Protest mod Maut-statsstøtte
Det kan ikke være meningen, at danske vognmænd kommer til at betale for statsstøtte til tyske kolleger, lyder det fra DTL efter, at den tyske stat nu vil betale Maut-kompensation til tyske vognmænd. ITD frygter tab af konkurrence-evne
En kombination af en klækkelig forhøjelse af den tyske vejskat og indførelsen af statsstøtte til tyske vognmænd vækker vrede i danske vognmandskredse
Dansk Transport og Logistik finder det således helt urimeligt, at danske vognmænd skal være med til at betale for den tyske stats kompensationsordning til tyske vognmænd. Samlet set har de tyske vognmænd udsigt til en årlig saltvandsindsprøjning på 600 mio. euro.
- DTL finder det forkasteligt, hvis Mauten nu sættes op og yderligere belaster transporterhvervene. Det er særligt problematisk for det danske transporterhverv, dels fordi vi ikke har nogen alternativer til at køre gennem Tyskland, dels fordi vi jo ligger på "toppen af Tyskland" og derfor kører mange kilometer på "det lange led" nord-syd, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Gør ondt værre- Men helt galt er det, hvis pengene går mere eller mindre direkte i tyske vognmænds lommer. På udtalelser fra de tyske transportorganisationer er det tydeligt, at det lige netop er dét, der er planen. At man i Tyskland nu kalder en dieselrefusion for en dieselbonus gør ingen forskel. Det er og bliver diskriminerende over for blandt andre danske vognmandsvirksomheder, siger Erik Østergaard.
DTL har tidligere bidraget til at stikke en kæp i hjulet for de tyske planer om konkurrenceforvridende statsstøtte til tyske vognmænd via henvendelser til EU-Kommissionen, der har bremset flere kompensationsforslag fra Tyskland.
Tab af konkurrenceevne
ITD peger på, at vejskatten 1. januar 2007 stiger fra 12,4 cent til 13,5 cent pr. kilometer. Samtidig kompenseres tyske vognmænd for forhøjelserne med omkring 250 millioner euro. Ifølge ITD er der tale om en ulige og unfair behandling af andre landes vognmænd, når kun de tyske transportører får del i kompensationerne
Det bliver med dette forslag endnu mere vanskeligt at være dansk eksportvognmand, lyder det fra ITD, som frygter, at danske eksportvognmænd i endnu højere grad vil udflage deres biler til udlandet.
Ifølge lovforslaget, som den tyske regering vedtog den 26. juli 2006, og som nu vil blive fremlagt i det tyske parlament, får tyske vognmænd fordel af en nedsættelse af den tyske vægtafgift på cirka 150 millioner euro pr. år. De manglende indtægter fra vægtafgiften vil i stedet blive finansieret af den forhøjede indtægt fra mauten.
Samtidig indføres der et tilskudssystem, og ifølge dette kan tyske vognmænd få støtte til investering ved køb af nye miljøvenlige lastbiler. Denne tilskudsordning får en størrelse på omkring 100 millioner euro om året. Alt i alt er der således tale om en kompensation på 250 millioner euro om året til de tyske vognmænd, lyder det fra ITD.
-----