Solen bagte ind ad vinduet og fluen svedte selv om sommeren for længst var forbi. Det gjorde den endnu mere sløv. Den gad dårligt børste tænder og gnide forben. Lige siden vognmanden højst overraskende havde meddelt, at nu tog han på ferie, havde der været uhyggeligt stille på hans kontor og i vindueskarmen, hvor fluen var ved at blive bekymret.

Dens forråd var snart brugt op, og hvis ikke snart der kom nye krummemuligheder, så det sort ud.

Det lignede da heller ikke noget, at chefen pludselig tog på ferie midt i den drønende travlhed. Men fluen havde hørt ham diskutere det med bogholderen, som nok mente, at det kunne forsvares at hive 14 dage ud af kalenderen. Så vidt fluen vidste, var det vognmandens kone, der holdt ham fast på løftet om, at i år skulle de altså have noget ferie. Hun syntes, at han gik for hårdt til den i disse måneder, hvor alt stod på gloende pæle, og folk råbte og skreg på mere transport.

Sandheden var dog, at vognmanden hørte til den type, som ikke fik stress af travlhed. Tværtimod fik det ham til at blomstre op og yde det utrolige. Hvis noget gik ham på, var det snarere, når han havde svært ved at træffe den rette afgørelse - hvis ikke han havde de oplysninger, han skulle bruge, eller hvis der var for meget usikkerhed om et projekt, han havde gang i - og projekter havde han altid mange af, vidste fluen, som ofte havde set ham gå rundt på kontoret som en løve i et bur mens han igen og igen redte håret, som han altid gjorde, når han var usikker på noget.

Men når først en beslutning var truffet, var der aldrig nogen vaklen. Derfor holdt han også fast i ferieplanerne, selv om tingene spidsede alvorligt til, lige inden han skulle af sted. En stor langtids-ordre var inden for rækkevidde.

- Det må I klare, havde han sagt til bogholderen, som var noget overrasket over så massiv en tillid på et felt, som chefen altid selv havde insisteret på at klare; nye ordrer var hans gebet.

- Jamen, hvad med prisen, hvad skal vi lande på, havde bogholderen spurgt vel vidende, at det ikke ville være populært at præsentere en aftale, som ikke levede op til chefens uudtalte forventninger.

Og så var vognmanden taget af sted til Norge.

Men stor var fluens glæde, da han mandag morgen dukkede op på kontoret frisk og sprudlende. Den kunne se, at han havde en rulle kiks med, da han tog papirer op af sin mappe. Og bogholderen kom kort efter ind og sagde godmorgen. Fluen vidste, at han altid var en smule nervøs, når chefen var væk, især på grund af alle de ideer han altid fik, når han var ude af sit vante miljø. Nogle var gode, andre var mildest talt for langt ude.

Men i dag var vognmanden mere moderat.

- Jeg har tænkt meget over alle de store bøder, vi risikerer hver eneste dag. Det er jo en plage, at vi hele tiden har det sværd hængende over hovedet, hvis vi kommer til at lave den mindste fejl. Chaufførerne er lige så utilfredse med det. Det giver noget ekstra uro og stress i hverdagen. Men vi må indrette os efter det.

Bogholderen nikkede, - Jamen det gør vi da også.

- Jeg mener, at vi er nødt til at have en politik, der siger, at sådan og sådan gør vi, også selv om, vi må gøre noget, der er åbenlyst åndssvagt og unødvendigt. Vi er nødt til at holde os slavisk til alle reglerne.

- Det vil jo gøre os endnu mere ufleksible. Det er slemt nok allerede, sagde bogholderen.

- Ja, og helt ærligt så er der én ting, der virkelig irriterer mig. Hvis vil tilrettelægger hele vores produktion, så vi aldrig får så meget som en parkeringsbøde og blindt respekterer selv de mest tåbelige bagatelregler, så vil politikerne sige: "Se vi gjorde det rigtige. De skal bare have med forhammeren de vognmænd. Kæmpebøder hjælper, så næste gang gør vi dem bare endnu større"

Bogholderen var enig: - Men tænk, at de overhovedet ikke kan se, hvor meget det generer os uden, at nogen får glæde af det. Jeg har ikke noget imod regler, der øger trafiksikkerheden. Dér kan de godt være hårde for min skyld, men meget af det andet er noget pjat...

- Du har helt ret, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at se dine tal for, hvor meget det koster os i tabt produktion, at vi ikke kan udnytte materiel og arbejdskraft ordentligt.

Fluen kunne se, at chefen var ved at hidse sig op. Han hadede spild.

Han redte sit tynde hår et par gange.

- Nå, men vi må betragte det som et grundvilkår, som noget vi ikke er herre over og så bare indrette os efter det og lave et program, så vi får reglerne indarbejdet overalt og på en måde, så alle er med på dem. Vi skal gerne kunne se, om der er et mønster i de fejl, vi begår, så vi hurtigt kan rette op på dem - og så må vi bede til at konkurrenterne ikke får lov at slippe udenom.

Chefen lænede sig tilbage, mens han til fluens store opmuntring åbnede rullen med kiks.

- Hvordan er det for resten gået, mens jeg var væk...

-----