23948sdkhjf

Vi tager altid telefonen

En serviceorienteret, sund forretning. Brædstrup Vognmandsforretning fylder 40 år 1. oktober i år. Firmaet ejes af Karsten Jensen med sønnen Jacob Jensen som kommende medejer.

En serviceorienteret, sund forretning. Brædstrup Vognmandsforretning fylder 40 år 1. oktober i år. Firmaet ejes af Karsten Jensen med sønnen Jacob Jensen som kommende medejer.



Det er en overdrivelse at sige, at Karsten Jensen kender alle i Brædstrup. For da han kører gennem Brædstrup by i sin Volvo er der to han ikke hilser på, den udenbys buschauffør og en knægt der kører grænseoverskridende rulleskøjteløb på Brædstrups gader.

Men ellers kender vognmand Karsten Jensen alle de andre, han møder på sin vej - håndværkerne der er på vej hjem fra en lang arbejdsdag - og de øvrige på vej gennem Brædstrup bymidte: konerne, mændene, børnene og de gamle. Og han hilser hjerteligt på hver og en.


Tilfreds vognmand

Netop kendskabet til langt de fleste af Brædstrup og omegns indbyggere er en del af grunden til, at Karsten Jensen er en tilfreds mand.

Han sætter stor pris på den daglige dont med at køre rundt i byen for firmaets mangeartede kunder. Lige fra den private kunde der skal have en kubikmeter sand leveret, kommunens genbrugsplads, hvor firmaet tømmer containere og byggemarkedet Bygma, som Brædstrup Vognmandsforretning også kører varer for. For nu at nævne nogle af opgaverne i firmaet, der i grunden sjældent siger nej til en opgave.

Jubilæum aflyst

Eneste skår i vognmandens glæde er, at Karstens far og firmaets grundlægger, Harald Jensen, døde i sensommeren. Ganske kort tid før firmaet kunne fejre 40 års jubilæum her den 1. oktober. Dermed bristede planerne om at holde en større jubilæumsfest, da Karsten ikke synes, der er så meget at fejre lige nu.

De havde endda nået at købe en gammel Bedford, magen til den Harald Jensen begyndte firmaet med. Den er ved at blive renoveret hos en sadelmager, men det nåede Harald Jensen ikke at få med.

Til gengæld fulgte han udviklingen fra de to biler han selv begyndte med i 1966, hvor firmaet bl.a. kørte med dyr, til i dag, hvor firmaet tilbyder udlejning af jernplader, containerkørsel, kranopgaver - hvor største kran har en rækkevidde på 27 meter med fly-jib - til den nyeste ide - at fylde sand på sække, der kan sælges til privatkunder. - Så slipper firmaet for at skulle afhente pallerne, sandet normalt transporteres i.

3. generation

Harald Jensen nåede også at se tredje generation, den nu 31-årige Jacob Jensen, blive ansat i firmaet. I løbet af i år forventer Karsten, at sønnen Jacob overtager 50 procent af anpartsselskabet, der står bag Brædstrup Vognmandsforretning. Om rollefordelingen i firmaet så ændres en smule, det er muligt. Men i dag er det Karsten der har det sidste ord. Det er også ham der disponerer kørslen for firmaets seks biler ved hjælp af en kuglepen og en ulinieret A5 blok, han har med i førerhuset - med mobiltelefonen som trofast følgesvend.

Sønnen karakteriserer sin far som god til at tage en hurtig beslutning. Mens sønnen til gengæld får ros for at være god til at handle - senest en ny Volvo, der bliver leveret til 1. oktober - og til at "tænke moderne" - hvilket betyder, at Jacob har øje for hvilket nyt grej der skal købes hjem - og får æren for at fem ud af de seks biler har påmonteret kran og er udrustet til stort set alle slags opgaver.

Mens Karsten som oftest bliver hjemme i Brædstrup - og hver eneste dag når at hilse på og snakke med mange folk i løbet af en dag - er Jacob ofte på langfart. Han sætter bl.a. stålkonstruktioner op - opgaver hvor der ikke er et facit, men hvor han hele tiden skal vurdere, om hans grej kan klare opgaven. Det lykkes som regel.

Fru vognmand

Jacob er, ligesom sin far, uddannet mekaniker på et lille landværksted. Umiddelbart efter, han havde fået svendebrevet, kom han hjem som chauffør i firmaet.

- For jeg kunne ikke være andre steder. Jeg er opvokset med det, og jeg interesserer mig for det - for der sker noget nyt hver dag, siger Jacob, der efter endt arbejdsdag sætter sig ind til spisebordet i sine forældres hjem, der ligger lige op ad firmaets værksted.

Helt hjemme venter kone og to børn, når Jacob er færdig med sin arbejdsdag der oftest er fra 6 morgen til 18 aften.

Far og søn skiftes til at tale med Trans Informs udsendte, mens deres mobiltelefoner også skiftes til at ringe og firmaets fire chauffører banker på døren og i strømpesokker går over spisestuens gulvtæppe ind til Mie Jensen for at aflevere køresedler for dagens arbejde. Mie har været gift med Karsten i 32 år, sammen har de to børn - Jacob og den 22-årige Krestina, der er i frisørlære.

I alle årene har Mie passet firmaets regnskab ved siden af sit job som halvtids skolesekretær. Hun har sammen med Karsten styr på hver eneste kubikmeter grus og jord m.v. og hver eneste mandetime. Og så snart en sag er gjort færdig, sender Mie en regning ud.

Og selvom familien ikke vil udtale sig om, hvorvidt det går godt eller skidt, ja, så kan Trans Informs udsendte jo have sin helt egen opfattelse af, at her er der styr på tingene. Lige fra grejet i maskinhuset, der alt sammen har sin faste plads, til økonomien, der gør at firmaet for tredje år i træk køber ny Volvo. Det med at lease er lidt for moderne til familien Jensen.

Gode medarbejdere

Men tilbage til medarbejderne, der efter at have afleveret dagens arbejde, får lavet de sidste aftaler med Karsten om, hvilke opgaver de skal løse næste dag og derefter holder fyraften, da klokken er hen ved 17-18-tiden.

- Vi har nogle dygtige folk. De er pålidelige og der er ikke nogen der ringer og siger, at de er syge, hverken mandag eller fredag, siger Karsten og Jacob tilføjer:

- De er fleksible, der er ikke nogen der forlanger at vente med at møde til kl. 7 og gå hjem kl. 15.30. De er gode til at komme både tidligt og arbejde til sent. Om vinteren når der er snekørsel. Og året rundt, også om lørdagen.

For jo, firmaet kører om lørdagen. Til gengæld har alle fri om søndagen, men telefonen - den bliver stadig taget, hvis der ringer kunder en søndag eftermiddag. Måske en arv fra firmaets grundlægger, der altid gjorde en dyd ud af, at kunderne i Brædstrup skulle passes til punkt og prikke.

Der er nok at lave lige for tiden - men om firmaet har vokseværk?, det kommer an på, om der er kørsel i sigte af den mere faste slags. Far og søn er enige om, at de kun vil vokse hvis der er forretning i det - og hvis de kan få endnu en dygtig chauffør.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063