Ingen velfærd uden en effektiv transport
Det mener direktør i HTS-A Michael Svane, som ser globaliseringen og arbejdskraftspørgsmålet som de helt tunge emner.
Hvis godstransporten ikke kan komme frem, så kan samfundet heller ikke.
Mobiliteten er vigtig, og det er på høje tid, vi begynder at tænke mere langsigtet, når det gælder infrastrukturen, fastslår Michael Svane, som mener, at 10 år er alt for kort en horisont. Vi skal se for os f.eks. hvor folk bor om 30 år. Vil byerne vokse endnu mere, og hvor vil virksomhederne ligge? Det er det vi skal indrette os efter.
Globaliseringen rusker op i alle vore gamle procedurer og vaner, og det skal også afspejles i organiseringen af transport og infrastruktur. Det er forudsætningen for, at vi kan udnytte globaliseringens fordele.
Og så advarer Michael Svane om, at det vil være fatalt ikke at indse, at vi ikke kan klare os uden arbejdskraft fra udlandet. For transporten bliver manglen på arbejdskraft en af de helt store udfordringer. Derfor må branchen gøre sig ?lækker?, for at tiltrække de dygtige. Det bliver nærmest en kamp fra hus til hus for at sikre sig de rigtige medarbejdere.
Også i energisammenhæng spiller transporten en rolle, og her advarer Michael Svane mod at gøre transporten til en syndebuk frem for en del af løsningen.
-----