Et år med vilde udfordringer
Normalt udvikler forholdene sig stille og roligt hos NJ-Maskintransport A/S i Ormslev. Men den 17. marts i år skete det der kan betegnes som enhver vognmands mareridt. Kvart over seks om morgenen finder den ene af indehaverne vognmand Roland Jensen ud af, at der er brand i ikke blot en men to af firmaets lastvogne.
De to brændende trækkere stod begge parkeret ude på firmaets plads, og Roland Jensen var klar over, at han måtte handle hurtigt hvis ikke branden skulle brede sig yderligere, idet der stod flere lastvogne meget tæt på.
Ved en snarrådig indsats fik han de øvrige lastvogne kørt i sikkerhed, så der ikke røg flere med i købet.
Firmaets vogn 1, en treakslet Scania 144 trækker fra 1998 med en 25 tm Fassi kran, brændte fuldstændigt ud ved branden, mens vogn to, en næsten ny Scania R500 fra slutningen af 2005 også brændte, idet kranen på denne vogn dog overlevede branden. Kranen er siden blevet renoveret fuldstændig hos EFFER Kranservice i Silkeborg, og NJ-Maskintransport har fået leveret en ny Scania R500, hvorpå kranen er blevet monteret.
Der er en ny trækker på vej til afløsning af den brændte vogn 1, så firmaet er snart på fuld kapacitet igen.
God behandlingVognmand Roland Jensen siger, at han føler sig godt behandlet af såvel Scania Biler A/S som forsikringsselskabet Codan i denne sag, selv om der er tale om en kaskoskade. Det betyder jo at det er vognmandsfirmaets eget forsikringsselskab, der skal betale hele gildet, og det kommer på sigt til at betyde noget på forsikringskontoen.
Med en nyleveret lastvogn efter den første maj og flere på vej, har det også givet udfordringer på andre leder, nemlig med den digitale fartskriver. Digi-djævlen, som den populært kaldes, har nu holdt sit første lille indtog i virksomheden i Ormslev, og det er ikke gået helt stille af.
Nu skal man jo huske at trykke på knappen, inden man lægger sig op i køjen og sover lidt, hvis man er ude og køre langt.
Koks og brændselNJ-Maskintransport A/S er oprindeligt etableret helt tilbage i 1943 af vognmand Niels Julius Jensen, der også handlede med koks- og brændsel dengang, da kørslen foregik med hestevogne.
Niels Hougaard Jensen overtog virksomheden i 1964. Dengang var det kørsel inden for bygge- og anlægsområdet, snerydning og en lille niche med transport af flaskegas.
Hen ad vejen begyndte de første maskintransporter, og det medførte, at vognmandsfirmaet anskaffede sig den første lastbilmonterede kran.
Herefter handlere det mere og mere om maskintransporter med tilhørende løfte- og bakseopgaver.
Virksomheden flyttede i 1983 til Ormslev, og ved samme lejlighed blev de to brødre Roland og Torben Jensen medindehavere. Det skete ved at omdanne firmaet til et anpartsselskab, og i januar 1992 overtog de firmaet helt. Siden er virksomheden blev omdannet til et aktieselskab.
Aktiv hjemmesideUd over at have nogle meget flotte lastvogne, er et af firmaets kendetegn også, at man har en af de allerbedste hjemmesider i hele branchen.
Hjemmesiden er både informativ og humoristisk. På det informative tæller, at man som kunde kan gå ind og se, hvordan de enkelte køretøjer er bygget, op og hvad kranerne kan. Desuden lægges der også nyheder fra firmaet ud på hjemmesiden, så man kan følge med i udviklingen hos den østjyske kran- og specialtransportør.
-----