Overtager kørsel
Thimsen Transport ApS med domicil i Skjern har netop overtaget en transportopgave, der dagligt udføres med en håndfuld p-trailere mellem Norge og Kontinentet.
Transporterne er hidtidigt blevet udført af vognmandsfirmaet Erik Johansen og Sønner A/S i Viborg, der imidlertid har trukket sig fra opgaven.
Om årsagen hertil siger Kim Johansen fra Erik Johansen & Sønner A/S i Viborg:
- Vi er i gang med at flage ud til Tyskland, en proces vi startede første på året. Og det kan man så se på med to forskellige par briller. Set med nationale danske briller, så er det rigtig træls. Men set med kolde økonomisk briller er det ganske enkelt nødvendigt, siger han.
Skandinaviske biler
- Vi har netop valgt at lade de fem trækkere flage ud til vort tyske selskab i Jarplund, og den norske kunde har en regel om, at man udelukkende benytter skandinaviske biler med skandinavisk personale. Så derfor har vi valgt at afstå disse transporter, siger Kim Johansen.
Med udflagningen af de fem vogne, når Erik Johansens tyske afdeling op på 19 trækkende enheder. Kim Johansen siger videre, at han er meget overrasket over, at det har været så nemt at rekruttere engagerede og dygtige chauffører i Tyskland. Tilbage i Viborg vil der stadig være seks danskregistrerede lastvogne hos Erik Johansen & Sønner A/S.
-----