Vognmandsfirma uden ansvarlig leder
Følger mønsteret i Jim Nørgaards tidligere virksomheder
Det midtjyske vognmandsfirma JSJ ApS med hjemsted på Hornskovvej 11 i Kjellerup kører i øjeblikket uden ansvarlig leder og har derfor kun midlertidige tilladelser til godstransport mod betaling.
Den tidligere ansvarlige leder, Jan Skiffard Jensen har i stedet valgt et ansættelsesforhold hos en lokal murer, mens vognmandsforretningen kører videre uden ansvarlig leder med tidligere vognmand Jim Nørgaard på sidelinien. Vognmandsforretningen JSJ ApS servicerer bl.a. kunderne fra det tidligere LC Transport og LC Specialtransport i Nørre Snede, der netop blev drevet af den konkursramte vognmand Jim Nørgaard.
Den tidligere vognmand fik den 10. august i år en gældssanering hvor den usikrede gæld stiftet før den niende marts i år blev nedsat til en dividende på 1,1912 procent, der skal betales over en femårig periode. JSJ ApS, der i sit 2005regnskab havde et underskud på 135.739 kr., har i øjeblikket fire tilladelser til godstransport mod betaling, som alle udløber den 15. december i år.
-----