Glæder sig til modulvogntog
- Vi kan med glæde konstatere, at regeringen i sit nye lovkatalog lægger op til tilladelse af modulvogntog på særlige vejstrækninger, lyder det fra DTL
- De længere lastbiler vil kræve nogle ændringer på vejnettet til en samlet værdi på mellem 70 og 100 mio. kr., og dem skal Folketinget afsætte under de kommende finanslovs-forhandlinger, så vi kan komme i gang, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard og henviser til et stort forsøg for nyligt i Holland, hvor modulvogntogene har været en stor succes – også hos landets bilister.
Derimod er DTL ikke tilfreds med, at lovkataloget lægger op til en drastisk lovændring med henblik på at etablere miljøzoner i de større byer og mener desuden, at Folketinget må udvide puljen til tilskud til partikelfiltre, så der bliver et tilskud til alle transportvirksomheder. I den nuværende pulje er kun 22 mio. kr. tilbage, og der kan blive behov for nærmere 200 mio. kr.
-----