De særligt korte forældelsesfrister i transportretten gør, at forældelsesspøgelset er et fænomen netop i transportbranchen bør tage ganske særligt alvorligt.

Groft sagt er det jo sådan, at forældelsesfristerne i transportretten er plus-minus et år, hvorimod der i "det omgivende samfund" groft sagt stadig gælder en frist på fem år. De fleste tvister og problemstillinger løses sædvanligvis inden fem år, men om ikke sjældent så i hvert fald ikke altid inden ét år. Derfor ligger fristerne, reglerne og grundprincipperne nærmest på rygraden hos os, der lever i og med transportbranchen, og én af grundreglerne er jo, at man stort set i samme moment, der sker en transportskade, faktisk bør notere den forventede udløbsdato i sin kalender, eller hvor man nu ellers notere den slags, og i øvrigt gardere sig med en ekstra notering én eller to uger før, fristen forventes at udløbe. Dette gælder naturligvis ikke mindst den part, der direkte har kravet - typisk vareejeren eller dennes forsikringsselskab - men i lige så høj grad transportøren, bl.a. for det tilfælde, at transportøren selv har et potentiel regreskrav mod en anden transportør eller andre.

Det sker heldigvis ikke så tit, at transportfolk, forsikringsmedarbejdere eller advokater, der beskæftiger sig indgående med transportbranchen laver selvmål af den oven for beskrevne art, men ganske ofte ser man, at selv (utrænede?) advokater går i fælden, uanset at modparten har spekuleret i forældelse eller ej.

Bortset fra en særlig suspensionsregel i CMR-loven suspenderes forældelsesfristen sædvanligvis kun ved sagsanlæg eller aftale - de såkaldte suspensionsaftaler - og det er naturligvis klart, at den eller de nye frister, der aftales, behørigt skal noteres op i systemet og respekteres. Ellers går det galt, og det er jo lige præcis det en vareejer og dennes advokat måtte konstatere, da Højesteret den 29. august i år satte et endeligt punktum i en sag, hvor vareejeren ("importøren") i første omgang ved Sø- og Handelsretten havde krævet en erstatning på godt kr. 150.000 for et toldkrav, der efter importørens opfattelse hidrørte fra en fejl begået af importørens speditør.

En del af den lære man kan tage med sig fra denne sag er, at det ikke i relation til forældelse nytter noget at prøve ensidigt at skrive sig ud af problemerne. En suspensionsaftale skal i princippet være gensidig ? ellers må man stævne !

Jeg har tidligere her i spalterne kommenteret Sø- og Handelsrettens dom og gjorde ved den lejlighed en del ud af at beskrive bl.a. det responsum, der for Danske Speditører vedrørte speditørens forpligtelser i relation til angivelse af varekode ved indfortoldning. I denne omgang vil jeg koncentrere mig om forældelsesproblematikken, idet Højesteret - som allerede indikeret - i en dom nåede frem til, at et eventuelt erstatningskrav var bortfaldet ved forældelse.

NSAB § 30 slår fast, at:

"Sag mod speditøren skal ? idet kravet ellers er fortabt ? anlægges inden et år. Fristen løber:

a) ved forringelse eller beskadigelse af gods fra den dag, da godset blev udleveret til modtageren,

b) ved forsinkelse, bortkomst af en hel sending eller anden skade fra det tidspunkt, hvor forsinkelse, bortkomst eller anden skade tidligst kunne konstateres.

Denne bestemmelse gælder, når speditøren har hjemsted i Danmark, Finland eller Sverige.

Hvis aftale er truffet med speditøren om en bestemt transportmåde, gælder i stedet de for en sådan transportmåde gældende lovbestemmelser og almindeligt forekommende transportvilkår i det omfang, disse indeholder afvigelser fra, hvad der er fastsat i stk. 1."

Af særlig interesse var det at få rettens vurdering af, om et toldkrav falder ind under definitionen "anden skade" i ovennævnte bestemmelses litra b.

Den del af sagen, der er relevant for vurdering af forældelsesspørgsmålet startede ved, at ToldSkat i 2002 foretog et kontrolbesøg hos importøren. Den 16. april 2002 fremkom ToldSkat med et forslag til efteropkrævning af told og afgifter under henvisning til at bilradioerne efter ToldSkats opfattelse var tariferet under en forkert varekode, og at der var sket uberettiget anmeldelse af præferencetold. Efter forslaget skulle importøren efterbetale 153.590,60 kroner inkl. moms.

Speditøren blev forelagt et erstatningskrav, men afviste det, og efterfølgende udspandt der sig en længere korrespondance mellem Importør, speditør og Told og Skat

ToldSkat fastholdt ved afgørelse den 14. maj 2002, at importøren skulle efterbetale 153.590,60 kroner.

Den forældelsesfrist, der senere blev afgørende, begynder at løbe dagen efter - nemlig den 15. maj - hvor brevet blev modtaget.

Af et brev dateret den 13. august 2002 fra importørens advokat til speditøren fremgik bl.a.:

Den 2. maj 2003 skrev importørens advokat til speditøren, at "jeg er dog indstillet på at stille erstatningssagen i bero og således ikke udtage stævning, forinden afgørelse af Landsskatteretten foreligger".

Af brev af 8. maj 2003 fra speditøren fremgik, at man havde noteret sig, at "De (importørens advokat) stiller sagen i bero indtil Landsskatteretten har truffet afgørelse". Det fremgik endvidere af brevet at

"Vi har modtaget en reklamation, men finder ikke ansvarsvurdering relevant dels fordi vi ikke mener at have optrådt ansvarspådragende og samtidig fordi der ikke er noget krav, da afgørelsen fra Told & Skat ikke er endelig."

Den 14. oktober 2003 afsagde Landsskatteretten kendelse i sagen, og resultatet blev, at ToldSkats afgørelse blev stadfæstet, hvorfor speditøren og kunden stadig havde en "udfordring".

Speditøren overdrog sagen til sin juridiske rådgiver, der ved brev dateret den 30. oktober 2003 til importørens advokat fremkom med bemærkninger vedrørende sagen og oplyste, at "Deres klient ikke ses at have overholdt reklamationsreglerne i henhold til NSAB § 29 lige så vel som ét evt. erstatningskrav mod min klient (speditøren) er forældet i henhold til NSAB § 31".

Dette foranledigede importørens advokat til at anmode om suspension af yderligere forældelse. Speditøren meddelte suspension frem til den 5. januar 2004 og først den 10. juni 2004 fik importøren anlagt sagen ved retten, hvorefter speditøren ikke overraskende (for branchekyndige) gjorde gældende, at sagen var forældet.

Sø & Handelsretten startede med at slå fast, at speditøren og importøren indgik aftale om fortoldning af fire forsendelser og at fortoldningerne blev gennemført, og fakturaerne var betalt.

Retten lagde til grund, at speditøren både i adkomstadvis, fakturaer og breve henviste til medlemskabet af Nordisk Speditørforbund, og til at alle opgaver udførtes i henhold til NSAB 2000, herunder også forældelsesreglen i NSAB § 30. Importøren havde først efter sagens opståen gjort indsigelse mod NSAB's anvendelighed mellem parterne. NSAB 2000 er et "agreed document", der anvendes som almindeligt forretningsgrundlag mellem speditionsvirksomheder og deres kunder. Derfor fandt retten, at NSAB ? herunder § 29 og § 30 ? måtte anses for vedtaget mellem parterne. Endvidere fandt retten, at skaden efter sin art var omfattet af bestemmelsen i NSAB § 30, stk. 1, litra b, om "anden skade".

ToldSkat traf den 14. maj 2002 afgørelse om efteropkrævning af told og afgifter som følge af forkert fortoldning. Fra dette tidspunkt kunne skaden konstateres. Retten lagde derfor til grund, at forældelsesfristen i henhold til NSAB § 30 løb fra denne dato.

Der var således forløbet mere end 24 måneder fra ToldSkats afgørelse den 14. maj 2002, da sagen blev anlagt den 10. juni 2004.

Hvorvidt parterne havde aftalt suspension tidligere en den 14. oktober 2003, hvor Landsskatteretten traf sin afgørelse, måtte ske på grundlag af en vurdering indholdet af parternes korrespondance.

Indholdet af brevet dateret den 10. april 2003 fra speditøren, herunder særligt "vi beder Dem venligst bemærke, at en evt. ansvarsplacering, jf. ovenstående, ikke er relevant i almindelighed og i særdeleshed ikke på grund af den stadig verserende landsskatteretssag, hvor der ikke endnu er taget stilling til, hvorvidt der er et toldskyldsbeløb overhovedet" og brevet dateret den 8. maj 2003 også fra speditøren, herunder særligt "Det er noteret, at De stiller sagen i bero indtil Landsskatteretten har truffet afgørelse" sammenholdt med brev dateret den 2. maj 2003 fra importøren, må sidestilles med en aftale om suspension af forældelsesfristen indtil Landsskatterettens afgørelse forelå.

Retten konkluderede videre at i forbindelse med Landsskatterettens afgørelse accepterede speditøren en yderligere suspension af forældelsesfristen indtil den 5. januar 2004. Fristen blev herefter ikke forlænget yderligere.

Da der fra ToldSkats afgørelse den 14. maj 2002 og indtil suspensionen der tidligst kunne løbe fra den 10. april 2003, allerede var gået godt 10 måneder, og da der yderligere fra udløbet af suspensionen den 5. januar 2004 og indtil 10. juni 2004 forløb godt 5 måneder, var der indtrådt forældelse i medfør af NSAB § 30.

Speditøren blev derfor frifundet for den af importøren nedlagte påstand, og skulle yder mere betale omkostninger.

Da Sø & Handelsretten altså nåede frem til, at kravet mod speditøren var forældet, blev det ikke aktuelt at tage stilling til sagens "materielle spørgsmål", nemlig om speditøren rent faktisk havde et ansvar for fortoldningen, og af samme årsag nævnede dommen overhovedet ikke svaret på de stillede spørgsmål.

Importøren ankede sagen til Højesteret, og her blev yderligere fremlagt (nyttesløst korrespondance mellem parterne) i bl.a. et brev fra Importørens advokat den 15. oktober 2003:

På denne baggrund og af de grunde, jeg tidligere har anført herunder responsa fra Danske Speditører, er der for mig at se ingen tvivl om, at selskabet er erstatningsansvarlig for det lidte tab.

Sker indbetaling ikke inden 14 dage fra dato, må det forventes, at der uden yderligere varsel vil blive udtaget stævning i sagen."

?og yderligere den 21. november 2003 bl.a.:

"Da De dog tilsyneladende ønsker at påberåbe forældelse, uanset at der er sket forhandlinger på begæring af Deres klient og yderligere undersøgelser på begæring af Deres klient, må jeg bede om, at De straks meddeler, at yderligere forældelse er suspenderet med et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage."

Importørens advokat besvarede den 25. november 2003 henvendelsen således:

"?

"?

Endvidere skal jeg fastholde, at sagen efter min opfattelse er forældet i henhold til NSAB § 30, samt at der er sket for sen reklamation, hvilket efter undertegnedes opfattelse ikke ændrer derved, at der har været en løbende korrespondance mellem parterne.

?

Afslutningsvis har jeg noteret mig, at Deres klient er indstillet på at indlede forligsforhandlinger for at undgå en tidskrævende og omkostningsfuld proces. Dette forhold er jeg naturligvis indstillet på at forelægge min klient loyalt, idet jeg ikke kan være uenig i Deres synspunkt.

For at imødegå eventuelle forligsforhandlinger kan jeg meddele, at en eventuel forældelsesfrist suspenderes frem til den 5. januar 2004, såfremt det må lægges til grund, at sagen ikke allerede for nærværende er forældet, eller et eventuelt krav fortabt på grund af for sen reklamation i henhold til NSAB, som er gjort gældende indledningsvist samt i min skrivelse af 30. oktober 2003.

?"

I et brev af 3. december 2003 tilbød Importørens advokat (der jo sådan set allerede var ?bagud på point?) at forlige sagen mod speditørens betaling af 2/3 af kravet. Acceptfristen blev sat til 14 dage.

Den 18. december 2003 (bemærk, at suspensionsaftalen gik til 5. januar 2004), 27. januar og 13. januar 2004 rykkede Alaskas advokat for svar, og den 27. februar skrev Speditørens rådgiver at sagen var forældet og ethvert forlig afvistes.

Højesteret, der altså havde yderligere bilag at afgøre sagen på grundlag af, gjorde kort proces: ? Af de grunde, der er anført af Sø- og Handelsretten, tiltræder Højesteret, at importøren har reklameret rettidigt.

Parterne er enige om, at forældelsesfristen efter NSAB 2000 § 30, stk. 1b, som udgangspunkt løber fra den 15. maj 2002. Efter bevisførelsen finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fastslå, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er udskudt.

Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af Sø- og Handelsretten, at forældelsesfristen var suspenderet indtil Landsskatterettens kendelse, og at speditøren ved brevet af 25. november 2003 accepterede yderligere suspension af forældelsesfristen til den 5. januar 2004, samt at fristen ikke blev forlænget yderligere.

Allerede fordi sagen først blev anlagt den 10. juni 2004, tiltræder Højesteret, at erstatningskravet er forældet, og stadfæster derfor dommen.?

Højesteret behøvede altså kun at tage stilling til at den sidste af eventuelle flere forældelser var ?nok? til at kravet var bortfaldet ? og således blev det.

-----