23948sdkhjf

En fighter som kæmper for sit hold

Formanden for ITD og direktøren for HPT i Padborg, Mogens Therkelsen har i sjælden grad været i nærkontakt med næsten alle dele af den dynamiske transportbranche. Han har mødt alle udfordringer - nemme som svære - med en selvfølgelighed, som man i sportslig sammenhæng ville kalde naturtalent. Nu er han fyldt 60 år uden at det kan mærkes. Virksomheden trives, ITD vokser og virkelysten blomstrer fortsat.

Formanden for ITD og direktøren for HPT i Padborg, Mogens Therkelsen har i sjælden grad været i nærkontakt med næsten alle dele af den dynamiske transportbranche. Han har mødt alle udfordringer - nemme som svære - med en selvfølgelighed, som man i sportslig sammenhæng ville kalde naturtalent. Nu er han fyldt 60 år uden at det kan mærkes. Virksomheden trives, ITD vokser og virkelysten blomstrer fortsat.



Det er en familievirksomhed med stort F, som Mogens Therkelsen står i spidsen for.

Ikke alene har han tilbragt størstedelen af de 60 år, som han netop har rundet, i HPT's tjeneste lige siden han fra barnsben kastede sig over forefaldende opgaver omkring lastbilerne i forældrenes vognmandsforretning - han har også holdt de værdier i hævd, som præger netop den type virksomhed.

Det er begreber som ordholdenhed, troværdighed - at man holder, hvad man lover og at man ikke forretningsmæssigt springer over, hvor gærdet er lavest. Kunderne skal kunne regne med én.

Mogens Therkelsen har aldrig glemt sine rødder i den relativt lille vognmandsvirksomhed, hvor chaufførerne boede hjemme hos hans forældre, og hvor lastbilerne udøvede en stor tiltrækning på drengesindet - både når det gjaldt deres ydre og deres præstationer på vejene. Derfor var det ikke hårdt arbejde at vaske biler, at være med til at læsse af og på og senere i opvæksten at være med på kontoret. Og en tur ud med gods med en af chaufførerne var lige så meget værd som en ferietur.

I dag er virksomheden stor og veldrevet og har 200 medarbejdere. Men selv om de dage for længst er forbi, hvor de ansatte ligefrem havde deres bopæl i virksomheden, så er der stadig noget tilbage af den oprindelige samhørighed. Det er intet tilfælde, at de ansatte og deres familier for nylig blev inviteret på udflugt til Sommerland Syd - man er ikke gift med firmaet, når man er ansat hos HPT, men den ånd, som kendetegner det gode familieforetagende med en ægte interesse og en vis omsorg for medarbejderne, som modsvares af en loyalitet og en portion stolthed over arbejdspladsen, bliver der holdt fast i.

Og selv lægger Mogens Therkelsen da heller ikke skjul på, at Helen, hans hustru gennem 36 år har sin store del af æren for at det er gået så godt. Ordet familievirksomhed skal helst klinge lige så godt og naturligt derhjemme som i årsberetningen.

Guld

Mogens Therkelsen lægger ikke skjul på, at det har krævet en stor arbejdsindsats at få HPT til vedvarende, at være den vækstvirksomhed, som firmaet har været i alle årene.

- Selvfølgelig har der været lange arbejdsdage, møder, rejser og situationer, hvor jeg har været væk hjemmefra. Men jeg har altid været så dybt engageret i virksomheden, at jeg ikke har oplevet det som en tung byrde, og derfor har det været mit held, at jeg har fået så stærk en opbakning hjemmefra - en forståelse for, hvor meget det betød for mig, der altid har været kombineret med en indlevelse - ofte 100 procent - i firmaets ve og vel fra min kones side. F.eks. har hun altid sat pris på at invitere kunder hjem til middag og også interesseret sig for vores medarbejdere.

- Men jeg vil da indrømme, at da min interesse for det organisatoriske også kom til, var jeg da lidt i tvivl om, hvordan den ekstra tid, jeg vidste jeg skulle bruge, ville blive bedømt derhjemme. Men min kone kunne se, at det betød noget for mig og støttede mig fuldt ud.

Uden en sådan opbakning - også i forhold til vores tre børn, Thomas, Peter og Anne - kunne jeg aldrig have påtaget mig alt det, jeg gerne ville. Hun er virkelig en guldklump, siger Mogens Therkelsen.

Prøvet det hele

Og intet tyder på, at den nu 60-årige er kommet sovende til sin position. Han har været igennem alle faser af en vognmandsvirksomhed. Det eneste "snyd" er, at han sjældent har oplevet indsatsen som arbejde eller pligt. Han stod i lære som speditør, havde flere lærerige udlandsophold, kørte som chauffør, var på kontoret - og elskede det hele.

Men selv om Mogens Therkelsen vedgår, at han nærmest er født ind i branchen og som en selvfølge blev en del af virksomheden, der i 1918 blev startet af hans bedstefar Niels Therkelsen videreført af hans far Hans Peter Therkelsen, ja så var der ingen garanti for succes. I dag kan han se tilbage på mange år med stabil vækst og en stærk position i ind- og udland. Han blev direktør i 1983 og har ikke alene videreført firmaet, men fået det til at vokse både økonomisk og i anseelse.

Der er godt nok et stort spring op til en sammenligning med A.P. Møller, men det er lidt den samme model, der er brugt. At tage de bedste og stærkeste ting i den traditionelle familievirksomhed og så parre dem med moderne forretningsstrategi og lysten til hele tiden at gå et skridt videre.

- Men det skal ikke være en sovepude, at være en familievirksomhed. Vi skal hele tiden være klar til at afprøve os selv og se, om vi gør det godt nok, eller om der måske skal sadles om, sådan som vi gjorde, da den daværende ledergruppe i 1970'erne omlagde firmaet fra at være en ren vognmandsvirksom til mere at gå over i speditionsdelen og arbejde mere med levnedsmidler og stykgods, siger han og nævner, at strategien senere blev styrket gennem opkøb.

Ansvarlighed

Mogens Therkelsen går varmt ind for uddannelse, miljø og færdselssikkerhed, fordi han mener, at det hører med til at være en ansvarlig virksomhed, der samtidig er attraktiv for medarbejdere - HPT får ofte uopfordrede ansøgninger - og dermed også for kunderne, som er selve hjørnestenen i virksomheden, og som han satser på selv at besøge så ofte som muligt.

Han glæder sig over at næste generation også er med i HPT. Hans søn Peter, er allerede godt i gang i firmaet, og Mogens Therkelsen lover, at han ikke vil være den, der står i vejen for yngre kræfter og lukker af for deres tiltag og engagement.

- Vi har et ungt team, og selv om jeg ikke har planer om at gå af nu - jeg har det fint helbredsmæssigt, så er vi så småt gået i gang med en generationsskifte-problematikken, så når jeg om to-tre år har trukket mig lidt tilbage fra hverdagen, så vil jeg i stedet nyde de tjanser de vil tildele mig i firmaet, siger Mogens Therkelsen, som forventer fortsat at være engageret i organisationsarbejdet.

Fodbold

Men han glæder sig over børnebørnene og vil i det hele taget benytte lejligheden til at sætte mere tid af til dem - og til rejser med hustruen Helen plus naturligvis turene til sommerhuset på Fanø, som er stedet, hvor han virkelig kan koble af.

Men én ting kan fortsat få hans blod i hurtig cirkulation: Fodbold

- Det er min store lidenskab, men desværre måtte jeg stoppe med selv at spille veteranfodbold for et par år siden på grund af ryggen. Men jeg tager stadig med medarbejdere og også ofte kunder til fodbold og specielt landskampe eller de store kampe i Hamburg f.eks.

Og engagement og fightervilje har det aldrig skortet på banen. Hvis ikke han som spiller kunne gå efter bolden, måtte han jo gå efter manden, for han ville ikke risikere, at det gik galt for hans hold.

Hverken på fodboldbanen eller i erhvervslivet.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066