23948sdkhjf

Små´ chauffører glemt

Chauffører på biler under 3,5 tons skal på farligt gods kursus

Chauffører på biler under 3,5 tons skal på farligt gods kursus



Fra 1. januar 2007 skal alle chauffører, der kører med farligt gods, have gennemgået den lovpligtige uddannelse i transport af farligt gods. Det gælder også dem, der kører i varebiler.

De har hidtil været undtaget for kravene.

- Det kommer formentlig som en overraskelse for mange transportvirksomheder. Vi har nemlig ikke registreret nogen interesse for at sende chaufførerne på de små biler på kursus, siger Jesper Hornum fra rådgivningsfirmaet Cantell.

Han frygter, at eksempelvis kurer-branchen kan komme i klemme efter nytår.

- Det er rigtigt mange chauffører, som pludseligt skal opkvalificeres. Kursusudbyderne vil formentlig ikke kunne opfylde efterspørgslen, hvis ikke virksomhederne går i gang allerede nu, siger Jesper Hornum.

Der findes dog et lille smuthul efter nytår. Hvis chaufførerne ikke overskrider frimængderne for netop den type farligt gods, som de kører med, så gælder kravet om uddannelse ikke.

- Men ifølge lovgivningen, så er det transportkøber, som afgør om man foretager transporterne under frimængderne. Det er tvivlsomt, at transportkøberne vil indrette sig efter, om en chauffør har været på kursus eller ej. De vil forvente, at transportøren sørger for at chaufførerne har de kvalifikationer, som loven kræver, siger Jesper Hornum.


Virksomhedskurser

Flere og flere virksomheder i transportbranchen vælger i dag at sende deres chauffører på det lovpligtige repetitionskursus, som chaufførerne skal på mindst hvert femte år, i hold.

Et virksomhedskursus er markant billigere, sammenlignet med at sende chaufførerne enkeltvis af sted til de traditionelle farligt gods kurser. Selv vognmandsvirksomheder med 10 chauffører kan opnå betydelige besparelser, fordi et virksomhedskursus kan afholdes til omkring 20.000 kroner, hvor det typisk koster op mod 3.000 kroner, at sende en enkelt mand på kursus, siger Jesper Hornum.

Virksomhedskurserne suppleres typisk med ekstra undervisning i netop de områder inden for farligt gods, som er relevante for virksomheden.

- Chaufførerne skal naturligvis gennemgå pensum, fordi de skal være i stand til at arbejde med alle former for farligt gods. Men virksomhedskurserne kan skræddersyes til den enkelte virksomheds behov. Det gør også, at det kan være interessant for andre medarbejdere i virksomheden, siger Jesper Hornum.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078