Modulvogntog også på landevej
HTS-A finder det afgørende, at der bliver igangsat en forsøgsordning for modulvogntog i Danmark hurtigst muligt. Det er afgørende for den samlede erhvervsudvikling i Danmark, at forsøgsordningen kommer til at omfatte hele det overordnede vejnet i Danmark, herunder motorvejsnettet, hedder det bl.a. i høringssvaret fra HTS-A, som peger på, at alle centrale godstrafikknudepunkter, herunder lufthavne og havne af betydning for godstransporten, bør have adgang til at gøre brug af modulvogntog.
Statsvejnettet også
- HTS-A skal anbefale, at forsøgsordningen udstrækkes til i forsøgsperioden at omfatte statsvejnettet på i alt 1.619 km. HTS-A finder ikke, at det er tilstrækkeligt at lade forsøgsordningen omfatte motorvejsnettet alene.
- Vi støtter, at der hurtigst muligt skabes det fornødne grundlag, herunder finansielt, til at igangsætte en dansk forsøgsordning. Vi har i mere end fem år i Danmark arbejdet for at få etableret en forsøgsordning. For fem år siden var der tale om, at Danmark kunne være med til at sætte dagsordenen på dette vigtige område.
Fuld fart i andre lande
- Nu er vi ved at havne sidst i køen. Holland, Tyskland og andre EU-lande afprøver for fuld kraft modulvogntog, advarer HTS-A, som finder, at fordele og ulemper ved en forsøgsordning for modulvogntog i Danmark er belyst i betryggende grad, hvortil kommer, at en indførelse af modulvogntog også vil lette presset på efterspørgselen efter nye chauffører i transportbranchen.
-----