skinnenettet straffes.

Og væksten skal samtidig holdes i gang af transporterhvervet, som skal sørge for alle de forsyninger, der skal til for at hjulene snurrer ? både når det gælder input og output. Det kræver noget plads og det kræver fremkommelighed.

Derfor må der nu spilles på alle strenge, hvis vi da ikke ønsker, at den historiske vækst skal ødes bort i trafikpropper, og flaskehalse.

Selv om velfærdsdebatten aktuelt ser ud til at munde ud i et krav om, at hovedparten af befolkningen fremover skal være pædagoger, så er det en basal kendsgerning, at man er nødt til at indtjene de velfærdskroner, som vi nu og i fremtiden får brug for ? inden vi kan bruge dem. Medmindre man da vil tage tråden op fra 70?erne, hvor man glad pantsatte landet for at give plads til et eksplosivt offentligt forbrug, som vi betaler af på den dag i dag.

Naturligvis er det hele ikke klaret ved øgede trafikinvesteringer. Men regeringen er allerede godt i gang med fornuftige tiltag, og infrastrukturkommission er en chance for at tænke både langsigtet og tværgående. Det skal ikke være enten bil eller bane ? enten vejinvesteringer eller miljøtiltag ? enten kollektiv eller privat trafik ? enten vækst eller velfærd. Men et både og.

Det kræver politisk mod og enighed, for det er mange penge vi taler om. Og det kræver samarbejde mellem erhverv og politikere og administratorer. Og så kræver det intelligent tålmodighed og fremsyn.

Når man tænker på, hvor mange verbale tæsk det kostede Storebæltsbroens politiske fædre at holde fast på det projekt, som i dag er en enestående succes og en bærende del af den livsvigtige mobilitet, må man tage hatten af for dem.

De nuværende politikere har nu chancen for at gå ind i en begavet satsning på en fremtidig infrastruktur, som en dag vil få folk til at tænke: Det gjorde de godt de gamle.

Det er nu vi skal i gang, men helst ud fra den gamle sandhed, at et færdigt produkt aldrig bliver bedre end den grundlæggende ide.

-----