23948sdkhjf

Heftig aktivitet med specialtransporter

Stort behov for kran- og specialtransporter medfører investeringer i nyt materiel

Stort behov for kran- og specialtransporter medfører investeringer i nyt materiel



Siden 1936 har firmaet 1313 været en fast bestand i erhvervslivet i Viborg. Midt i den nordlige del af Midtjylland driver familien Brøcher den kendte vognmandsforretning, der omfatter mange forretningsdele.

En vigtig del af forretningen er kran- og specialtransporterne, der også omfatter tunge sværgodstransporter, hvor man stort set transporter alt undtagen lige vindmøller.

- En gang i mellem sker det dog også, at 1313 hjælper en lokal afdeling af en af de store vindmøllekoncerner med nogle korte transportopgaver, men ellers holder vi os til Danmark, siger kørselsleder Morten Brøcher.

Filosofien er, at hvis man bevæger sig for langt væk, er det svært at kunne servicere de hjemlige kunder, og derfor har man valgt at begrænse sig mest til Danmark. Vognmandsfirmaet har med den geografisk gode beliggenhed mange opgaver med flytninger af entreprenørmaskiner, der ofte skal flyttes uden for arbejdstid og være fremme til nye arbejdspladser fra morgenstunden.


Altid på stand bye

Af mere spændende opgaver er bjærgningsopgaverne. 1313 står nemlig altid stand bye til at rykke ud og hjælpe både Falck og Hausteingruppen, hvis der sker alvorlige uheld med store køretøjer.

- Der kender man aldrig opgavens reelle indhold, før man er på stedet, siger Morten Brøcher, der er tredje generation i Vognmandsforretningen 1313 Alfred Thorsen ApS, som er virksomhedens korrekte navn.

Morten Brøchers storebror Michael Brøcher, kører med en af de store kranvogne, og er derfor altid ude i marken hos kunderne.

I mens styrer Morten Brøcher sammen med deres far Knud B. Brøcher og mor Birthe slagets gang hjemme fra administrationen på Industrivej i Viborg. Også Mortens kone Else og svigerinden Heidi er involveret i administrationen.

Stor vækst i 2005

1313 råder over 26 trækkende enheder. Faktisk er der alene i 2005 på grund af det høje aktivitetsniveau, blevet købt fem ekstra lastvogne til, og årligt køber firmaet to nye kranvogne, så den del af flåden vokser konstant, samtidig med at kranerne også bliver større.

I øjeblikket er der en ny kranvogn i ordre. En fireakslet Volvo FH 520 med EURO5 motor og I-shiftgearkasse, som skal bygges op med en Fassi 130 kran. Men der er leveringstid på nye køretøjer og tilhørende specialopbygninger, så vognen forventes først at kunne blive taget i drift til den første april næste år.

Morten Brøcher fortæller, at en af de vogne man har købt i år, blev købt hos en entreprenør i Nordjylland, hvor 1313 ganske enkelt overtog det meste af materiellet.

I den tunge ende har 1313 et komplet Nicolas blokvognssystem med 12 pendelaksler og forskellige lad- og hængebroskombinationer til rådighed.

- Vi har altid to blokvogne stående bygget op med hver seks aksler, som er køreklare, så vi hurtigt kan rykke ud og flytte en tung entreprenørmaskine, siger Morten Brøcher til Trans Inform.

- Vi har bl.a. et lad til Nicolas-systemet, der kun er 25 cm tyk. Med det er vi i stand til at flytte meget høje maskiner og genstande.


Bedre end ventet

1313 har også vanger og diverse hængebets så man kan flytte selvkørende maskiner, der skal hænge på maven under transport for at minimere frihøjden. Til at trække de forskellige blokvogne råder 1313 over både fireakslede og treakslede blokvognstrækkere, med og uden kran.

I flåden findes der også udtræksblokvogne og udtrækssættevogne, så man kan håndtere lange emner.

Om administrationen af særtransportbekendtgørelsen og udstedelsen særtransporttilladelser, siger Morten Brøcher:

- Det går faktisk ganske fint. Bedre end jeg havde turdet håbe, da vi gik over til den nye særtransportbekendtgørelse, og langt bedre end det gjorde tidligere.

For at kunne servicere kunderne ordentligt har 1313 selv tre følgebiler, og man holder i firmaet strengt på, at det udelukkende er firmaets egne følgebiler, der anvendes til særtransporterne.

- Vi har haft et skidt eksempel, hvor en kunde lagde følgebil med tilhørende fører til. Under afviklingen af en transport røg der en stander i en lyskurv, og hvem skulle betale den? Siden da har vi holdt meget fast på, at det skal være vore egne følgebiler med eget kvalificeret personale, der skal eskortere vore specialtransporter, siger han.

Ordentlige følgebilsregler

Morten Børcher lægger heller ikke skjul på, at han med glæde ser frem til, at der kommer ordentlige regler for hele følgebils-området. Det kan kun blive bedre. Mon ikke dette segment også kunne trænge til en sanering.

På et væsentligt område adskiller 1313 sig fra mange kolleger i landet. Man har ikke oplevet problemer med at fastholde og rekruttere personale.

- Vi har stort set de samme folk, som vi har haft i mange år på både kranvogne og blokvognstrækkerne, siger Morten Brøcher.

Vi har kun oplevet lille udskiftning på vores hejselad- og tipbiler.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078