Der er også andre værdier end kapital
Noget må man have gjort rigtigt, når man modtager i stadig strøm af uopfordrede ansøgninger til jobbet som chauffører i en periode, hvor der andre steder nærmest skriges efter netop den type arbejdskraft.
Noget må man have forstået, når det er lykkes af føre et gammelt familieforetagende frelst og fremadrettet gennem de turbulente tider, som har kostet mange af den type virksomheder livet ? eller i hvert fald selvstændigheden
Og noget særligt må det være, der driver værket i en branche, hvor applaus hører til sjældenhederne, hvor man skal køre slalom mellem politiske stopklodser, afgiftsmæssige chikaner og en næsten altfortærende lovjungle med konkurrenterne lige i hælene ? og så i øvrigt flytte hegnspæle gennem nytænkning.
Men Mogens Therkelsen, der den 13. september fylder 60 år, fremtræder som en fisk i vandet. Vanskeligheder er til for at overvindes og i den forbindelse er det ingen skade til, at han nærmest er født ind i vognmandsbranchen og har transport i blodet.
Han fortæller, at han som dreng hellere tog en tur ud med en sin fars chauffører end en ferietur med forældrene.
Men ellers var der ingen smutveje omkring faget for den nuværende direktør for H.P. Therkelsen A/S i Padborg og formanden for ITD og FDE. Han lærte det hele fra bunden i familiefirmaet, som hans farfar Niels Therkelsen startede i Løgumkloster tilbage i 1918 og hans far Hans Peter Therkelsen videreudviklede. Således startede Mogens Therkelsen med at vaske lastbilerne i weekenden som 8-10-årig. Han følte sig tiltrukket af bilerne på gårdspladsen - dengang var der 6-7 stykker - og vaskearbejdet havde den ekstra fordel, at han, da han blev lidt større, kunne komme bag rattet, fordi han jo så skulle køre lastbilerne på plads. Her begyndte hans store og livslange interesse for lastbilerne og erhvervet.
Chaufførerne boede hos os- Dengang var der virkelig tale om et familiefirma i traditionel forstand. Mange af chaufførerne boede hjemme hos mine forældre og kom og gik i huset som en del af familien, så jeg havde tæt kontakt med dem og var i det hele taget tidligt en naturlig del af firmaet. Da jeg blev lidt større hjalp jeg også til på kontoret efter skole og jeg hjalp med at læsse om hjemme på pladsen - og jeg syntes, at det var virkelig interessant det hele, fortæller Mogens Therkelsen.
- Så der var aldrig tvivl om, hvilken vej jeg skulle gå. Min lyst til erhvervet var så stor, at det gav sig selv. Jeg kom i lære i 1964 hos speditionsfirmaet Danexim A/S i Padborg, som var et utrolig godt sted at lære, og direktøren sagde engang til min far, at det kunne være, at de to firmaer kom til at kappes om, hvem der skulle have Mogens. Da var jeg beæret..
- Senere kom jeg til Tyskland i et år i Danexims afdeling dér og kom bagefter til Zürich og til sidst til London. Jeg lærte spedition i de år og snusede i London også til skibsfartsområdet.
Hjemvendt startede jeg i 1971 i HPT, som da lå i Kruså, og arbejdede mig op i virksomheden. Jeg startede med at køre ? det var det eneste must fra min fars side, for han mente, at man kun ved at have været chauffør virkelig kan kende tingene indefra.
Jeg kørte i halvandet år og havde stor glæde af det, inden jeg så begyndte på kontoret og kom gennem alle afdelingerne. I 1981 overtog jeg mere eller mindre det daglige ansvar og i 1983 trak min far sig tilbage, så jeg blev administrerende direktør for familiefirmaet. Desværre døde min far tidligt kun 67 år gammel.
Konkurrence og fællesskab
Så stor var Mogens Therkelsens appetit på alle emner indenfor transportbranchen, at organisationsarbejdet tidligt fangede ham både lokalt og senere på landsplan. For selv om han absolut er tilhænger af sund konkurrence, er han ikke blind for, at der kan gøres meget til alles bedste gennem samarbejde om fælles emner og ved at koordinere indsatsen og det overordnede sammenhold selv om man er konkurrenter til daglig.
Og blikket for de store linjer og det strategiske blev også aktuelt, da man i HPT i satte sig ned og vurderede, om kortene nu også var rigtigt blandet til at møde fremtiden.
Det førte til en radikal ændring. Fra frem til 1970?erne at have været et traditionelt vognmandsfirma inden for primært tørgods skiftede man strategi:
- Heldigvis var min far og den daværende ledergruppe så fremsynede, at de så, at der var to fremtids-spor at følge: Mere inden for levnedsmidler og stykgods på den ene side og mere over i speditør-siden på den anden side, der pegede fremad. Spedition var dengang før EU et vældigt papirarbejde, som også var en god indtægt.
Det hele udviklede sig godt, og vi købte Padborg Transit, som gav os et godt skub fremad fordi de udelukkende arbejdede med stykgodsforsendelse og indenfor køl-frys. Derfor står vi nu godt rustet inden for stykgods og import-eksport. I dag importerer vi faktisk næsten ligeså meget køl-frys, som vi eksporterer. Det har taget en kovending og betyder, at hvor vi før måtte have andre varer retur med kølevognene, så er vi inden for de seneste år blevet storimportører af levnedsmiddelprodukter fra europæiske lande og til Norden.
En særlig ånd
Så vi har været i vækst gennem alle årene fra 60?erne. I dag har vi 200 motiverede medarbejdere, som har levet sig ind i den ånd, som vi har udviklet gennem årene hos HPT, siger han.
Mogens Therkelsen vil gerne bevare og udvikle det bedste fra to verdener. Værdierne i det traditionelle familiefirma og mulighederne i den moderne tid.
- Det er vigtigt, at holde fast i de gode traditioner, f.eks. det, at man altid holder, hvad man lover. Men det er ligeså vigtigt ikke at låse en virksomhed i udvikling ved at være for traditionsbundet i sin tankegang. Man skal både kende de gamle dyder fra familievirksomheden og følge med i udviklingen ? både med logistikken og teknologisk i forhold til kundernes ønsker.
- Jeg føler, at vi er godt trimmet til at gå ind i fremtiden som en moderne logistikvirksomhed. Dels har vi fået meget dygtige medarbejdere som er veluddannede ? jeg har altid vægtet uddannelse meget højt uanset om det er på værkstedet, på lager eller på kontoret eller chauffører. Vi har et meget ungt team, så fremtiden er godt sikret, og i forbindelse med en dag som min 60 års glæder det mig virkelig, at fjerde generation er godt på vej. Min søn Peter arbejder nu på tredje år i firmaet, og selv om han ikke er startet med at vaske biler, så har han været chauffør i en periode og er vel rustet til sammen med vores ledergruppe at bære HPT videre ind i fremtiden.
Ikke kun kapitalDet er vigtigt at holde fast i det grundlæggende ? at man forstår, at der også er andre værdier end udelukkende kapital. Det er naturligvis nødvendigt at have en god kapital, men det er faktisk ikke det vigtigste element. Vi har også andre værdier, som kunderne vægter os på, og vi går ikke efter det størst mulige afkast. Tjene penge, ja naturligvis, men det er lige så afgørende for os at have et stabilt kundegrundlag, en stabil medarbejderstab og et udstyr som matcher både nuværende og kommende krav.
- Vi skal jo være mobile også i forhold til vores kunder. Vi har jo allerede oplevet ? det er globaliseringen ? at kunder lægger produktion til udlandet, og vi har været så heldige at få lov at følge med. Det kræver, at man mentalt er indstillet på det og har kapital nok til, at man kan etablere sig i udlandet. Kravet til virksomhederne i fremtiden hedder handlekraft og korte strategi-planer. Kunderne opererer ofte inden for få måneder, så man skal være parat til at følge med ? enten via partnere eller i givet fald ved at etablere sig. Vi har to afdelinger i Tyskland og er ved at etablere os i Polen. Og lykkes det så tillige at få opbygget en lokal kundekreds på stedet er det jo en sidegevinst, siger Mogens Therkelsen, som har kunderne højest på sin prioritetsliste og lægger vægt på selv at komme ud til kunder i ind- og udland
En pligt for alle- Som familievirksomhed har man ikke på samme måde som en børsnoteret virksomhed investorerne til at puste én i nakken, det stiller nogle ekstra krav til den til enhver tid siddende ledelse om selv at være opmærksom på hele tiden at komme videre. Og selv om det går fint, og strategien virker, så skal man alligevel f.eks. hvert tredje år standse op og sige: Gør vi det nu også rigtigt, er der noget der skal ændres. Vi skal ikke hvile på succesen, men hele tiden afprøve vores strategi.
Blandt værdierne i HPT er miljøbevidsthed og trafiksikkerhed, hvor man ikke er bange for at gå foran ? vi stiller krav til vore egne og den holdning smitter af på vores eksterne vognmænd, som også kommer med på vore sikkerhedskurser.
- Vi venter ikke på at få besked om at gøre noget miljømæssigt. Vi ved, at miljøet belastes af os alle ? inklusiv landevejstransporten - og derfor har vi alle en pligt til at gøre noget. Men her kunne politikerne godt kvittere lidt for vores frivillige indsat og f.eks. skabe nogle fornuftige tilskud til miljøtiltag. Og de kunne i det hele taget være med til at fremhæve landtransportens indsats for samfundet, så der skabes bedre forståelse for den nødvendige godstransport. F.eks. kunne man se på hele logistikken i samfundet og hjælpe med at åbne for brugen af timerne om natten til transport ? også ved at gøre det lettere for kunderne at have folk i gang om natten. Det ville afhjælpe nogle af trafikknuderne.
Fremtiden er jo ikke uden problemer for landevejstransporten. Væksten er stor, nærmest eksplosiv, men rammevilkårene følger jo desværre ikke med ? sanktioner, regler, køre-hviletid og andre restriktioner herhjemme og på EU-plan gør jo absolut ikke tilværelsen lettere og smidigere for os.
- Man skal klare dagen og vejen i firmaet og for kunderne samtidig med, at man skal slås med bureaukratiet og det politiske system, som jo ikke handler nær så hurtigt som erhvervene og derfor ikke kan reagere på problemstillinger og flaskehalse i det øjeblik, de dukker op. Skal man dreje det politiske system, er responstiden slet ikke på højde med udviklingen i det moderne samfund.
Masser af aktivitet
Mogens Therkelsen har gennem årene varetaget adskillige tillidshverv især i, men også uden for transportbranchen. I 1999 blev Mogens Therkelsen valgt ind i ITD?s bestyrelse. I 2000 blev han valgt til næstformand, og i 2004 overtog han posten som formand for ITD og datterselskabet FDE Holding A/S?s bestyrelse. I dag sidder Mogens Therkelsen endvidere som formand for Sønderjyllands ErhvervsCenter og formand for Union Bank, der er en dansk bank i Flensborg. Derudover sidder han i bestyrelserne for Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) samt Dansk Transport og Logistik (DTL). Endvidere har Mogens Therkelsen i en del år siddet i bestyrelsen for Transportbranchens Uddannelses Center i Vejle og er i dag medlem af tilsynsrådet for den danske mindretalsavis Flensborg Avis, ligesom han er medlem af Padborg/Kruså Rotary Klub.
- Det er vigtigt at have en netværk også på andre områder end transport, så man får nye impulser. Selvfølgelig kan der være tidspunkter, hvor jeg har lidt for meget om ørerne, men når man så har klaret tingene, så giver det ny energi bagefter. Det er jo lysten, der driver værket.
Jeg har altid haft opbakning fra familien. Men havde jeg ikke haft så tolerant en kone, som gennem alle 36 år har bakket mig op i arbejdet ? også i forhold til børnene - så var det nok ikke gået.
- Jeg er dog blevet bedre til at holde fri og prøver at rette lidt op på tingene, så ikke al tiden går med arbejdet. Nu kommer børnebørnene i større antal, og de skal med i min kalender, så der bliver sat tid af.
Præcision- Som leder vil jeg gerne gå foran med et godt eksempel. Vi lægger vægt på mødetid og den slags i firmaet og pålægger os selv en klar disciplin på det felt ? også i betragtning af, at vores slogan hedder hurtig og præcis transport. Det er ikke tomme ord. Vi arbejder på at leve op til det løfte hele vejen igennem. Det er altafgørende, at vi holder det vi lover, og jeg tager ofte ud og besøger kunder og får at vide, om det hele kører som til skal, ellers retter vi op på det med det samme.
- Jeg har den glæde, at de medarbejdere, vi har i dag, er lige så loyale som de 6-7 mand der var i firmaet i mine forældres tid. Men selvfølgelig skal man forstå, hvad det i dag handler om for de unge og give dem muligheder for at udfolde sig. Og interessen for vores firma er heldigvis stor. Vi får mange ansøgninger og har i år ansat 30 nye medarbejdere.
Vores unge generation er heldigvis helt med på, at værdier som præcision, ærlighed og oprigtighed altid skal herske i HPT. Det lover godt for fremtiden, synes jeg.
- Jeg er meget opmærksom på, at jeg fylder 60 og jeg er opmærksom på, at en ledergruppe med næste generation er veletableret i HPT. Jeg ønsker absolut ikke at komme til at stå i vejen for deres tiltag og engagement. Vi er så småt i gang med generationsskifte-problematikken, og jeg forventer, at jeg ? om 2-3 år - så småt har trukket mig tilbage fra hverdagen. Så vil jeg i stedet nyde de tjanser de vil tildele mig i firmaet og måske kan jeg stadig være organisatorisk engageret. Så længe helbredet er så godt, som det er nu, og jeg ikke føler mig belastet af hverdagen, så regner jeg ikke med at trække mig tilbage fra hverken det ene eller det andet, siger Mogens Therkelsen.
- Men jeg vil være sikker på, at jeg ikke bliver en bremse på udviklingen i firmaet.
Fritiden tilbringer han gerne sammen med familien ? ikke mindst børnebørnene ? på det foretrukne feriested Fanø.
- Jeg elsker de ti minutters sejlads over til Fanø. Det giver en fornemmelse af at være væk fra fastlandet og hverdagen, så jeg så kan slappe helt af. Min kone siger, at hun straks kan mærke forskellen. Og selv om jeg rejser meget forretningsmæssigt, kan jeg godt lidt at tage på en rejse med min kone, måske en forlænget weekend. Det er noget jeg prioriterer meget, siger Mogens Therkelsen.
H.P. Therkelsen og ITD/FDE holder i anledning af Mogens Therkelsens 60-års dag reception i FDE Center Padborg, onsdag, den 13. september 2006 fra kl. 12.00 til 15.00.
-----