Mauten stiger sandsynligvis 1. januar
Den tyske maut stiger sandsynligvis med 1,1 eurocent pr. km den 1. januar 2007, vurderer ITD
Samtidig nedsættes vægtafgiften for tyske vognmænd , og der vil til tyske vognmænd blive ydet et tilskud, hvis de ønsker at investere i nye EURO 5 køretøjer. Det har den tyske regering tidligere besluttet, og lovinitiativerne finder derfor sted her i efteråret.
Initiativerne vil blive gennemført på samme tid – og lige nu ser det ud til at ske pr. 1. januar 2007, lyder vurderingen hos ITD.
Tyskland mener, at initiativerne er legale i henhold til EU’s lovgivning. Man henviser bl.a. til, at andre landes vognmænd tidligere lovligt har modtaget tilskud ved indkøb af Euro 3-køretøjer – og at andre lande allerede har benyttet sig af muligheden for EU’s minimumvægtafgift. De to initiativer omfatter imidlertid kun cirka halvdelen af det beløb, som tyske vognmænd tidligere er blevet stillet i udsigt. Den tyske regering har således lovet at arbejde for, at vognmændene skulle tilgodeses med tilskud på ca. 600 mio. euro, som dog skulle godkendes af EU.
ITD oplyser, at der nu er nedsat en arbejdsgruppe, der ser på, om og hvordan der kan ydes en EU-godkendt støtte til tyske vognmænd.
-----