Heltog til Tjekkiet
Kombioperatøreren Hangartner har netop indsat heltog på en ny rute mellem Hamborg og Lovosice nord for Prag. En service om den danske afdeling af Hangartner har store forventninger til.
- Ruten er baseret på det gods som vi har i Tyskland og Danmark i forvejen. Men ruten har allerede vakt betydelig interesse. Tjekkiet får stigende betydning som samhandelspartner for Danmark. Landets industri har gennemgået en imponerende udvikling og er nok den mest avancerede i østeuropa i dag. Derfor er det en rute som vi forventer os meget af, siger Hangartners nye danske manager Lars Sandholdt.
Lars Sandholdt, 42, tiltrådte 1. august. Han er oprindeligt uddannet i det daværende Cargex, der var blandt de første som tilbød kombinerede transporter i Danmark, og som i dag er blevet en del af Hangartner.
Lars Sandholdt var ansat i Cargex/Hangartner i 11 år inden han flyttede til Contino. De seneste to år har han været ansat hos DHL.
Slår modulvogntog
Hangartners nye trafik på Tjekkiet har hidtil været præget af en pæn balance i godsstrømmene.
- På længere sigt, så må vi dog forvente en vis ubalance, fordi Tjekkiet eksporterer større mængder til Danmark end omvendt, fortæller Lars Sandholdt.
Han ser lyst på fremtiden for de kombinerede transporter, selv om modulvogntogene truer med mere effektivitet på ærkerivalen ? lastbilen.
- Trængselsproblemerne på landevejene bliver ikke mindre i fremtiden og omkostningerne er stigende. Ikke mindst, når det gælder brændstofpriserne. Vi kan tilbyde en service med en høj kvalitet. Når de taler om modulvogntogenes 25,25 meter, så sender vi faktisk 29 vogntogsmeter af sted på hver godstogsvogn lastet med to veksellad, siger Lars Sandholdt.
-----