Lastbilen er både arbejdsplads og bolig
Renault Trucks benytter årets IAA-messe til at vise sin nye topmodel Renault Magnum VEGA. Det er en udgave, der ikke mindst tager højde for, at nye regler betyder, at mange chauffører fra en gang i løbet af 2007 vil komme til at bo op til et døgn mere hver uge i deres lastvogne.
De nye forlængede hvileregler medfører således, at chaufførerne skal have noget at give sig til, når de holder og venter på at kunne køre igen. Ingen kan sove i 11 timer hver nat. Også selv om der måske går halvanden time fra til at spise og gå i bad, så vil det stadig være få, som kan udnytte de resterende 9,5 timer til blot at sove i.
Det er der taget højde for i den nye Renault Magnum med tilnavnet VEGA. Her er der mulighed for at se fjernsyn, sætte en dvd på og se en film, eller måske at kunne benytte en spillekonsol. Vognen har nemlig fået en hel ny indretning af førerhuset.
OmmøbleringSpecielt sovekabinen og passagersiden er fuldstændig blevet ommøbleret. Renault har designet det sådan, at den øverste køje stadig går ud i et. Den kan så slås op, hvis man gerne vil have frit til loftet i hvilehjørnet. Den nederste køje er ændret, så man kan køre passagersædet i en bue ind fra normal position og om til, at man kan sidde med siden til bagvæggen i førerhuset.
Oppe over chaufførens arbejdsplads er anbragt et stort LCD fladskærmsTV, der kan forskydes og drejes ind mod sovekabinen, så man f.eks. kan ligge i den øverste køje og se tv eller film.
Masser af finesserSidder man i passagersædet kan skærmen også drejes så det passer. Lige bag førersædet har man lavet et stort skabsarrangement, kaldet en multifunktionsenhed, hvor der bl.a. er skab med jalousilåger ud mod den nederste køje. Skabet indeholder garderobe og muligheder for at stuve chaufførens ting.
Når der er behov for, at der skal ligge nogen i den nederste køje, stikker pågældende blot benene ind under skabsarrangementet. Førerhuset er dog tænkt som et udpræget singledriver førerhus. Det er fyldt med små finesser og har et rigtig flot betræk med behagelige farver.
Tre blå lamperUdefra kan man kende Magnum VEGA på tre blå lamper næsten midt på taget og et nyt mere fremhævet emblem lige under forruden. Det store Renault-emblem i fronten er også illumineret med blåt lys.
I bagenden er der kommet et nyt og moderne designet baglygtearrangement, alt sammen med LED-lys.
Hos Renault Trucks forventer man at sælge ca. 100 stk. af den nye VEGAmodel i 2007.
-----