Ved den netop gennemførte retsplejereform har Sø- og Handelsretten opnået ikke blot stort set at bevare sin hidtidige status, men tillige - med det yderste af neglene og muligvis under indtryk af meningstilkendegivelser fra ikke-ubetydelige rederinteresser - opnået at selve navnet også fremover, i modsætning til det oprindelige lovforslag undgår at blive decimeret til "Handelsretten".

Det, der således fortsat er Sø- og Handelsretten, afsagde på samme dato i september to domme i to sager, der på ganske væsentlige punkter minder om hinanden - dels fordi de begge vedrører bortkomst af fisk (hhv. saltfisk og ferske fisk) og dels fordi de begge drejer sig om røveri og dermed om spørgsmålet om anvendelse af CMR-lovens § 24, stk. 2 om force majeure. § 24 har i sin helhed følgende indhold:

"Fragtføreren er ansvarlig for bortkomst og beskadigelse af godset, som indtræffer i tiden fra overtagelsen indtil afleveringen, og for forsinket aflevering.

Stk. 2. Fragtføreren er dog fri for ansvar, hvis han godtgør, at bortkomsten, beskadigelsen eller forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelse fra den berettigedes side, anvisninger fra denne, der ikke er foranlediget af fejl eller forsømmelse fra fragtførerens side, godsets egen beskaffenhed eller forhold, som fragtføreren ikke kunne undgå, og hvis følger han ikke kunne afværge.

Stk. 3. Fragtføreren kan ikke befri sig for ansvar ved at påberåbe sig mangler ved det køretøj, som han benyttede til befordringen, eller fejl eller forsømmelse af den, af hvem han måtte have lejet køretøjet, eller dennes folk."

Udgangspunktet i stk. 1 er, at fragtføreren/vognmanden stort set er ansvarlig for hvad som helst, der indtræder, fra han modtager godset til han slipper det igen. Men det strenge ansvar blødes jo på den anden side op af dels muligheden for - hvis ansvar foreligger - at begrænse dette i henhold til kilovægten på 8,33 SDR og ikke mindst med den mulighed, der i stk. 2 foreligger for i visse tilfælde helt og aldeles at slippe for ansvaret.

Kommer vognmanden igennem med, at et af kriterierne i stk. 2 er opfyldt betyder det med andre ord, at der overhovedet ikke skal betales - heller ikke et begrænset beløb.

Det er i stk. 2 særligt ordene "? eller forhold, som fragtføreren ikke kunne undgå, og hvis følger han ikke kunne afværge ?", som påkalder sig interesse i denne forbindelse, idet det netop er domstolenes force majeure-bedømmelse, som i sidste ende bliver afgørende for vurderingen af, om force majeure er lig med røveri. Groft sagt og helt generelt vil det sædvanligvis ikke være undskyldeligt, såfremt godset i vognmandens varetægtsperiode forsvinder som følge af tyveri, hvorimod røveri som udgangspunkt er force majeure. Imidlertid har domstolene i visse tilfælde, hvor man netop vurderer, at røveriet kunne have været undgået, anlagt en streng fortolkning over for vognmændene, eksempelvis i tilfælde hvor Chaufføren har taget ophold på ikke-sikrede parkerings- eller opholdspladser i særligt "belastede" områder, som f.eks. Italien eller Rusland.

Et andet regelsæt, der kan have betydning af CMR-lovens kapitel 6, der vedrører befordringer, som udføres af flere fragtførere efter hinanden og som dels gør det muligt i visse situationer at indtale et krav over for flere eller alle fragtførere og som indeholder diverse regresbestemmelser mellem fragtførerne.

Som man vil kunne se af følgende sporadiske uddrag af kapitel 6 udvides mulighederne for at bringe flere fragtførere i spil betydeligt, hvis man kommer ind under kapitel 6:

"§ 43. Udføres en befordring af flere landevejsfragtførere efter hinanden med en og samme aftale som grundlag, er hver af fragtførerne ansvarlig for befordringen i dens helhed, idet den anden fragtfører og enhver af de følgende ved deres modtagelse af godset og fragtbrevet bliver part i fragtaftalen på fragtbrevets vilkår.

§ 46. En fragtfører, som har udredet erstatning, kan kræve erstatningen med renter og omkostninger betalt af de andre fragtførere, der har deltaget i befordringen, efter følgende regler:

a) den fragtfører, der har forvoldt skaden, er ene ansvarlig for erstatningen,

b) har flere fragtførere forvoldt skaden, skal hver af dem betale erstatning i forhold til sin del af ansvaret eller, hvor det ikke er muligt at fordele ansvaret, i forhold til sin andel i fragten,

c) kan det ikke fastslås, hvem af fragtførerne ansvaret påhviler, fordeles erstatningen på dem alle i forhold til deres andele i fragten."

I den sag, der handlede om saltfisk havde en fiskeeksportør i juni 2003 solgt 22.264 kg saltfisk til en importør i Italien, der overlod transporten af fisken til et dansk speditionsfirma (speditøren), der igen overlod transporten til yderligere en speditør, som atter igen overlod transporten til det endelige vognmandsfirma som udførende fragtfører med henblik på at levere fiskene til importøren i Napoli.

Inden transporten fik vognmandsfirmaet at vide, at fisken skulle leveres på "Localita Boscofangone - Zona Asi, IT-80035 Nola, Napoli".

Under transporten blev Chaufføren udsat for et røveri nær Napoli, og det lykkedes røverne at køre væk med hele forsendelsen, hvorefter vareejerens forsikringsselskab udbetalte en erstatning på 147.288 EUR til eksportøren, og efterfølgende afkrævede beløbet af Vognmanden, der nægtede at betale, hvorefter sagen blev indbragt for Sø- og Handelsretten.

Noget af det centrale i sagen var, om Vognmanden og Chaufføren havde tænkt de fornuftige tanker, der på daværende tidspunkt (i 2003) kunne forventes af en fornuftig vognmand og en fornuftig chauffør ville tænke og om man handlede derefter, herunder foretaget de nødvendige forholdsregler for at beskytte godset.

Direktøren i vognmandsfirmaet forklarede i retten, at Vognmanden ikke havde nogen generelle eller konkrete instruktioner fra ATS om, hvorledes transporten skulle udføres, og at Vognmanden ikke inden transporten blev oplyst om godsets værdi. Det er praksis, at Vognmandens chauffører så vidt muligt kører ad hovedveje. Transporten blev udført i en lastbil uden GPS-navigationsanlæg. Han har ikke tidligere oplevet, at en chauffør er blevet udsat for røveri. Han anså hele EU-området som et sikkert område at køre i, og han vidste ikke, at Italien var et særligt risikoområde.

Chaufføren forklarede, at han som chauffør ikke fik nogen særlige instruktioner om udførelsen af transporten. Inden han drejede fra ved Napoli, stoppede han ved en tankstation for at spørge om vej. En servicemedarbejder sagde til ham, at han skulle fortsætte mod Pomigliano, hvilket han gjorde.

Da han nåede Pomigliano, stoppede han igen ved en tankstation for at spørge om vej. Her oplyste en servicemedarbejder ham, at han skulle dreje af ved A 30. Han taler ikke italiensk, så de kommunikerede ved hjælp af tegn og fagter. I begge tilfælde forlod han lastbilen i aflåst stand i ca. 10 minutter. Han sagde hverken noget om indholdet af godset eller nævnte Jolly Fish.

Han fortsatte herefter og drejede fra ved A 30 for at køre mod det industriområde, hvor Jolly Fish lå. Ved frakørslen blev han overhalet af en Fiat, han ikke havde set før. Da han senere skulle køre under en bro, så han den samme Fiat, der holdt og blokerede vejen, så han ikke kunne køre udenom. Han var derfor nødt til at standse. I det samme sprang 3 maskerede mænd ud og kom hen mod lastbilen, som de med en pistol truede ham til at åbne. Efterfølgende trak de t-shirten op over hovedet på ham og kørte væk med ham. Efter ca. ½ time blev han smidt ud af lastbilen.

Spørgsmålet var herefter, hvordan de tiltag Vognmanden og Chaufføren havde gjort for at beskytte godset skulle vurderes.

Forsikringsselskabets advokat gjorde i retten gældende, at Vognmanden var direkte ansvarlig over for Fiskeeksportøren, i hvis krav Forsikringsselskabet ved udbetaling af forsikringssummen var subrogeret. Det var uden betydning, at Fiskeeksportøren ikke havde kontraheret direkte med vognmandsfirmaet. Vognmanden havde ikke udvist tilstrækkelig agtpågivenhed i forbindelse med transporten, navnlig henset til, at der var tale om transport af særligt tyveritækkeligt gods i risikoområdet Italien. Chaufføren burde således ikke være stoppet to gange for at spørge om vej. Det var den udførende fragtførers ansvar at sørge for, at Chaufføren var tilstrækkeligt orienteret om ruten. Da røveriet skete i 2003, var det endvidere sædvanligt med GPS-navigationsanlæg bl.a. for at minimere risikoen for røveri. Da Vognmanden således ikke havde godtgjort, at røveriet skyldtes forhold, som Vognmanden ikke kunne forudse eller undgå, skulle Vognmanden erstatte Forsikringsselskabet et beløb svarende til modværdien af 147.288,10 EUR, som var blevet udbetalt til Fiskeeksportøren. Beløbet skulle forrentes med 5% fra den 17. juni 2003, hvor kravet blev gjort gældende over for vognmandsfirmaet, jf. CMR-lovens § 35, stk. 1.

Vognmandsfirmaets advokat gjorde gældende, at Forsikringsselskabet måtte identificeres med Fiskeeksportøren. CMR-lovens kapitel I-V gav alene Fiskeeksportøren mulighed for at rette krav mod Termo Team, som Fiskeeksportøren havde kontraheret med, og der var ikke hjemmel til at gøre krav gældende direkte mod UAB. CMR-lovens regler i kap. VI om befordring, der blev udført af flere fragtførere efter hinanden, fandt heller ikke anvendelse, da der ikke var tale om en gennemgående transport efter CMR-lovens § 43.

Såfremt retten måtte finde, at sagen var omfattet af CMR-lovens kap. I-V, blev det gjort gældende, at røveriet umuligt kunne have været undgået af Vognmanden og dennes chauffør. Chaufføren var efter sin egen forklaring nødt til at standse, da røvernes Fiat blokerede hele vejen. Det kunne ikke bebrejdes Chaufføren, at han stoppede for at spørge om vej, inden han nåede aflæsningsstedet, og det kunne heller ikke bebrejdes vognmandsfirmaet, at der ikke var installeret GPS-navigationsanlæg i lastbilen. Forsikringsselskabet havde da heller ikke godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem Chaufførens to standsninger og røveriet, og da røveri som udgangspunkt var noget, fragtførere ikke kan gardere sig imod, burde Vognmanden frifindes, jf. CMR-lovens § 24, stk. 2.

Retten fandt, at de transportaftaler, der var indgået var omfattet af CMR-lovens almindelige regler i kapitel 1-5 og angik således ikke "befordring, som blev udført af flere fragtførere efter hinanden", jf. de særlige regler i CMR-lovens kapitel 6. Den udførende transportør var ansvarlig efter CMR-loven direkte i forhold til den kontraherende transportør og dennes forsikringsselskab, i det omfang disse havde udbetalt erstatning til ordregiveren eller vareejeren.

Man fandt at det i 2003 ikke almindeligt at udstyre lastbiler med GPS-navigationsanlæg, og det var derfor sædvanligt, at Chaufføren fandt vej ved hjælp af kortbøger. Den adresse, der var anført i meddelelsen til vognmandsfirmaet, var ikke ganske klar, idet der oversat til dansk blot stod angivet navnet på modtageren uden nogen præcis adresseangivelse, idet der oversat blot stod "Boscofangone-lokaliteten - industriområdet Nola". Det var derfor naturligt, at Chaufføren standsede og spurgte om vej, og det måtte, bedømt efter de kort, der var fremlagt under sagen, også antages, at den vej, han ved tegn og fagter fik angivet af servicemedarbejdere på tankstationer, var den rigtige.

Det var ikke sandsynliggjort, at der var årsagssammenhæng mellem Chaufførens anmodning om at få oplyst vejen og det efterfølgende røveri. Den Fiat, Chaufføren havde omtalt, og han ikke før havde set, overhalede ham først, efter at han var drejet af motorvej A 30 for at køre mod det pågældende industriområde, og først derefter skete røveriet.

Om røverne havde set lastbilen ved de pågældende tankstationer, eller om de blot holdt ved vejen til industriområdet og spejdede efter lastbiler, de kunne overfalde, var ikke oplyst og synes også ligegyldigt for sagen, da et røveri som udgangspunkt var en omstændighed, som fragtføreren ikke bar ansvaret for.

Da der ikke var noget grundlag for at kritisere udførelsen af transporten, fandt retten det under de foreliggende omstændigheder ikke godtgjort, at Vognmanden eller dennes chauffør kunne have gjort noget for at undgå røveriet, jf. CMR-lovens § 24, stk. 2, og tog derfor vognmandsfirmaets frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald skulle Forsikringsselskabet betale 75.000 kr. i sagsomkostninger til vognmandsfirmaet. Der var ved fastsættelsen af sagsomkostninger lagt vægt på, at Vognmanden bl.a. havde betalt for, at Chaufføren, der i mellemtiden havde bosat sig i USA, kom til stede i retten for at afgive forklaring under domsforhandlingen.

Retten frifandt således vognmandsfirmaet i denne sag om saltfisk og jeg skal i næste nummer af Danmarks Transporttidende nærmere redegøre for, hvorfor Sø- og Handelsretten i en lignende sag om ferske fisk dømte vognmandsfirmaet for grov uagtsomhed.

-----